Er det ok- 2

brevkassespørgsmål

Er det ok- 2

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 7 år 5 måneder siden

Hvor bliver jeg dog ked af jeres svar! For i kopierer den holdning der er i samfundet, at det må være mig der som offer der ikke har sagt fra!??!?! Jeg er faktisk chokeret over svaret, for det I også siger, bliver "glemt" i svaret til mig, at det ikke er ok!??!

Men ligenu, så gør svaret mig bare ked af det! Jeg har nokm skrevet 45 mails til min mor. Og en 3-4 breve. Hvor jeg uden kritik bliver ovre på min egen banehalvdel men beskriver, hvad det gør ved mig, når min mor og bror de overskrider mine grænser. Hvis jeg nu fortæller, at min bror også i raseri også smadrer ting og jeg så siger, at jeg bliver bange, og min mor så siger, at mine reaktioner er forkerte, er det så igen mig der ikke siger fra!??! 

Jeg har sagt det til en lærer, som afviste mig. Jeh har sagt det til en fodboldtræner, som sagde fra, fordi de kender vores familie. 

Men, igen: hvordan kan det være, at det ikke lyttes på, af min mor!??1 At hun slet ikke kan se, hvad det gør ved mig, når hun beder MIG sige undskyld til min bror fordi hun ( min mor) mener, at jeg provokeret...a la : "undskyld at du slog mig, altså undskyld at min normale og almindelige adfærd den gjorde, at du måtte slå mig"??!

Vi skal HELT væk fra den ufrugtbare tænkning, at det er offeret den er gal med! At man ikke har sagt fra, hat haft forkert tøj på eller været fuld. Ville I skrive det sammen til en dreng!??!

Min mor siger også, at "jeg forstår godt, at ingen gider dig". Er det også ok? Er det også mig den er gal med? Hun forstår ikke, når jeg græder og siger fra. Så siger hun bare, at jeg er "sart " og at det er mig den er gal med! Hvordan kan det dog være det? 

Jeg er bange og det ved min mor godt. Men hun siger bare, at det ikke bliver anderledes. 

Jeg er bange for at komme hjem fra skole. Og jeg vil ikke tale med nogle mere fordi man jo afviser mig. 

Ligesom I i jeres svar, også giver luft til den præmis, at det er mig der ikke har været tydelig nok! 

Min mor tager tid på når jeg er i bad og går så ind efter 3 min og slukker hvis jeg overskrider tiden, ser så på mig og siger: "hvor er du grim". Hvordan er det min skyld? Fordi hun mon er "i tvivl" om jeg kan lide det!??!

Jeg er rystet over jeres svar. Jeg vil gerne bede om svar fra en kvinde denne gang. Og nej du mand, det er ALDRIG offerets skyld!

Jeg håber, at I kan se, at det ikke er ok det jeg lever i. Det gør ondt på mig og det krænker mig helt enormt! 

Svar: 

Kære du

Jeg er ked af at du har forstået mit svar som du har. Selvfølgelig er det ikke din skyld at din mor og bror overtræder dine grænser. 
Det kan der ikke være nogen tvivl om, og det forsøgte jeg at gøre tydeligt i mit tidligere svar. Jeg er rigtig ærgerlig over at det ikke er lykkes mig godt nok.  

Når jeg spørger ind til om du kunne have mod på at skrive et brev til din mor, er det fordi jeg ikke kan se, ud fra det du skriver, om det er noget du allerede har prøvet. Ikke for at sige fra. Men for at fortælle din mor hvordan hele jeres situation får dig til at føle. Ud fra det du skrev tidligere kunne jeg ikke se om det var noget du havde prøvet. Med de oplysninger du giver nu er det tydeligt at du har prøvet den vej, og at den virker nyttesløst. Selvfølgelig burde det slet ikke være nødvendigt at skulle skrive sådan et brev. Selvfølgelig burde din mor kunne se problematikken. Måske kan hun ikke. Måske ønsker hun ikke. Måske kan hun ikke magte at hjælpe. 
Igen er det i bund og grund ligegyldigt. Det afgørende er at dine grænser tydeligt bliver overskredet gang på gang, og det er nu meget tydeligt at det vil kræve hjælp udefra. Ikke professionel hjælp til dig på den måde din mor siger du skal have. Men hjælp til at ændre den måde din mor og bror behandler dig på. 

Jeg vil endnu engang understrege at du ikke er forkert. Du er ikke værdiløs, og det du oplever din mor og bror udsætter dig for er ikke okay. Det mente jeg også i mit tidligere svar, men jeg understreger det meget gerne igen. Det er ikke okay. 

Jeg er slet ikke i tvivl om at den bedste vej for dig vil være at kontakte din kommune. Du har gjort hvad du kunne indenfor familien, og du har endda prøvet at sige noget til en lærer og en træner uden nogen nytte. Gå direkte til kommunen og fortæl dem om det der foregår.

Er det rimeligt at det er dit ansvar? Nej, det er det på ingen måder. Du burde jo overhovedet ikke stå i den her situation. Men som du beskriver det er det desværre din virkelighed. At du ikke har en tryg familien omkring dig. At der ikke lader til at være nogen i din nærhed der vil lytte.
Derfor er mit bedste bud at søge hjælpen direkte hos din kommune som har mulighed for at hjælpe. Det kan være med behandling til din mor, bror eller hele jeres familie sammen. Det kan være med samtaler til dig. Igen...IKKE for at du kan tåle mere, men for at du kan få hjælp til at få bearbejdet de ting du har oplevet. Sidst men ikke mindst kunne kommunen muligvis også hjælpe med et andet sted at bo, hvis det giver mest mening. 
Jeg tænker at der er mange muligheder, men at de alle sammen starter ud hos din kommune. 

Mange hilsner
Niels-Christian
  

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program