endeløs mobning ....

brevkassespørgsmål

endeløs mobning ....

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 6 år 5 måneder siden

Kære Brevkasse. Jeg vil gerne fortælle, at jeg føler mig helt fladmast og tappet for energi. Jeg vil håbe, at I læser min besked og ikke bare tænker, at "hun skal flytte". For det kan jeg ikke. jeg studerer og det er jo HELT umuligt at finde noget der er til at betale. Jeg vil gerne prøve at fortælle jer, hvad pres, mobning og forskelsbehandling gør ved mig. Måske I kan råde mig, det håber jeg. Jeg fik en bolig ( 1 vær lejlighed) her hvor jeg bor nu og har boet i over 3 år. I samme ejendom bor min gudmor, som også er næstformand i husets bestyrelse. Jeg ser ikke min mor og far og bror. Jeg er vokset op med græseløse forhold. blev aldrig taget seriøst og blev ikke beskyttet. Det er væsentligt at nævne, fordi jeg ved, at jeg idag kan "lukke af" og "udholde" og bare være ked af det, ikke trives også fordi jeg intet selvværd har. Her hvor jeg bor, har jeg haft en meget larmende underbo. Trods mange breve og forsøg på, at få Bestyrelsen til at gribe ind, så gjorde de intet. Min underbo, som jeg ikke tror er rask, "overbeviste" Bestyrelsen om at jeg selv havde larmet og derfor så larmede hun. En aften, da hun bankede en basketball op i loftet ( så det larmede i mit stuegulv) så gik jeg akut op til formanden for at få hjælp. Hun lukkede ikke op selv om jeg ved, at hun var hjemme. Jeg bor nu i en anden lejlighed i huset. Bestyrelsen har stemplet mig som "problem" barn. Jeg får advarsler hvis jeg bugger mere end en vasketid ( vi har lister hvor vi skal skrive os på). De kaldte det "chikane" overfor de andre beboere. En dag, da jeg sidste år lod mine støver stå udenfor min dør, fordi jeg skulle ind med varer og ud igen, så gik vores administrator, en krænkende dame på 70 år, en af sine "runder"i huset, så mine støver og løb ned og udprintede en seddel, som var en advarsel om, at der ikke må stå noget på gange og arealer pga brand myndighederne. Det er person forfølgelse. Andre får ikke sådanne advarsler. Jeg har haft fat i en jurist, som sagde, at Bestyrelsen ER højeste myndighed i vores private boligforening og jeg intet kunne gøre, men jeg skulle flytte! Det er flere år siden! Jeg udsættes for forskelsbehandling, mobning og de har sågar kontaktet mine forældre, som de ved jeg ikke ser, fordi min gudmor sladrer til de andre i bestyrelsen, fordi Bestyrelsen ville have et møde uden min viden og da jeg ville se det brev de havde skrevet til mine forældre fik jeg er køligt brev om, at jeg kunne anlægge civilt søgsmål for at få brevet! Jeg er syg med PTSD og jeg bliver ydermere så stresset af at bo her. Jeg har nu fået et brev om, at jeg skal betale for en vandskade selv, fordi jeg ikke har haft energi til at have en guldsliber til at ordne det inden 1 oktober, som var den frist bestyrelsen havde bestemt. Jeg skrev, at jeg var alvorligt syg ( jeg er meget syg af min PTSD) og at jeg ikke kunne have den gulvsliber men ville melde ud, når jeg havde overskud. Så fik jeg i sidste uge et brev om, at jeg ved fraflytning skal betale for udgifterne fordi jeg ikke har "opfyldt" den af Bestyrelsen givne dato! Jeg har IKKE talt med nogle fra Bestyrelsen fysisk i over 1.5 år. Det havde den jurist rådet mig til. Fordi der ingen dialog er, fordi Bestyrelsen ER HELT ligeglad med mig, det jeg siger og har en fastlåst mening om, hvem jeg er og hvordan jeg er. I må forstå, at jeg ikke kan forklare dem, at de gør mig ked af det. slider mig op. De er ligeglade. Da jeg så spurgte formanden fra bestyrelsen forleden, så kom dråben. I en vanlig vred tone "underkendte" hun alt jeg sagde. og hun sagde så, at hun mener jeg lyver, og slet ikke er syg! Jeg blev så vred og chokeret, Hun stod der, og sagde op i mit ansigt, at jeg ikke var syg: Du kan da godt gå over og handle, det har jeg set, du ser ikke syg du osv. Jeg sagde, at det var ydmygende, men hun gentog bare; Jeg tror du lyver, du er slet ikke syg". Jeg gik! Jeg har skrevet et brev til Bestyrelsen om hændelsen og om, at jeg HAR svaret på deres brev om det gulv. Jeg ved, at alt jeg siger og gør, er de ligeglade med. Jeg ved, at de har en fastlåst og rigid tænkning om alt jeg gør og siger ( fx siger jeg lyver, når jeg siger, at jeg er syg). Jeg er så krænket. Jeg kan IKKE tage mine ting og flytte! Hvor skal jeg flytte hen? Men jeg har kronisk ondt i maven og jeg udsættes jo for mobning. Jeg har lyst til at flippe ud og slå! Jeg bliver jo ignoreret og jeg er HELT magtesløs. Jeg skal nu betale for håndværkere, selv om jeg har svaret, at jeg er syg og ikke orkede håndværkere. Men igen: Det er MEGET vigtigt, at I forstår, at breve og mails og venlige, ydmygende henvendelser intet hjælper! De opfører sig faktisk som mennesker der er karakterafvigende! De nedbryder mig! De har ingen empati og mener, at jeg er den der er problemet! Jeg har også fået en advarsel, fordi jeg ikke hilser på kontordamen og vores Bestyrelse! Hvad skal jeg gøre. Hvordan beskytter jeg mig selv? Jeg begik den "fejl" at henvende mig til Formanden, det gør jeg ikke igen Mit selvværd er ødelagt, jeg er mentalt udmattet og tænker faktisk på selvmord, ikke aktivt. men dette er umuligt at komme ud af!!! Da jeg grædende ringede til min mor sidste år da jeg fik den seddel vedr mine støvler, så sagde hun vredt: Så sæt dog de støvler ind". Ingen empati, intet. Min mor er sådan set som dem her i huset. Jeg skal til psykolog på onsdag. Jeg ved at de her mennesker i huset aldrig kommer til at forstå, hvad de er med til at gøre mod mig! Håber I vil svare mig, og se, at det er en svær situation. Jeg kan IKKE nå ind til dem...så ikke noget om, at jeg da må kunne forklare dem, det kan jeg ikke! vh Den ulykkelige

Svar: 

Kære dig,

Det lyder som om du kæmper lidt af en kamp. Jeg kan godt forstå det dræner dig for al energi og gør dig ked af det og frustreret. I ens hjem skulle man gerne kunne slappe af og føle sig tryg, men det lyder som om at du i stedet kommer til at bruge energien på at kæmpe med bestyrelsen og de andre beboer. Det kan være så nedslidende at være i sådanne konflikter, som aldrig løses og, hvor man desuden ikke føler sig hørt eller mødt. Jeg kan høre på dig at du ikke længere ved, hvad du skal gøre, og jeg kan godt forstå du har det sådan. Du har forsøgt at nå igennem til de andre med venlige henvendelser og du har endda fortalt om din sygdom, som gør at du bare ikke har det store overskud. Jeg synes det er flot du har haft modet til at åbne op og forklaret, hvordan tingene hænger sammen for dig. Desværre er psykisk sygdom stadig noget som rigtig mange har svært ved at håndtere. Ikke at bestyrelsen skal gå ind og tage sig af dig som sådan, det er trods alt ikke deres opgave, men en vis forståelse og respekt ville være det mindste man kunne udvise. Men mange har den opfattelse, at når det er en sygdom man ikke kan se, ligesom med et brækket ben, så bliver det uhåndgribeligt og uvirkeligt. Når du står overfor sådanne mennesker, så vil det være rigtig svært at nå nogle vegne ved at forklare, hvordan du har det og at det er medvirkende til at du ikke har fået tingene klaret. Du skriver at du ikke har brug for råd ift. at henvende dig til dem igen og heller ikke ift. at flytte. Så lad os prøve at lade det ligge og kigge lidt på hvad DU kan gøre. Jeg mener nemlig at det er dig, der må gøre noget for at hjælpe dig. Jeg ved godt det kan lyde lidt hårdt, men det er altså ikke for at være hård ved dig for jeg har fuld forståelse for, hvordan du går og har det. Jeg kan bare høre at du sidder fast og det er så hårdt at kæmpe sådan når man i forvejen ikke har overskuddet.

Man kan sige at du i hvert fald har konkluderet efter flere forsøg at du ikke kan nå ind til disse mennesker - så måske skal du se tingene på en ny måde. Jeg ved dit overskud ikke er stort, men kan høre du går til psykolog, så jeg går ud fra at du får hjælp til din PTSD og sikkert arbejder en del med dig selv. Jeg tænker at du også her skal arbejde med dig selv. Det provokerer dig og gør dig ked af det når din mor siger at du bare skal tage de støvler ind - det kan jeg godt forstå, det er en helt naturlig reaktion når man oplever noget man bare ikke synes er fair. Men hvis du vender den og tænker, hvad ville være det værste, der kunne ske hvis du tog de støvler ind - hvad ville svaret så være? Er det kampen værd at lade dem stå? Det jeg tænker, det er om du kan finde en vej hen imod at glide mere af på andres holdninger og reaktioner. Prøv at sætte det op imod dit overskud. Vil du fortsat kæmpe kampen og være drænet for energi, eller kan du i stedet begynde at frigøre dig af de andre. Det er jo også sådan når man bor i lejlighed - og det er uanset, hvorhenne - så vil der næsten altid være en eller flere, som har klager over andre. Det sker simpelthen helt automatisk når mennesker bor så tæt op og ned ad hinanden. Tænk på, hvor mange forskellige mennesker, der bor i en opgang. Det kan i de flestes tilfælde ikke undgås at man prikker til hinanden. Vi lever ikke alle ens, vi har alle hver vores rytmer og rutiner, vi har hver vores holdninger (nogle går f.eks. meget op i at brandtrappen er ryddet, mens andre tager det mere stille og roligt). Og hvem skal så give sig? Nogle mennesker er meget stædige og ikke til at snakke med, så hvad kan betale sig her? Igen, hvilke kampe vil man tage og hvor meget energi vil man lægge i det? Jeg vil råde dig til at øve dig i at trække dig fra de mennesker, som du ikke kan nå ind til og som ikke møder dig. For du bliver taberen i dette. Men du bliver vinderen ved at give slip. Hav ondt af dem og deres mangel på forståelse i stedet for at kæmpe for at de kan forstå. For det gør de ikke. Jo mere du kan give slip, jo bedre vil du også få det med det dig selv for så vil du ikke blive trukket ned gang på gang af mennesker du alligvel ikke kan få en ordentlig dialog med. Og jeg synes ærlig talt at du fortjener at finde mere fred inde i dig selv og føle dig stærk. Desuden tænker jeg at når du står i en situation, som her hvor du skal have fat i en håndværker, at det kan være en rigtig god idé at hive fat i de mennsker du har i liv, som du har det godt med. En ven/veninde, måske en lærer du er tryg ved. En som kan være din støtte og træde til når du rammer ind i en situation, som du har svært ved at overskue. Det kan være rigtig hårdt, hvis man står med det hele alene og man bare ikke har energien. Jeg kan ikke høre på dig om du har svært ved at bede om hjælp, men det vil være rigtig godt, hvis du kan trække på nogle, som du er tryg ved.

Jeg håber på at du finder fred, hvor du bor, men allervigtigst i dig selv. Når vi giver slip indeni, så sker der ofte det at de knuder vi ikke kan få løsnet, pludselig løsnes.

Alt det bedste til dig!

 

Kærlig hilsen

Charlotte 

Charlottes billede
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program