Hej med dig.

Jeg kan forstå ud fra dit brev, at du er bekymret for om du er ved at udvikle borderline, fordi du oplever alle de her forskellige impulser og humørsvingninger. Det lyder til at være nogle ret svære tanker og "impulser" som du får, så jeg kan godt forstå, at du er bekymret over det, og søger svar.

Det lyder til, at du går igennem en ret svær periode i dit liv lige nu. Du skriver ikke, hvad der ligger til grund for din depression eller hvor lang tid du har haft det. Når man har en depression, så kan den vise sig på forskellige måder, men ofte er det en følelse af nedtrykthed og nedsat lyst og energi, som fylder rigtig meget. Men faktisk kan et symptom også være handlingslammelse, altså at man simpelthen har svært ved at handle og tage beslutninger, og man kan have det så svært, at man faktisk kan føle sig helt lammet. Så når du skriver, at du kan have det svært med at tage beslutninger og særligt i forhold til sociale ting, så tænker jeg, at det godt kan være din depression, der viser sig i de sammenhænge. Men jeg kan godt forstå, at det må være rigtig ubehageligt at opleve, at man ikke kan træffe et valg, og hele tiden føler sig splittet omkring, hvad man skal gøre. Jeg tænker også lidt på, at det er almindeligt at have humørsvingninger, når man har depression. Men faktisk også når man er teenager. Netop fordi man begynder at få en masse hormoner i kroppen, og de kan køre rundt, så man får de her humørsvingninger fra den ene dag til den anden. Det kan faktisk være rigtig ubehageligt at have, fordi man kan opleve det som noget, der overtager ens krop, og som man ikke har indflydelse på. Så de her svingninger kan være en del af det at være teenager. Men de svingninger du oplever lyder meget voldsomme i og med at du kan få lyst til at skade dig selv eller begå selvmord. Selvskade kan være en form for forsvarsmekanisme, og kan forstås som en måde at håndtere svære følelser, tanker og oplevelser på. Det kan give en form for psykisk lettelse, at skade sig selv fysisk, som kan virke beroligende. Måske er det noget du selv kan genkende? Og måske er det derfor, at du får lysten til at følge dine impulser, fordi det er en måde at håndtere din psykiske smerte på. Ud fra hvad du skriver, så lyder det også til at du kæmper en hård kamp med at stå imod dine impulser. Det synes jeg er rigtig flot, for jeg kan forestille mig, at det må være rigtig svært. Det må ikke være rart at føle, at du bliver sur og irriteret, når du ikke gør som dine impulser siger. Men jeg tænker, at det må være en naturlig reaktion, at du får de her følelser, netop fordi din krop måske føler sig så overbelastet af svære tanker og følelser, at det kan være lettere at forholde sig til en fysisk smerte eller at du kan slippe helt fra dem ved et selvmordsforsøg.

Jeg kan desværre ikke sige, om du faktisk er ved at udvikle borderline. Det der er med borderline det er, at man først kan testes for det, når man er 18 år, fordi symptomerne netop kan minde rigtig meget om det, som man kan opleve i teenageårene. Der er nemlig mange, som har det svært i teenageårene, og som oplever voldsomme humørsvingninger, og derfor kan det være svært at skelne mellem almindelig teenage symptomer og så borderline. Så derfor kan man faktisk også først få diagnosen, når man tidligst er 18 år. Men jeg kan sagtens forstå, at du gerne vil have svar på nogle af de svære ting og følelser, som du oplever. Så derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du søger svar i måske en diagnose. Det kan nogen gange være lettere at forholde sig til at ens adfærd faktisk er "noget" og har et navn, end at det er svært at forklare, hvorfor man har det som man har. Det kan selvfølgelig også være, at du er ved at udvikle borderline, men jeg tror, at det er for tidligt at sige lige nu.

Du skriver, at det er svært at forklare den følelse du har af ambivalens, men jeg synes alligevel, at du gør det rigtig godt, og det vil jeg gerne rose dig for. Det er ikke alle på din alder, der kan beskrive deres følelser og svære tanker, netop fordi det er så svært at sætte ord på. Så jeg synes, at det er flot, at du er så reflekteret over, hvordan du har det. Så du må også huske at rose dig selv for alle de gode ting du besidder. Det kan være noget af det sværeste at gøre, når man har en depression, og generelt når man går igennem en hård periode i sit liv. Det kan være lettere at se alle de negative ting, nok også fordi man måske føler dem så kraftigt på sin krop og sind. Men der er også positive ting ved en og omkring en, man skal bare øve sig lidt mere i at få øje på dem. Så når du har det rigtig svært, så kan du måske prøve at huske på, hvor meget du prøver at kæmpe i mod, og at det faktisk er rigtig sejt af dig.

Jeg kan godt forstå, at du er bange for din psykiaters reaktion, hvis du fortæller hende om dine bekymringer. Men jeg tænker faktisk, at hun netop kan hjælpe dig ved at du fortæller hende de her ting. Måske kan hun komme med nogle forklaringer eller hjælpe dig med, hvad du skal gøre, når du får de her impulser om selvskade, og føler dig tvunget til at følge dem. Jeg tænker, at det må være rart for dig at få noget afklaring eller i hvert fald få nogle redskaber til at håndtere det. Og samtidig tænker jeg også, at det må være nogle svære tanker at gå alene med, så måske kan det virke lettende for dig, at tale med hende om det? Hvis du stadig føler at det er lidt for skræmmende, så kan det måske være en idé at snakke med en anden om det inden? En du stoler på, og som du føler, at du kan betro dig til. Måske dine forældre, søskende eller en god veninde? Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært, men det kan faktisk være endnu sværere, at komme ud af en depression alene. Det vil være lettere, hvis du får så meget støtte og hjælp, som du kan få. Du skriver også, at dine impulser kan vise sig som selvmordstanker. Jeg læser det du skriver som, at det er dine impulser, der kan føre til selvmordstankerne. Det tænker jeg umiddelbart er en god ting, for det er vigtigt at skelne mellem, at det ikke er dig, der har tankerne, men at det faktisk er noget andet, måske din depression, som viser sig. Og når man har det rigtig svært, så kan man også godt komme til et punkt, hvor man overvejer, om livet er det værd, nu hvor det er så hårdt. Du skriver ikke, om du har talt med din psykiater om at du nogle gange får selvmordstanker, men hvis du har haft selvmordstanker i længere tid, så synes jeg i hvert fald, at det vil en god idé at fortælle hende det, eller i hvert fald til en anden. Når du får de her tanker, og overvejer om du skal fuldføre det, og det er for svært at snakke med nogen om, så kan jeg også anbefale dig at kontakte livslinien.dk. Det kan nemlig være rart at tale med nogen, når man har sådanne svære tanker, og har svært ved at se sig ud af det. Og det nogen gange være nemmere at tale med en som man ikke kender. Og i livslinien sidder der rigtig dygtige rådgivere, som har talt med mange mennesker, der har det svært og som ikke har lyst til at leve længere. Du er også altid velkommen i vores 1-1 chat, hvor du kan tale om lige det du har lyst til.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. 

Mange hilsner
Pernille