Hej med dig,

Det lyder til at være en meget svær situation at være i. Jeg kan godt forstå at du er bange og ikke tør andet end at være på dit værelse. Sådan kan man sagtens få det når man er bange og nervøs for hvad der skal ske og skammer sig eller har dårlig samvittighed over noget man har gjort. Det lyder dog til at det var et uheld, som I begge var medskyldige i og jeg kan sagtens høre, at du har det rigtig dårligt med hvad der skete. Jeg kan nok desværre ikke tage den ubehagelige følelse væk, men jeg håber alligevel at mit svar kan bruges og at du kan få løst det på en måde, så du kan få lidt ro i krop og sind igen.

Det lyder som en voldsom oplevelse. Jeg kan sagtens forstå at du er bange og frygter hvad der kommer til at ske. Det er en helt normal reaktion. Jeg tror alle mennesker prøver at gøre eller sige noget de fortryder og bagefter have dårlig samvittighed. Nogle gange er det ting, som gør at man kan blive bange for hvad konsekvenserne bliver ligesom i din situation. Det er ikke rart at et skænderi pludselig udvikler sig til trusler og kvælertag. Jeg kan godt forstå du her bagefter synes det var åndssvagt og dumt, men det kan være svært at tænke så langt i situationen. Sagen er den nu at det er sket og det kan I ikke lave om på. Desværre. Jeg synes det beviser at du er en sød og omsorgsfuld person, at du fortryder hvad der er sket og inderligt ville ønske, at det ikke var sket. Det synes jeg du skal huske på, især i en svær tid som denne her. Man kan nemig godt føle sig som en kujon, som du også selv skriver, men det er ikke hvem du er eller hvad der definerer dig. Alle mennesker begår fejl og træffer dårlige beslutninger engang imellem. Det er hvordan man tackler dem bagefter, der betyder noget for hvilken slags person man er. Det har du indflydelse på, og det kan du lige så godt udnytte. Med det mener jeg, at du nu har mulighed for at gøre tingene gode igen. Jeg vil senere i mit svar prøve at komme med nogle forslag til hvordan du kan gøre det bedre igen, også så du også får det bedre igen.

Jeg kan godt forstå, at du ikke kan forklare jeres forhold. Det lyder i hvert fald til at I svinger meget med hvordan I har det med hinanden. Måske kunne det være en rigtig god ide, at finde ud af med dig selv hvordan du bedst kan undgå at sådan noget som det her kommer til at ske igen. Det kan være at I to skal snakke sammen om hvad det er der provkerer jer så meget ved hinanden nogle dage? Eller måske skal du prøve at undgå ham mest muligt? Måske kan du mærke hvornår det bliver sådan en dag hvor du ikke kan snakke med ham og så undgå ham de dage? Uanset hvad kan det måske være en god ide at I snakker sammen og aftaler nogle "regler". Måske kan I lave en aftale om at I kan fortælle hinanden hvis I har brug for lidt afstand mellem jer. På den måde kan I også undgå at I misforstår hinanden og at det ender i slagsmål. Det kan også være at I kan få jeres venner til at hjælpe med at mærke hvornår situationen bliver lidt træls, og så kan de sige til, hvis det er svært for jer selv at mærke det. Det kan nemlig godt være rigtig svært at tænke klart når man bliver sur og provokeret eller ked af det og så kan det være godt at have nogle, der kan se det udefra, og hjælpe en med at blive trukket væk fra situationen så det ikke eskalerer en gang til.

Jeg tænker, at der er helt naturligt, at man kan få lyst til at gemme sig langt væk og prøve at undgå den situation, som man har det så dårligt med! Skam, skyld og dårlig samvittighed er så svære følelser at sidde med og de kan være svære at undgå, fordi de hurtigt kommer til at fylde rigtig meget i hovedet og kroppen på en. På den måde lykkes det heller aldrig helt at flygte, fordi de ubehagelige følelser følger med en hvor man er og fordi situationen ikke går væk, bare fordi man ikke konfronterer den. Nok tværtimod. Derfor tænker jeg at dine veninder har ret i, at det bedste du kan gøre er at sige det til dine forældre, så du ikke sidder alene med alle dine tanker og følelser. Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at sige sådan noget til andre, fordi det så pludseligt kommer ud i virkeligheden på en helt anden måde og fordi man kan være bange for hvad der kommer til at ske og nervøs for hvordan andre vil reagere. Det kan jeg sagtens forstå! Alligevel vil jeg også råde dig til at sige det til dine forældre. Det er ikke nemt at være bange og gemme sig uden nogle at dele tankerne med. Det kan faktisk godt gøre det endnu værre, at man prøver at holde det hemmeligt og siger til sine veninder at de også skal tie stille omkring det. Det kan give en endnu dårligere samvittighed og gøre en endnu mere bange fordi man ikke ved hvad der kommer til at ske. Som du også skriver, så kræver det mod at fortælle sådan nogle ting, men jeg er sikker på, at du kan få det sagt og jeg tror på, at det vil gøre at du får det bedre og mindske noget af den angst du oplever. Jeg ved godt, at det kan være svært at vide hvordan man lige får det sagt, især når der er gået noget tid siden det er sket. Jeg vil derfor komme med nogle forslag til hvordan det måske bliver lidt nemmere for dig:

1) Måske ville det hjælpe dig hvis du sagde til dem at der er noget du gerne vil fortælle dem, så de ved at du har noget det fylder, som du gerne vil dele med dem. På den måde sætter du også dig selv i en situation hvor du bliver nødt til at sige det selvom det er svært. Det kan være nødvendigt, fordi man ellers risikerer ikke at få det sagt, fordi man hele tiden skal tage sig mod til sig.

2) Nogle synes også det kan være nemmere at skrive det hele ned i et brev, fordi det kan være nemmere at give et brev end at skulle sige det hele højt. Så ville I måske kunne snakke sammen om det bagefter? Det kan være en måde at få det sagt på, som åbner op for at I får en god snak om det. Det kan også være I sammen kan finde ud af hvad du kan gøre for at råde bod på det der skete, så du kan få det bedre.

Det er vigtigt at man får det sagt, for man kan i hvert fald ikke gå at have det så dårligt som du har det i lang tid, så det er vigtigt at du finder en løsning, som gør at du kan komme videre.

Udover dine forældre, synes jeg også godt du kan bruge dine veninder til at snakke med. Selvom de ikke har stået i præcis samme situation, kan det jo sagtens være de også har følt dårlig samvittighed over noget de har sagt eller gjort eller måske har de prøvet at undgå en ubehagelig situation på samme måde - ved at gemme sig væk eller undgå at der blev talt om det? Uanset hvad, så kan det være rigtig dejligt at få snakket om noget, som fylder. Det at snakke om det kan faktisk i sig selv gøre det nemmere at leve med det bagefter. Det er i hvert fald noget du kan overveje.
Du er også velkommen til at logge på 1-1chatten her på cyberhus. Der kan du chatte med en voksen rådgiver helt anonymt og tale om det, der fylder mest hos dig. Det kan nogle gange være nemmere at snakke med nogle som ikke kender dig, kan se dig eller ved hvem du er. Hvis det er noget du har lyst til, kan du finde chatten her.

I forhold til dit spørgsmål om du kan risikere at komme i fængsel på grund af det der skete, så er svaret nej. I var to om at komme op og skændes og det lyder til, at det var et uheld. Som du også selv skriver, så skulle du nok slet ikke have taget glasskåret i første omgang, men det var uanset hvad et uheld og det kommer man ikke i fængsel for.

Sidst men ikke mindst, vl jeg råde dig til at sige undskyld til ham. Jeg tror en undskyldning til ham kunne hjælpe på din frygt og din dårlige samvittighed, og måske kan det blive en god begyndelse på et nyt og bedre forhold til ham, fordi I begge har haft mulighed for at sige undskyld og være ærlige. Der er ingen skam i at sige undskyld. Tværtimod kræver det mod og styrke at turde indrømme at man begik en fejl og det giver dig mulighed for at vise at du er et stort menneske, der godt tør sige undskyld for noget du har det dårligt med. Måske kan du sammen med dine forældre mødes med ham og hans forældre, så alle kan få en god snak om hvad der er sket og så alle hører din undskyldning. Så skal du heller ikke være bange for at rende ind i dem rundt omkring.

Som sagt begår alle mennesker fejl - det er hvordan vi tackler disse fejl, der har betydning for hvem vi er som mennesker. Jeg håber du kan bruge mit svar til at finde ud af hvad du skal gøre for at håndtere situationen på en god måde, som også gør, at du får det bedre.

Jeg vil ønske dig alt det bedste i fremtiden!

Med venlige hilsner,

Astrid