At acceptere det uundgåelige

brevkassespørgsmål

At acceptere det uundgåelige

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 12 år 8 måneder siden

Kære du som læser dette. Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver, det er normalt ikke noget jeg gør. Jeg er mere typen der holder det for mig selv, så jeg ikke er til besvær, du ved. Men... I takt med at nattens mørke fylder alt omkring mig, gør jeg nu noget jeg normalt ikke ville gøre. Jeg beder dig ikke fortælle mig, at jeg kan ringe til kommunen og få noget hjælp - for de har opgivet mig. Jeg beder dig ej heller fortælle mig om div. rådgivningstilbud der findes på nettet, eller fortælle mig, at jeg kan logge på jeres chat her inde - for det vil være spild af din tid. Det er sødt af dig, at sige, men jeg har lært at ingen helt forstår - og ingen helt gider. Og det er okay! virkelig! Jeg ved godt jeg bliver nødt til at klare mig selv.... Jeg er bare bange for, at kampen måske er for hård mod mig. Jeg kan ikke tro, at jeg er så svag at jeg sidder og skriver dette lige nu. Men jeg kan mærke et hul i min mave, som føles så tomt. En smerte i mit bryst som ikke kan beskrives og dråber som falder stille ned og kærtegner mine kinder. Ingen burde opleve mig sådan her, og jeg ville ønske jeg ikke selv behøvede det. Jeg beder ikke om empati eller andet. Verden er et koldt sted, hvor fortravlede mennesker ikke ser på hinanden, ikke rigtigt. Jeg har accepteret tanken om kulde, mørke og et hul inden i der konstant vokser sig størrer, det er okay. Du behøver ikke være høflig eller venlig. Det fører alligevel kun til mere smerte. Hvis man tænker over det, er det måske ikke slemt at være helt kold - hvem kan påføre en nogen smerte, hvis man ikke længere lukker nogen ind? Suk... Jeg hader at lyde så ynkelig og melankolsk, undskyld. Jeg er bange, fortvivlet og opgivende.. Jeg kæmper en kamp inde i mig selv, imod denne djævel, dette monster, dette ondskabsfulde væsen som har infiltreret min sjæl - og hun vil ikke forsvinde!! :'( Jeg er så bange for, at hun slår mig ihjel. Ja du gættede nok rigtigt... I 5 år lod hun mig ikke spise. Vi gik tilsidst på kompromis fordi folk begyndte at lægge mærke til det. Og nu har hun igennem lidt over 1 år ladt mig spise en smule, hvis jeg tilgængæld kaster op til blodet fylder min mund med en metallisk smag. Jeg er bange for, at hun ikke bliver tilfreds før den dag hun har slået mig ihjel.. Jeg er i blodmangel og i mangen på samtlige vitaminer og mineraler. Jeg er så træt, at selv dét at smule kan virke som tortur. Jeg kan ikke vinde :'( Jeg er bange for fremtiden, bange for nutiden.. Jeg er bange for så meget. Men det er der ingen der ved,for der er ingen der kender mig ordentligt! Jeg er bange for, at jeg har accepteret tanken om, at dø. Jeg vil ikke dø! Men der er jo ingen udvej længere. Dis før man accepterer at tingene er som de er - jo lettere er det på sigt.. ikke? Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver.. Indeholder dette overhovedet nogle spørgsmål? Sikkert ikke.. End ikke en simpel mail er jeg i stand til at skrive korrekt. Jeg beklager, dette giver sikkert absolut ingen mening og har sikkert formuleret mig på amatør niveau! Tak fordi jeg måtte bruge din tid... Og undskyld jeg sikkert spildte den - Anie

Svar: 

Kære Anie

Tak fordi du bruger min tid.

Jeg er glad for, at du har valgt at skrive til brevkassen, mens du sidder indhyllet i nattens mørke, med smerter i dit bryst og med tårer, der falder stille ned og kærtegner dine kinder. Jeg er glad for, at du har givet dig tid til at fortælle, at du er bange, fortvivlet og opgivende, fordi du har følelsen af, at kæmpe en kamp du ikke kan vide, følelsen af at ingen forstår dig og ingen helt gider og fordi du har accepteret tanken om at dø - tanken om at hun slår dig ihjel.

Du beder mig om, ikke at henvise dig til rådgivningstilbud osv, jeg har en fornemmelse af, at du kender de fleste steder i forvejen og jeg er sikker på, at du gør brug af dem, hvis du har lyst.

Derfor vil jeg ikke henvise dig, i stedet vil jeg fortælle dig noget jeg kom til at tænke på, da jeg læste dig brev, jeg ved ikke om du vil bruge det til noget, men nu fortæller jeg det og så kan du bruge det, hvis du har lyst.

Min første tanke da jeg læste dit brev var, at du havde givet op, at du ville lade spiseforstyrrelsen viden kampe og lade den slå dig ihjel og at dette var ment som et afskedsbrev. Den tanke fik jeg, fordi du mange steder lyder opgivende og resignerende. Du fortæller at du har lært at ingen forstår og ingen helt gider og at du har det okay med det. Du skriver "Verden er et koldt sted, hvor fortravlede mennesker ikke ser på hinanden, ikke rigtigt. Jeg har accepteret tanken om kulde, mørke og et hul inden i der konstant vokser sig størrer, det er okay." og "Jeg er bange for, at jeg har accepteret tanken om, at dø. (...) Men der er jo ingen udvej længere.". Det er altsammen beskrivelser som jeg tolker som en historie om en ung pige, der har opgivet kampen og håbet...

Men du skriver også noget andet, som fortæller en anden historie om dig, nemlig historien om en pige der er bange MEN som kæmper og som ved, at det er en hård og ensom kamp.

"Jeg ved godt jeg bliver nødt til at klare mig selv.... Jeg er bare bange for, at kampen måske er for hård mod mig." skriver du, og det giver mig et billede af en helt anden pige, en pige der ved at kampen mod en spiseforstyrrelse er en kamp mod sig selv. En kamp som først og fremmest kan videns inde i dig selv. Jeg kan godt forstå, at du er bange for, at kampen er for hård mod dig. Du skriver at du kæmper en kamp mod det monster der har infiltreret din sjæl og du skriver "Jeg vil ikke dø" -det fortæller mig at du har viljen til at leve, til at kæmpe videre. Men du fortæller også, at du er bange: "Jeg er bange for fremtiden, bange for nutiden.. Jeg er bange for så meget. Men det er der ingen der ved, for der er ingen der kender mig ordentligt!" Jeg kan godt forstå, at du er bange og samtidig tænker jeg, 'hvordan kan det mon være, at der ikke er nogen der kender hende ordenligt, hvordan kan det være, hun er så bange for, at lukke nogen ind? Er der noget derinde som er så svært at dele med andre?' Jeg kan ikke lade være med at tænke, om kampen mod spiseforstyrrelsen, kunne blive lidt nemmere, hvis du kunne få støtte og opbakning fra nogen, der kender dig ordenligt? Men det kræver selvfølgelig at du lukker nogen helt derind, hvor det gør allermest ondt.....

Når jeg læser dit brev, ser jeg altså to piger, én der har givet op og én der kæmper. Hvis jeg skal give dig et råd, må det derfor være, at læse det brev du selv har skrevet. Hvilken pige ser du? Hvilken pige har du lyst til at være? Jeg tror det vil være godt for dig, at få taget en beslutning om, hvilken pige du vil være og hvilken historien du vil fortælle om dig selv. Historien om hende der har givet op, eller historien om hende der kæmper?

Der er en sidste ting jeg lige vil kommentere på, inden jeg overlader dig, til dine egen tanker.

Du skriver noget om at acceptere døden, du skriver at: " Jeg er bange for, at jeg har accepteret tanken om, at dø. Jeg vil ikke dø! Men der er jo ingen udvej længere. Dis før man accepterer at tingene er som de er - jo lettere er det på sigt.. ikke?" Det ved jeg egentlig ikke. Det er sandt nok at vi alle skal dø på et tidspunkt, og det er et vilkår, vi er nød til at acceptere. Men jeg ved ikke om det er lettere for dig, at acceptere at du skal dø af en spiseforstyrrelse (det er det jeg hører dig sige). Jeg synes der er mange ting i dit brev, der fortæller mig, at du ikke har lyst til at acceptere, at spiseforstyrrelsen slår dig ihjel, derfor tror jeg ikke det er nemmere for dig, at acceptere at den gør det. Ihvertfald ikke, hvis du ønsker at kæmpe imod den. Og det er sådan jeg vælger at forstå dig, som en pige der kæmper.

Udfra det du har beskrevet, virker du for mig at se, som en meget indsigtsfuld pige, som en pige der er blevet udfordret af en spiseforstyrrelse men som alligevel har så meget overskud, at du er i stand til at beskrive dit meget kaotiske og komplekse følelsesliv. Jeg har indtryk af, at du måske inderst inde godt ved, hvad der skal til for at bekæmpe din spiseforstyrrelse? Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du skal kæmpe, jeg tror på, at du bedst selv ved det. Men jeg vil fortælle dig, at du på  for mig virker som en pige der har viljen og som er godt igang med at finde det sidste mod, til for alvor at tage kampen op. 

Jeg er glad for, at du tog dig tid til at skrive herind og jeg håber du vil bruge din tid fremover, på at hjælpe dig selv, så godt du kan. Hvis du får lyst, er du altid velkommen til at dele dine tanker her i brevkassen igen.

De bedste hilsner

Camilla

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program