Kære Anie

Tak fordi du bruger min tid.

Jeg er glad for, at du har valgt at skrive til brevkassen, mens du sidder indhyllet i nattens mørke, med smerter i dit bryst og med tårer, der falder stille ned og kærtegner dine kinder. Jeg er glad for, at du har givet dig tid til at fortælle, at du er bange, fortvivlet og opgivende, fordi du har følelsen af, at kæmpe en kamp du ikke kan vide, følelsen af at ingen forstår dig og ingen helt gider og fordi du har accepteret tanken om at dø - tanken om at hun slår dig ihjel.

Du beder mig om, ikke at henvise dig til rådgivningstilbud osv, jeg har en fornemmelse af, at du kender de fleste steder i forvejen og jeg er sikker på, at du gør brug af dem, hvis du har lyst.

Derfor vil jeg ikke henvise dig, i stedet vil jeg fortælle dig noget jeg kom til at tænke på, da jeg læste dig brev, jeg ved ikke om du vil bruge det til noget, men nu fortæller jeg det og så kan du bruge det, hvis du har lyst.

Min første tanke da jeg læste dit brev var, at du havde givet op, at du ville lade spiseforstyrrelsen viden kampe og lade den slå dig ihjel og at dette var ment som et afskedsbrev. Den tanke fik jeg, fordi du mange steder lyder opgivende og resignerende. Du fortæller at du har lært at ingen forstår og ingen helt gider og at du har det okay med det. Du skriver "Verden er et koldt sted, hvor fortravlede mennesker ikke ser på hinanden, ikke rigtigt. Jeg har accepteret tanken om kulde, mørke og et hul inden i der konstant vokser sig størrer, det er okay." og "Jeg er bange for, at jeg har accepteret tanken om, at dø. (...) Men der er jo ingen udvej længere.". Det er altsammen beskrivelser som jeg tolker som en historie om en ung pige, der har opgivet kampen og håbet...

Men du skriver også noget andet, som fortæller en anden historie om dig, nemlig historien om en pige der er bange MEN som kæmper og som ved, at det er en hård og ensom kamp.

"Jeg ved godt jeg bliver nødt til at klare mig selv.... Jeg er bare bange for, at kampen måske er for hård mod mig." skriver du, og det giver mig et billede af en helt anden pige, en pige der ved at kampen mod en spiseforstyrrelse er en kamp mod sig selv. En kamp som først og fremmest kan videns inde i dig selv. Jeg kan godt forstå, at du er bange for, at kampen er for hård mod dig. Du skriver at du kæmper en kamp mod det monster der har infiltreret din sjæl og du skriver "Jeg vil ikke dø" -det fortæller mig at du har viljen til at leve, til at kæmpe videre. Men du fortæller også, at du er bange: "Jeg er bange for fremtiden, bange for nutiden.. Jeg er bange for så meget. Men det er der ingen der ved, for der er ingen der kender mig ordentligt!" Jeg kan godt forstå, at du er bange og samtidig tænker jeg, 'hvordan kan det mon være, at der ikke er nogen der kender hende ordenligt, hvordan kan det være, hun er så bange for, at lukke nogen ind? Er der noget derinde som er så svært at dele med andre?' Jeg kan ikke lade være med at tænke, om kampen mod spiseforstyrrelsen, kunne blive lidt nemmere, hvis du kunne få støtte og opbakning fra nogen, der kender dig ordenligt? Men det kræver selvfølgelig at du lukker nogen helt derind, hvor det gør allermest ondt.....

Når jeg læser dit brev, ser jeg altså to piger, én der har givet op og én der kæmper. Hvis jeg skal give dig et råd, må det derfor være, at læse det brev du selv har skrevet. Hvilken pige ser du? Hvilken pige har du lyst til at være? Jeg tror det vil være godt for dig, at få taget en beslutning om, hvilken pige du vil være og hvilken historien du vil fortælle om dig selv. Historien om hende der har givet op, eller historien om hende der kæmper?

Der er en sidste ting jeg lige vil kommentere på, inden jeg overlader dig, til dine egen tanker.

Du skriver noget om at acceptere døden, du skriver at: " Jeg er bange for, at jeg har accepteret tanken om, at dø. Jeg vil ikke dø! Men der er jo ingen udvej længere. Dis før man accepterer at tingene er som de er - jo lettere er det på sigt.. ikke?" Det ved jeg egentlig ikke. Det er sandt nok at vi alle skal dø på et tidspunkt, og det er et vilkår, vi er nød til at acceptere. Men jeg ved ikke om det er lettere for dig, at acceptere at du skal dø af en spiseforstyrrelse (det er det jeg hører dig sige). Jeg synes der er mange ting i dit brev, der fortæller mig, at du ikke har lyst til at acceptere, at spiseforstyrrelsen slår dig ihjel, derfor tror jeg ikke det er nemmere for dig, at acceptere at den gør det. Ihvertfald ikke, hvis du ønsker at kæmpe imod den. Og det er sådan jeg vælger at forstå dig, som en pige der kæmper.

Udfra det du har beskrevet, virker du for mig at se, som en meget indsigtsfuld pige, som en pige der er blevet udfordret af en spiseforstyrrelse men som alligevel har så meget overskud, at du er i stand til at beskrive dit meget kaotiske og komplekse følelsesliv. Jeg har indtryk af, at du måske inderst inde godt ved, hvad der skal til for at bekæmpe din spiseforstyrrelse? Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du skal kæmpe, jeg tror på, at du bedst selv ved det. Men jeg vil fortælle dig, at du på  for mig virker som en pige der har viljen og som er godt igang med at finde det sidste mod, til for alvor at tage kampen op. 

Jeg er glad for, at du tog dig tid til at skrive herind og jeg håber du vil bruge din tid fremover, på at hjælpe dig selv, så godt du kan. Hvis du får lyst, er du altid velkommen til at dele dine tanker her i brevkassen igen.

De bedste hilsner

Camilla