Jeg er en pige på 20 år, og har en masse tanker kørende. 

kort tid inden jeg fyldte 18år mødte jeg denne fyr, som endte med at blive min kæreste i 2,5 år. 

Vi var to modsætninger, han er dansk og jeg er muslim, og for at være ærlig har jeg ikke haft noget problem med det hvilket han heller ikke havde selvom han en gang imellem sagde nogle forkerte ting. 

Vi havde det egentlig rigtig godt igennem det første stykke af vores forhold, dog begyndte en smule jalusi at dukke op fra hans side af, hvilket startede med at være en sød ting synes jeg. Men som det fortsatte i vores forhold blev han meget mistroisk og fik ejerfornemmelse over mig. Vi havde tit skænderier omkring dette og endte ud i vi begge sad og var kede af de ting vi fik sagt. så skete der så det at han skulle opereres og efterfølgende kunne han ikke dyrke sin sport som han plejede, han blev afhængig af smertestillende medicin, hvilket førte til depression og angstanfald og noget psykologhjælp + afvænningscenter. I den periode hvor han tog meget medicin var der hvor han havde det slemt med alt jeg måtte i sidste ende ikke tage på arbejde fordi han følte jeg flirtede med alle og ville have alle andre end Ham. jeg følte ikke rigtig min kærlighed kom igennem til ham. Jeg forstår stadig ikke hvordan han ik kunne se jeg elskede ham mere end noget andet, jeg var klar på at miste min familie og være sammen med ham resten af mit liv. Men for ham var det som om det var ingenting, som om det var et "must".

jeg begyndte rigtig meget at tvivle på ham, han svinede mig til dag ud dag ind i et halvt år, men fordi jeg elskede ham blev jeg. Han ødelagde mange af de bedste dage i mit liv, den dag jeg blev student, da jeg blev faster, min fødselsdag og mange andre dage, bare fordi jeg viste en smule glæde uden ham var jeg den største luder på to ben og alverdens andre ting. 

Jeg endte med selv at søge psykolog hjælp da jeg følte jeg var havnet i en depression, jeg havde taget 30 kg på og sov dagen lang, havde selvmordstanker og var til skade for mig selv. Jeg blev indlagt på psykiatrien hvor jeg fik konstateret en psykose. Under mit ophold på psykiatrien, blev jeg endnu engang svinet til og snakket ned til, fordi han ikke kunne komme og besøge mig fordi min familie var der. det hjalp mig bare ikke særlig meget fik det endda værre.

Når, men det nu snart 3 måneder siden vi slog op, eller jeg slog op. Og grunden til jeg egentlig slog op var fordi jeg ikke var sikker i min sag længere, jeg troede og følte virkelig han var den eneste for lig, jeg kunne ikke forestille mig med andre end ham, og af og til har jeg det stadig sådan. Jeg slog op fordi han over flere gange blokerede mig fordi han ik lige orkede mig eller orkede at diskutere med mig, og til sidst fik jeg nok denne gang havde han blokeret mig i en uge, da jeg så endelig fik kontakt til ham sagde han vi var slået op, hvilket vi egentlig ikke var og endnu et skænderi opstod, han have misforstået nogle ting og derfor blokeret mig og det var så her jeg gjorde det forbi, for istedet for at snakke med mig så lukker han mig bare ude på den måde. 

Jeg har egentlig været rigtig glad for vi slået op, for følte mig ødelagt og Tom til sidst, men nu hvor han lige har haft fødselsdag og jeg har set han har fundet sig en ny kæreste, føler jeg at jeg savner ham, jeg har hele tiden ondt i maven og jeg har fanget mig selv i at græde uden der er sket noget eller på tidspunkter hvor jeg ikke engang har tænkt på ham.

jeg overvejer at kontakte ham, og nogen gange overvejer jeg at prøve at få ham tilbage... jeg ved godt jeg er dum hvis jeg vil have ham tilbage, men føler mig så ensom og har mistet håb om at kunne finde en ny. Jeg har allerede hørt fra 3 drenge de aldrig kunne finde på at være sammen med mig fordi jeg har haft en dansk kæreste i 2,5år og jeg derfor ikke er "ren" længere. Jeg har grædt rigtig meget af denne grund og tror grunden til jeg vil have ham tilbage er fordi jeg ik kan finde en anden..