Kære Cyberhus

Det er torsdag den 3 december i dag, og grunden til at jeg skriver dato er, at jeg blot starter dette “spørgsmål” som en note på min iPhone og ikke ved, om eller hvornår jeg får det sendt.

Første gang jeg skrev til jeg var fra 9 år siden - sidste gang er fra ca 4 år siden. Jeg har ikke et spørgsmål og i kan ikke give mig et svar. Men tanken om at nogen læser, lytter og ser, er nogengange nok. 

Mit liv er et levende helvede. Så forbandet og kompliceret. Jeg er 24. Jeg har været syg med anoreksi i over ti år og den er gået hånd i hånd med selvskade. Jeg har siden jeg blev født haft en mor som ikke har været ordentlig. Hun har mange psykopatiske træk, udøvede psykisk vold, var utilregnelig og har enkelte gange også været fysisk og jeg har derfor heller ikke set hende siden jeg var 15. På trods af at have en god og kærlig far, har det sat sine spor at vokse op på den måde. Jeg blev desuden mobbet i skolen, fik en angst diagnose da jeg var 12 og har bare aldrig været “normal”. Jeg er vokset op med en enæggettvilling. Hun har også lidt af svær anoreksi og selvskade. Mod alle odds blev vi begge i sommeren 17 stx studenter. Her “skilles” vi dog. Hun er kommet langt; men hun kæmper stadig. Hun er færdig udd som sygeplejerske om en månedstid og jeg er netop blevet sendt videre til rehabiliteringsteamet i min kommune med henblik på ressourceforløb/pension. For mig er det det største nederlag i hele verden. Jeg har altid været enormt god og dygtig i skolen og har alverdens potentiale og en god STX med 5-afag og et godt snit. Men jeger syg... og det har konsumeret hele mit liv.

De sidste mange år har vores forhold været kompliceret. Og vi har haft lange perioder hvor vi ikke har set hinanden. Hvor HUN ikke vil se mig. Og det er ligegyldig om hun har haft det værst eller som nu hvor det er mig. Det tager livet af mig. Jeg er som sunket i jorden for hende. 

Jeg har de sidste 1,5 år boet alene efter jeg flyttede fra bosted. Grunden var, at de ville indføre mere “kontrol” (måltidsstøtte osv) og det kunne jeg (min sygdom) ikke være i. Jeg har selvsagt ikke fået det bedre. Blev i sommers afsluttet fra jeg ved ikke hvilket nummer behandlingsforløb fordi jeg er “for syg” til ambulant regi og ikke kan holde en indlæggelse ud som er det sidste de vil tilbyde. Jeg har været i behandling i min egen region de første 5 år og derefter henvist til region H pga deres højere ekspertise. Jeg er så angst og bange. Jeg er SÅ syg, har de sidste 6 år (siden jeg blev 18 og selv kunne bestemme) haft en kronisk lav vægt på 33-43 kg (er 170 cm høj). I sommers da jeg blev afsluttet fra behandling, prøvede jeg indlæggelse for 117 gang (har været indlagt mange gange gennem årene) ig kravet var at jeg skulle “gennemføre” den indl til BMI 16 og derefter kunne jeg komme tilbage til amb. Igen - jeg gennemførte ikke og blev afsluttet til egen læge som har monitoreret min vægt de sidste 6 mdr. Hun har været ved at indlægge mig flere gange, men hver gang har jeg snakket mig fra det og lige taget et kilo på, så jeg kom uden for farezonen. Jeg lider desuden af ekstrem tvangsmotion som er en overlevelse for mig. Vi snakker 6-7 timer/dgl. Det giver en masse bøvl med kroppen som bare er enormt slidt. Har haft træthedsbrud, overbelastninger, mine blodprøver er konstant skæve osv. 

Sagen lige nu er, at jeg er ubeskrivelig træt. Og ikke bare fysisk.

Jeg har ikke set min søster i 3 mdr. 

min fars og mit forhold er slidt op. Jeg er helt alene. Jeg føler mig i hvertfald alene og der går ofte flere dage imellem at jeg ser andre mennesker.

Jeg har de sidste 3 uger været på skadestuen 14 gange for at blive syet sammen (så skadestuen er faktisk der hvor jeg ser andre mennesker oftest, hvor ynkeligt det end er) Det giver bekymring (altså de er bange for at jeg ender med at tage mit liv, enten bevidst eller ved en fejl) både der og hos min egen læge, men hvad kan de gøre? Jeg siger jo at jeg ikke har planer om at tage mit liv, og så slipper jeg udenom psyk. Det er flovt og pinligt at blive ved med at komme der. Jeg har en journal med ca 600 notater og i hvertfald 400 af dem er fra skadestuebesøg gennem årene. De kender mig så godt at jeg ikke behøver at sige mit navn eller cpr nr længere... jeg har så mange fysiske smerter oveni de indre som en konsekvens heraf...

For 12 dage siden døde en af de sidste veninder jeg har tilbage. Jeg har i mange år kun haft veninder “inden for systemet”, og ud over hende her, har jeg én anden, som dog selv har det enormt svært. Hun tog sit liv. Jeg har oplevet det før, desværre for mange gange, men denne gang kan jeg slet ikke kapere det. Vi plejede at være i dgl kontakt, og jeg tror aldrig jeg bliver hel igen. I morgen skal jeg til bisættelse... familien har ønsket at det kun er for de næreste, men det er både jeg selv og jeg ved min søster også var. Jeg har gennem vores far fået at vide, at hun ikke ønsker at følges med mig eller kendes ved mig. Det er dobbelt smerte. Vores far har dog også udmeldt nu, at han ikke ønsker at være mellemled længere. Og det er forståeligt nok!

Jeg har aldrig følt mig mere “klar”... jeg har bare en halv procent af mig som stadig er bange for at gøre det. 

Alle omkring mig forsvinder. Jeg tænker tit, at jeg har lyst til at tage mit liv, bare for at “hævne” min søster, for så kan det være at hun finder ud af at jeg ikke bare var luft. Med det sagt, så elsker jeg min søster mere end noget i verden.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre... jeg kan ikke mere. 

Jeg er så styret af min sygdom at jeg ikke kan lade mig indlægge, selvom det kunne ske i morgen. Jeg ved godt, hvorfor der ikke er et ambulant tilbud til mig - jeg er for syg. Jeg har dårlig samvittighed over alle dem som råber og skriger på hjælp og for alt i verden gerne ville indlægges når jeg afviser det tilbud hele tiden. Er jeg så kronisk syg, at jeg bare skal opgive? Der er grænser for hvad et lille menneske kan holde til. Og jeg er bare et menneske... jeg råber og skriger jo også på min egen måde - men end ikke jeg selv ved, hvad jeg har brug for. 

Tak fordi i tog jer tid til at læse.

Kram en træt sjæl