Kæreste dig,

Åh, hvor lyder det bare helt vildt svært, det du skriver. Det lyder som om, du føler et stort pres for at være noget, du har svært ved at leve op til. Jeg tror, rigtig mange (især unge) kan kende det, du skriver. Den der konstante følelse af, at man burde gøre mere, gøre det bedre, være bedre, leve op til dit og dat. Der er så mange ting, man skal være. Man skal være en god studerende, få høje karakterer, være fornuftig, gøre rent, have overskud, træne, spise sundt, lave alle lektier, man skal finde sig selv, forme sin identitet, hvad kan man lide? Hvad er man god til? Man skal have tusinde venner og en kæreste, man skal rejse, uddanne sig, GØRE NOGET med sit liv. Der ligger så meget pres, at der faktisk ikke skal særlig meget til, før man bliver slået ud af kurs. Samtidig er man i en alder, hvor man egentlig måske slet ikke aner, hvem man overhovedet er. Og så er det altså svært at gøre noget med sit liv. 

Nogle mennesker er hårdere ved dem selv end andre. Nogle går med den der følelse, du beskriver, af, at der er ET ELLER ANDET galt. Nogle har den hele livet, de føler altid, at de kører på et parallelt spor, et lidt skævt spor. Men de aner ikke, hvordan de skal komme på det rigtige spor. Den følelse af at køre lidt skævt, vil de flese opleve i deres liv. For de fleste vil den forsvinde lidt med tiden, når man lærer at finde sig til rette i det, man gør, og tro på, at man er god nok. Du spørger, hvorfor du mon føler sådan her, og jeg forstår godt, hvorfor du spørger, men jeg kan ikke give dig et klart svar. Det svar ligger nok inden i dig selv, og der skal nok en masse selvrefleksion til for at grave det frem. 

Du skriver, at du sidste januar fik en ADHD diagnose og derfor måtte droppe ud af gymnasiet. Dette sætter nogle tanker igang hos mig i forbindelse med de svære følelser, du beskriver. For det første er det mange år af dit liv, du har gået UDEN en diagnose. Jeg tænker, at dette må have været enormt svært? Det er mange år at gå og føle, der er et eller andet anderledes, men uden rigtig at kunne forklare, hvad det er. Derfor lyder dine tanker om, at der er noget galt og at du ikke gør tingene godt nok, også ret naturlige, synes jeg. Alle de ting, man skal leve op til i livet, bliver endnu sværere at leve op til, når man i forvejen er udfordret på grund af en diagnose. Men indtil januar sidste år, har du jo ikke haft diagnosen at forklare dine kampe med, og hvad skal man så ellers give skylden andet end én selv? Indtil du fik diagnosen har du måske været vant til at give dig selv skylden for de ting, du havde svært ved at håndtere, måske du har forklaret det med, at du bare ikke var god nok? Hvor det egentlig har været ADHD'en der har gjort, at det har været svært. 

Det pludselig at få en diagnose er en kæmpe ting. Der er enormt meget erkendelse i den proces, man skal pludselig finde sig selv og forstå sig selv MED diagnosen. Og man ærgrer sig, man ønsker at det ikke var sådan. Man prøver måske endda at ændre sig selv, fordi det er så svært at erkende og acceptere, hvem man er med diagnosen. Det kan tage rigtig lang tid, og det må du ikke underkende. Det er okay. Det er okay, at det er svært at finde dig selv i alt det her. Man kan komme til at sidde fast i forsøget på at lave om på den måde, tingene er på. Man kan ikke lave om på det, så det er noget, man kan bruge hele livet på. At ønske, at alting var anderledes. At ønske, man selv var anderledes. Det er en kæmpe proces, og det er nok også din proces nu. At erkende, at det er sådan her det er, og acceptere dig selv som du er. Og du ER god nok, du er IKKE en taber, du er DIG. Det tager lang tid at se i øjnene, at ens liv ikke bliver, som man havde håbet. Men det betyder IKKE, at det ikke bliver et vidunderligt liv. Og du fortjener et vidunderligt liv. Du kan presse dig selv til at gøre mere og gøre alting bedre, men det ændrer ikke på, at du er den du er. Du gør det bedste, du kan, og det er godt nok. 

Jeg synes, det er rigtig flot, at du har gjort dig så mange tanker om det hele. Du skriver jo det hele selv; at du har svært ved at acceptere dit liv som det er, at du er hård ved dig selv, at du presser dig selv til at være mere, end du kan lige nu. Jeg tror, det er vigtigt, du giver dig selv plads og tid til den erkendelsesproces, du er i. Giv dig selv plads og tid til at finde ud af, hvem du er nu. Husk på, at du er god nok. Du kan ikke trylle ADHD'en væk, desværre, så den eneste mulighed er sådan set at lære at leve med den. Måske endda lære at sætte pris på den, at anerkende den som del af den, du er. Stop op, træk vejret, og giv al pres og alt det, du skal leve op til, fingeren. 

Det kan være enormt svært at lave om på alle disse tanker selv. Derfor er det også godt, du skriver herind, at du søger hjælp. Jeg tænker, at det kunne være en god idé måske at snakke med din læge om det og måske en psykolog? Det er vigtigt at tage hånd om de følelser, du har, og det er helt okay at række ud og få støtte. Det er helt naturligt, at du har det, som du har det, og det skal tages alvorligt, så du kan blive glad. For det fortjener du. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Skriv endelig igen, eller kom forbi vores chat og få en snak, hvis du har lyst. 

Sophie