Hej. Jeg har virkelig brug for hjælp. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare det, men jeg prøver så godt jeg kan. 12. November 1995 blev jeg født og nogle måneder senere døbt. Da jeg blev døbt blev mine forældre også gift. Dengang var alting godt, men ca. 5 år senere gik det hele galt. Mine forældre blev skilt.

Jeg ved godt at det ikke er det værste der kan ske, men for mig og min bror var det. Min far flyttede og jeg havde det rigtig dårligt i lang tid. Jeg havde det så dårligt at jeg startede til psykolog. Det hjalp mig lidt, og jeg har ikke skyldfølelse over deres skilsmisse. Det skal lige siges, at de ikke var/er uvenner. Dvs. de havde fælles forældremyndighed. Det var selvfølgelig godt nok, at have begge forældre at bo hos, men jeg savnede at være en familie. Efter ca. 1 år (I 2001) fik min mor konstateret Sklerose. Det var virkelig hårdt for mig, da jeg troede hun skulle dø.

Mig og min bror boede i perioder hos min far, fordi min mor var indlagt (og jeg troede jo at det var ligesom kræft, så var meget ked af det). Efter lang tid, blev jeg da overbevist om, at det ikke var dødeligt. Jeg startede i skole og havde få venner, som jeg kendte fra børnehaven, men de forsvandt hurtigt, fordi jeg kun holdt mig til en person. Nemlig min allerbedste ven David. Vi havde kendt hinanden i rigtig lang til, og da jeg altid havde været genert, holdt jeg mig kun til ham. Jeg vidste ikke at det kunne gå så galt, men da vi kom i 2. klasse begyndte vi at blive mobbet. Dvs. han blev mest mobbet, fordi han (for at sige det på en pæn måde) ikke var særlig flot.

Han havde altid været buttet, og så var han ordblind. Men jeg blev også mobbet. Selvfølgelig fordi jeg var sammen med ham. De kaldte os kærestepar, Adam og Eva og mange andre ting som sårede mig. Derfor endte det tit med at jeg spillede dårlig for ikke at komme i skole, eller løb grædende hjem. Det var der jeg startede med at trøstespise. Selvom jeg blev mobbet klarede jeg mig godt i skolen. Jeg elskede at læse, lavede altid lektier og havde det egentlig godt derhenne, når jeg var alene. Da vi kom op i de højere klasser begyndte det at gå galt.

David gad ikke rigtig være sammen med mig, og pludselig var jeg alene. Jeg var også startet til spejder fordi mine forældre ville finde nogle nye venner til mig, men det hjalp ikke. Efter 2 år med spejder startede David også. I starten var jeg sur fordi jeg følte at han ”abede efter”, men jeg var faktisk også glad. Det blev jeg bare ikke ved med. Han fik hurtig nye venner, og så lagde de ikke mærke til mig mere. David flyttede i specialklasse da vi skulle til at gå i 6. klasse og det var første gang jeg havde været væk fra ham i længere tid. Vi så jo hinanden hver dag i skolen (og til spejder 1 gang om ugen) , og det prøvede jeg at blive ved med, men som han selv sagde ”Jeg har altså fået nye venner!”.

Jeg pressede ham, og blev ved, for jeg ville ikke have at vores venskab skulle slutte sådan, men i starten af 7. skulle han flytte igen. Rigtig flytte. Jeg tænkte virkelig meget på selvmord i den periode, og der var ingen der vidste at jeg havde det sådan. Der var ingen der kendte mig mere. Jeg brugte meget af min tid indelukket på mit værelse. Jeg fandt også ud af hvor meget jeg havde taget på! Jeg havde taget ca. 10 kg. på hvert år i lidt over 3 år! Jeg vidste at det var på grund af min trøstespisning, men alligevel kunne jeg ikke stoppe. Jeg var blevet afhængig af sukker. Nu vejer jeg 70 kg og vil bare så gerne tabe mig. Mine forældre er ved at være trætte af mig, fordi jeg hele tiden taler om hvor meget fedt, der er i de forskellige ting, og det lyder som om det er for sjovt, men inderst inde er jeg bare så forvirret over kalorier, kulhydrater, vitaminer og alt det man skal huske for at være sund.

Selvom jeg vil være sund og tænker meget over hvad jeg spiser, kan jeg ikke lade være med at spise slik. Jeg gør det i smug, men når folk spørger om jeg vil have noget slik har jeg intet problem, med at sige nej tak. Jeg kaster ikke op eller sulter ikke mig selv (selvom jeg virkelig godt kunne gøre det). Der er meget pres fra klassen (synes jeg), fordi de fleste vejer mellem 50 og 55 kg. og så kommer jeg: Fed, grim og ensom. Der var en pige (ligesom mig fed ensom osv.) som blev mobbet ud, og jeg føler mig ligesom hende. Hun kom på julemærkehjem og tabte 12 kg. Jeg synes det er helt vild flot og hun har også fået en kæreste, men det for mig til at virke så lille og så dum.

Jeg har ingen venner, har aldrig haft en rigtig kæreste, og det eneste jeg tænker på er min vægt. Jeg får aldrig en kæreste sådan. Var så heldig at blive kysset (for første gang) af min store forelskelse, i en leg vi havde til spejder, men jeg ved ikke om han ser noget i mig. Jeg ser jo ikke engang noget i mig selv! Der var ikke særlig mange direkte spørgsmål (og det meste handler ikke om mad), men jeg er bare så forvirret, at jeg måtte ud med noget af det. Tak, hvis der er nogen der har læst det. //C