Hvorfor er der ingen drenge, der er interesseret i mig?

brevkassespørgsmål

Hvorfor er der ingen drenge, der er interesseret i mig?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 5 år 10 måneder siden

Hej

Jeg er en pige på 16 år som går i 9. klasse. Jeg føler, at jeg er "bagud" i forhold til andre unge på min alder. Jeg har aldrig haft en kæreste, haft mit første kys osv.. Jeg føler, at der er ingen drenge som er interresserede i mig, men alligevel føler jeg ikke at jeg har dårligt selvværd (men det svinger).

Jeg er rigtgig genert og jeg er heller ikke særlig åben. Til tider føler jeg mig også ensom, og jeg frygter også om jeg er ensom, eller om jeg bliver det i gymnasiet. Jeg bliver heller ikke inviteret til fester osv..

Jeg frygter også at folk synes at jeg er rigtig kedelig, og at ingen vil være venner med mig, så på den anden side er jeg alligevel usikker på mig selv.

Hvad skal jeg gøre for at komme ud af min situation, eller kan jeg overhovedet gøre noget????

Tak på forhånd

 

Svar: 

Hej med dig

Først vil jeg lige sige, at der er noget, du kan gøre for at komme ud af din situation, og du har allerede gjort meget ved at skrive her. Jeg ved at rigtig mange unge kender til følelsen af at være ensom, og nogle synes, at det kan være "pinligt" at snakke højt om, så derfor er det virkelig flot du skriver, så andre unge også kan blive klogere på deres situation.

Vi har alle behov for at føle os som en del af et socialt fællesskab, og derfor kan jeg virkelig godt forstå, at det må være hårdt at gå rundt med en frygt for at være eller blive ensom. Ud fra det du beskriver, så lyder det til, at det er din usikkerhed, der især spiller en rolle her. Du skriver, at du er genert og frygter, at folk synes du er kedelig, og på den måde er din usikkerhed med til spænde ben for dig, fordi den måske gør, at du ikke har mod på at være så aktivt deltagende i sociale fællesskaber. Måske bærer du rundt på en masse negative oplevelser med det sociale, som bekræfter din usikkerhed om, at du ikke er god nok, og derfor gør det endnu sværere at være social? Ligesom så mange andre ting, så kræver det øvelse at skabe sociale relationer, og det handler om at opnå nogle små succeser i hverdagen, der styrker dine sociale kompetencer og tro på dig selv. Det kan eksempelvis være, at du sætter dig for at opsøge en klassekammerat og spørge ind til hans/hendes weekend eller måske du skal starte med at øve dig i at sige hej til dine klassekammerater om morgenen. Opgaverne behøver ikke at være store, for det handler, om at du får nogle positive oplevelser med at være social, så du kan opbygge troen på dig selv og modet til at opsøge det sociale liv.

Hvis du synes det er lidt grænseoverskridende at skulle øve dig over for dine klassekammerater, så findes der forskellige tilbud, hvor unge mødes og kan få postive oplevelser med at indgå i sociale relationer. Det kan være rigtig rart at mødes med nogle, der har det på samme måde som en selv, fordi man finder ud af, at der er andre, som går rundt med de samme tanker og følelser. Det kan være med til, at du føler en større frihed i relationen, fordi du ved, at den anden faktisk også øver sig i det sociale, så i kan øve jer sammen. Du kan eventuelt tage et kig på Ventilen eller Plexus, og undersøge om de har nogle afdelinger i nærheden af dig.

Som sagt er du på ingen måde den eneste, der har en frygt for at være ensom. Det er tværtimod helt naturligt at frygte ensomhed, fordi vi som mennesker har brug for at spejle os i andre, for at finde ud af hvem vi er. Jeg er sikker på, at alt det med drenge nok skal komme, når først du har fået opbygget en større tro på dig selv, og er blevet mere sikker i det sociale.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og husk på at du er værdifuld lige præcis som den du er.

De bedste hilsner

Maren

 

Marens billede
Maren fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program