Hvor høj bliver jeg?

brevkassespørgsmål

Hvor høj bliver jeg?

brevkassespørgsmål af
Dreng 10 år
10 år
Oprettet 1 år 7 måneder siden

Hej. Jeg er en dreng på 10 år som er den højeste i min klasse. Nu er jeg 164 cm høj og bruger størrelse 43 i sko. Jeg er lidt bange for at få kæmpe store fødder og blive MEGET høj selvom jeg godt ved mange synes det er bedst at være en høj mand når man er voksen. Min mor er 168 og far er 190. De har brugt en beregner, men jeg tror ikke på resultatet. Det siger 185 og mine forældre tror heller ikke rigtigt, for jeg har været høj siden jeg blev født. De siger det også kommer an på kost og motion. Og jeg spiser meget, men det er fordi jeg går til sport 3 gange on ugen og spiller fodbold næsten hver dag efter skole. Min mor siger, at højde også handler om, hvornår man kommer i puberteten, men det er jeg ikke endnu. Tror I, at jeg bliver 185 cm eller højere?

Svar: 

Hej du 

Jeg kan godt forstå du rigtig gerne vil vide hvor høj du bliver. Særligt når du oplever at du allerede er ret høj i forhold til de andre i din klasse. 

Men kroppen har sit helt eget liv, så man kan ikke sige noget præcist om hvor høj du bliver. Der findes beregnere, men de kan kun give en idé om en sluthøjde, og det er meget upræcist. Man plejer at sige at det resultat man når frem til kan være så usikkert, at man måske bliver 10-12 cm kortere, eller 10-12 cm højere. Så hvis beregneren siger at du bliver 185, så er det mere korrekt at sige at der er stor sandsynlighed for at du bliver mellem 173 og 197 cm. 

Som jeg startede med at skrive så har kroppen sit eget liv, og den udvikler sig i forskelligt tempo. Det betyder at du sagtens kan være den højeste nu, men måske vokser du ikke i helt samme tempo, de næste år. Så om fem år kan den laveste dreng i din klasse sagtens være den højeste, og du kan endda sagtens være den laveste. 

Der er ikke andet at gøre end at se tiden an, og se hvor høj du ender med at være, og det ved du først med sikkerhed når du er færdig udviklet om ca. 10 år.

De bedste hilsner Pedro 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program