For høj?
For høj?
Jeg er 13år bliver snart 14, jeg er 175 høj og har ikke fået mens endnu. Jeg er ikke så glad for min højde fordi jeg altid er den højeste. Det går mig virkeligt meget på, så når jeg står sammen med nogle står jeg altid lidt i knæ, og vær gang jeg kan komme til det tager jeg skoene af. Når jeg så prøver at regne min højde ud siger den jeg bliver 173,5 og det er ligesom for sent!
Kære dig
Jeg tror de fleste mennesker kender følelsen af at være utilfred med noget på deres krop, og særligt i teenageårene (fra cirka 13 til 20 år) kan man blive ramt af ekstra meget usikkerhed. Desværre er der ikke altid noget man kan gøre ved det, som f.eks. med din højde. Din højde er bestemt af biologien, og ofte kan man se på sine forældre for at få en idé om hvor høj man selv bliver. Hvis begge dine forældre er høje, så er der også god sandsynlighed for at du bliver høj. Når det så er sagt, så stopper du jo også med at vokse på et tidspunkt, og for piger er det ofte omkring de 17 år. Det betyder dog ikke at du vil fortsætte med at vokse helt vildt indtil du bliver 17. Måske stopper din højde på de 175cm, eller måske fortsætter du med at vokse nogle cm om året. Det er svært at sige med sikkerhed, og det er også umuligt at spå om præcis hvor høj du bliver når du er færdig med at vokse.
Det lyder til at du allerede gør lidt ting for at du ikke skal fremstå så høj. Det kan du jo fortsætte med hvis du har lyst, selvom jeg tænker at det måske er bedre hvis du bliver venner med din højde. Der er nemlig også fordele ved at være høj, og mange synes at det er rigtig smukt. De fleste modeller skal f.eks. være ml. 172 –184 cm. Når du er høj, så kan du også nå alle de ting som er højt oppe, du kan se bedre til koncerter eller i andre sammenhænge hvor der er mange mennesker samlet. Og ja, der er sikkert også nogle ting som måske ikke er helt så sjove når man er meget høj, men det er der også hvis man er meget lav, meget tynd, meget tyk, store fødder, små fødder osv. Man vil som regel altid kunne finde både gode og dårlige ting ved sig selv - rigtig ofte er det bare nemmere at se de dårlige ting, og det er rigtig ærgerligt fordi det virkelig kan gøre en ked af det.
Du kan prøve at snakke med dine veninder om hvad de synes godt og dårligt om ved deres krop, og så selv dele hvordan du har det. Men det er bare vigtigt at I hjælper hinanden med også at se de gode ting ved hinanden! Ellers kan det nemt komme til at blive en snak om hvor øv alting kan være, og det hjælper ikke på humøret.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Kærlig hilsen Josefine