Gymnasium

brevkassespørgsmål

Gymnasium

brevkassespørgsmål af
V
16 år
Oprettet 3 år 3 måneder siden

Jeg er 16 år og jeg har det rigtigt svært i gymnasium, jeg føler ikke jeg er lige så kloge som de andre. Jeg er ret dårlig til matematik, fysik og biologi, dansk er ikke min stærke side. Jeg føler at alt de jeg har arbejdet med folkeskole har mine klassekammerater også men bare dobbelt. Jeg føler mig virkelig bagud, ved ikke hvad jeg skal gøre for at gøre mig bedre. Jeg er også meget genert så jeg snakker ikke meget, men når jeg gør føler jeg at jeg hele tiden siger noget forkert. Hjælp 

Svar: 

Hej og tak for dit brev.

Det kan være enormt overvældende at starte i gymnasiet, for man skal både lære et nyt sted, nye mennesker og et helt andet fagligt niveau at kende. Når vi som mennesker starter på noget nyt, som en skole eller en arbejdsplads osv., så kan vi godt sidde med en følelse af ikke rigtigt at kunne slå til. Vi føler os pludseligt mindre gode, usikre på hvad vi ved og om vi overhovedet magter opgaven eller har styr på noget. Men: Hæng i!! Jeg er sikker på at hvis du spurgte nogle af dine klassekammerater, så kan de godt genkende den følelse du sidder med lige nu. De siger det bare ikke.

Jeg vil godt prøve at give dig nogle råd, som du kan vælge at lytte til eller ej. Det er op til dig. Dét du kan gøre kræver nemlig hårdt arbejde. Både med dine fag, men også med dig selv. Hvis du føler dig bagud, så læs mere. Læs som minimum dét du har fået for af lektier, men brug også gerne andet materiale/kilder end det din lærer lige giver jer for. Med det mener jeg, at hvis I i biologi skal læse om fotosyntese eller i historie skal læse om den amerikanske borgerkrig, så se om du ikke kan finde en god podcast, noget video, en avisartikel eller lignende om emnet, som du supplerer med. Dét at høre eller se noget, frem for kun at læse, kan være en god og mere tilgængelig måde at få mere viden på.  Så du ikke føler dig så bagud. Du kan også prøve at tage fat i din lærer og fortælle om den her følelse af at være bagud og spørge din lærer om, hvad de tænker om dit faglige niveau. Din lærer har en god idé om hvor du befinder dig rent fagligt, og det kan måske være rart for dig at få en pejling af din lærer om det. 

Din lærer vil sikkert opfordre dig til at sige mere i timerne. Det kan være din egen generthed, der gør at det kan føles forkert det du siger. Men din generthed er en del af den du er. Jeg er sikker på, at det, du siger, ikke er forkert. Det kan være du føler det sådan. Men tro på dig selv! Det kan selvfølgelig være virkeligt svært, det ved jeg godt. Men det kan være, at du bliver mere selvsikker ved at arbejde hårdt. Det kan være nemmere at opbygge en tro på egne evner, hvis man ved, man har det rigtige svar på hånden, når læreren spørger om noget i klassen eller man skal lave gruppearbejde. 

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Med Venlig hilsen, Lisa. 

cyberhuslisabjs billede
Lisa fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program