Fritidsarbejde som 14-årig

brevkassespørgsmål

Fritidsarbejde som 14-årig

brevkassespørgsmål af
AAAAA
14 år
Oprettet 1 år 6 måneder siden

Hej Jeg er 14 år, og vil virkelig gerne have et fritidsjob, da jeg ikke har særlig mange penge til rådighed, men godt kan lide at bruge dem. Jeg vil heller ikke hele tiden bede mine forældre om penge, og vil gerne være mere selvstændig. Der er bare ikke nogen, som hyrer en 14-årig som ungarbejder, og jeg har ansøgt 100 forskellige steder, men alle siger, at de ikke mangler ungarbejdere. Hvad gør jeg? Jeg mangler virkelig penge- altså det er sådan at jeg har max 200 kr. til rådighed for 2 måneder, og det gør at jeg ikke har lyst til at tage ud i byen med mine venner, fordi at jeg så skal bruge penge- mine forældres penge. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre!!!! Kh. mig

Svar: 

Hej AAAAA 

Jeg forstår, at det kan være frustrerende at søge efter et fritidsjob uden held. Selvom det kan være svært at finde et job som 14-årig, er der stadig muligheder for at tjene nogle penge.

Det handler selvfølgelig først og fremmest om at søge der, hvor man har en chance for at få et arbejde. I de fleste butikker vil de gerne have at man er fyldt 15 eller 16, hvis man skal have job der, men der er andre muligheder.

Allerede fra du er 13 må du gå med reklamer eller aviser, så det var måske en mulighed. 

Tænk over, hvilke færdigheder og talenter du har, og hvordan du kan tilbyde dem som en service til andre. Det kan være alt fra at tilbyde børnepasning, hjælpe ældre med indkøb eller computerhjælp. Spørg naboer, familiemedlemmer eller bekendte, om de har brug for hjælp til havearbejde, hundeluftning, rengøring, børnepasning eller andre opgaver. Mange mennesker kan have forskellige opgaver, som de meget gerne vil betale for at få hjælp til. I dit lokalområde er der garanteret også flere lokale Facebook grupper, hvor folk deler nyheder og andet interessant fra lokalområdet. Her kunne du også stille din arbejdskraft til rådighed. 

Mens du søger kunne der også være andre muligheder for at tjene lidt penge. 

Sælg ting, du ikke længere har brug for. Sorter dine ting se, om der er noget, du kan sælge. Det kan være tøj, bøger, elektronik osv.  

Lav håndværksprodukter og sælg dem: Der kunne være smykker, kunstværker, sæbe eller lignende.

I forhold til det her med, at du ikke har lyst til at tage i byen med dine venner, fordi du ikke har penge, så kan jeg godt forstå at du tænker sådan. Jeg ved godt at du ikke spørger efter andre aktiviteter, men jeg tænkte at jeg lige ville nævne at du måske kunne foreslå dine venner, at I lavede ting sammen, som ikke koster noget. 

Tag på picnic i parken, eller ved stranden nu hvor vejret er godt. Lav en lækker madpakke derhjemme og tag ud og nyd det ii naturen. Det er en hyggelig måde at tilbringe tid sammen og nyde det gode vejr.

Inviter dine venner hjem til dig og arranger en hyggelig film- eller serieaften. I kan se nogle af jeres yndlingsfilm eller starte på en ny serie, som I kan binge sammen. 

Det kunne også være en brætspils aften, at finde gratis koncerter at gå til (der er en del i mange større byer) Det vigtigste er at bruge tid sammen og nyde hinandens selskab, uanset om det koster penge eller ej.

De bedste hilsner Lukas

Lukass billede
Lukas fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program