Forelsket i en dreng
Forelsket i en dreng
Hey Cyberhus,
jeg er en pige på 15. Jeg er forelsket i en dreng, der går i min klasse. Han har en kæreste, men han kigger hele tiden på mig. F.eks.: i dag kiggede han på mig mens jeg spillede UNO, med mine veninder. Jeg prøvede at undgå hans blik og gjorde alt for ikke at kigge på ham. Han kigger også på mig nogle gange når vi har time. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke. Han har unfollowet mig på Instagram for 3-4 dage siden, og jeg ved slet ikke hvorfor. Jeg har 5 spørgsmål:
1. Kan en dreng være forelsket i en anden pige, selvom han har en kæreste?
2. Hvad kan være årsagen til at han kigger på mig?
3. Hvorfor har han unfollowet mig på Instagram? Hvis kan kan lide mig, hvorfor har han så unfollowet mig?
4. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg kigge tilbage på ham, eller blive ved med at ignorere ham? Men, jeg er igen i tvivl om, om det er okay hvis jeg ignorerer ham? Fordi, det kan se ud som om, at jeg ikke interesset i ham.
5. Hvordan kan man vide at en dreng er interesset i en pige?
Jeg håber I vil svare hurtigts muligt! Tak!
Hej Teenagegirl
Det lyder som en dejlig forelskelse, men jeg kan godt forstå du undrer dig og har så mange spørgsmål. Jeg ville ønske, at vi nemt kunne svare på dem og få det hele afklaret, men jeg er bange for at det kun er drengen og dig selv, der kan svare på de fleste af dem.
1. Det kan godt lade sig gøre, at være forelsket i en anden, selvom man har en kæreste. Nogen kan endda være forelsket i flere på samme tid. Nogen har svært ved at mærke efter, hvad de i virkeligheden føler, og kan selv have svært ved at se, at de måske er kærester med den forkerte. Nogen kan godt lide at kigge efter andre, selvom de i virkeligheden ikke kunne tænke sig at være kærester med andre end deres kæreste. Der er rigtig mange muligheder, men hvordan han føler, er det nok kun ham, der kan svare på.
2. Det kan være han kigger på dig, fordi han er forelsket i dig. Det kan også være, at han synes, du virker spændende, sød eller ser godt ud. Det kan også være, fordi du kigger meget på ham? Uanset hvad er det kun ham der ved, hvorfor han kigger på dig.
3. Jeg ved desværre heller ikke, hvorfor han har unfollowed dig på Instagram. Måske havde han dårlig samvittighed over at kigge efter dig, når han har en kæreste? Måske han prøver at skære ned på, hvor mange han følger? Måske var det en fejl? Der kunne være mange forklaringer, men det er desværre kun ham, der kender grunden.
4. Det er kun dig der kan vide, hvad der er det rigtige for dig at gøre. Hvad har du mest lyst til? Og hvad føles mest rigtigt at gøre? En idé kunne måske være at prøve at tage en snak med ham for at få svar på nogle af dine spørgsmål. Måske du kan finde en måde at fortælle ham, at du godt kan lide ham, og at du er lidt usikker på, hvad de signaler, han sender, betyder?
5. Hvis man har en stærk følelse af, at nogen kan lide én, kan der godt være noget om det. Men selvom det for eksempel er et godt tegn, at en dreng kigger meget på en, så er der desværre kun én måde, man kan vide det med sikkerhed. Ved at spørge! Det kan være ved enten selv at spørge, eller hvis det fungerer bedre for dig, måske få en fælles ven til at fiske efter nogle svar. Det mest sikre resultat er dog, hvis man selv spørger.
Jeg håber det fik dig lidt nærmere dine svar, selvom det er svære spørgsmål at svare på.
Venlig hilsen
Agnete