Folk omkring mig

brevkassespørgsmål

Folk omkring mig

Æh, hej. Igen.

Jeg skrev ind for nogle dage siden, om at jeg havde en god dag. Øh, det... Var så faktisk kun den ene dag. Alt det her (undskyld mit sprog) lort er tilbage igen...

Og det bliver virkelig værre og værre. Slev hvis jeg får søvn om natten, er det en meget meget urolig søvn, hvor jeg skifter mellem at sove, græde(?... Altså, sådan bare hulk uden tårer) og stirre ud i luften.

Folk omkring mig har (som altid) nogle kommentarer de lige skal sige til mig. Og de kommentarer kan være alt fra:

"Dine forældre er stride"

Til:

"Du er grim, gå over og dræb dig selv."

Den sidste kommentar får jeg faktisk ret tit, men folk mener det "for sjov"... Det er så bare overhovedet ikke sjovt. Især ikke når jeg faktisk har stået klar til at hænge mig selv.

Selv mine 2 eneste veninder er begyndt at gøre det.. og der ødelægger mig virkelig indeni.

Jeg overvejer allerede mit andet selvmordsforsøg.. selvom det er selvoptaget af mig, at handle sådan.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, og jeg er som sagt ved at planlægge selvmord nr 2.

Og denne her gang skal der lykkes. Sidste gange stoppede jeg mig selv, men efter det gik jeg og skældte mig selv ud i så lang tid. Jeg skammer mig stadig over, at jeg kunne gøre noget SÅ selvisk.

Jeg ved godt, alt det her ikke lyder så slemt, især ikke når jeg beskriver det sådan. (I forhold til mine andre breve, der plejer at være lidt dystre i beskrivelsen) men lige nu, er jeg virkelig hvor jeg var før min gode dag: det laveste punkt jeg nogensinde kommer til at være på.

Jeg er helt nede og røre bunden... Sådan føles det i hvert fald...

Jeg føler næsten hele verden er imod mig. Inklusiv mine bedste, tætteste veninder. Rettelse: det der VAR mine bedste tætteste veninder.

Jeg er forvirret, trist, og mere træt end nogensinde før... For selvom folk ser mig som hende der er god til alle fag, og kan læse en bog færdig på 1 time, så er jeg noget helt andet under masken... Jeg er død, nærmest. Ikke fysisk. Men psykisk. Lige nu venter jeg faktisk bare på min krop trækker vejret en sidste gang.

Igen: det lyder som ingenting... Men jeg har det virkelig virkelig dårligt lige nu... Og selvmord nr 2 er klar.

Ville bare åbne lidt op... Så det er ok, hvis i ikke lige har et svar, fordi jeg spørger jo ikke om noget...

- Eco"

Svar:

Kære Eco

Jeg ved godt du har fået svar på dit brev, hvor du fortalte at du havde en god dag, men jeg vil alligevel starte med at sige, at det var dejligt at læse. Det er godt at vide at de gode dage er der, og tak fordi du delte det med os.

Du har det rigtig svært, og det har du haft i lang tid. Derfor bliver jeg heller ikke overrasket over at der igen kommer dårlige dage. Når man har det rigtig svært, tager det tid at skabe den forandring man drømmer om.

Der kommer dårlige dage Eco. Det er jeg sikker på. Men jeg er også sikker på at du er på rette vej. Du siger at du er klar til selvmordsforsøg igen. Jeg kan godt forstå at du ønske at komme væk fra det der gør ondt. Alt det der gør livet svært, men jeg ved at det ikke er livet du vil væk fra.

Bliv ved, Eco. Bliv ved med at kæmpe. Der kommer også flere gode dage. Og når du kæmper videre, begynder der også at komme flere og flere af de gode dage. Når jeg læser dine første breve, havde du svært ved at tro på at noget kunne ændre dig. Men det gjorde det. I starten sker forandringen kun i små glimt, men det skal nok ændre sig.

Bliv nu ved med at kæmpe. Ude i fremtiden venter mange flere gode dage, og på et tidspunkt vil de være mange flere dage end der vil være dårlige.

Kærligst, Maya