Faldet - langt - ned i hullet..

brevkassespørgsmål

Faldet - langt - ned i hullet..

brevkassespørgsmål af
Eco"
14 år
Oprettet 2 måneder 2 uger siden

Okay hej igen.... Ved godt, jeg efterhånden har skrevet mange gange og prøver virkelig også at beherske mig, men når man ikke kan få hjælp andre steder fra, så er det sgu lidt svært at lade være med at skrive herind.. ås undskyld fordi jeg skriver så meget, og tusind tusind tak for jeres tid!

Så.... Der er ingen vej udenom... Det skal siges: jeg kan ikke mere. Jeg kan virkelig virkelig ikke mere. Det gør så ondt indeni. Som om jeg bliver slået, pisket, trampet på, sparket hver dag. Hver time. Hvert minut. Hvert sekund.

Jeg har fundet en metode - som er så så dum, og jeg burde stoppe men... Den hjælper. Man kan vel ikke kalde det cutting... Jeg ridser "bare" huden indtil den bliver (rigtig) rød. Fordi jeg ved ikke hvorfor det gør så ondt indeni, så det er vel lidt en måde at se smerten for mig på. 

Som jeg lige har forklaret er grunden stil jeg gør det, at jeg godt vil kun SE smerten. Vide hvor den er... Men burde der ikke lægge mere bag det, end bare det? 

Det er nærmest bare en lettelse for mig, at rive mig selv med skarpe ting på den måde.

 

Men ja. Det gør så ondt indeni, det er helt ubeskriveligt. Og uretfærdigt. Det er uretfærdigt jeg skal gå med det her alene. Hvorfor MIG? alle andre er jo så perfekte, smukke, heldige lykkelige... Og når de spørger er du okay, nikker jeg bare, smiler, og siger "ja, jeg har det fint"

Selvom jeg er bleg.

Selvom jeg græder.

Selvom mine arme er røde overalt af at rive mig selv.

Ingen fysisk smerte kan måle sig med alt det her. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det virkelig ikke. Hader verden mig? Hader den mig bare så bittert, at jeg fortjener alt det her had?

Denne her pige i min klasse... Hun skal have hund. Hun bor i villa. Hun har vundet alt muligt pis. Alle elsker hende. Hun har mange venner. Hun er flot. Og hun er venlig. Og jeg er misundelig. Jeg hader det. Mens hun lever livet, og smiler og er glad, kæmper jeg med indre dæmoner og græder mig selv i søvn. Hvordan er det fair?

Jeg havde en veninde der gad hjælpe før. Men det gad hun tydeligvis kun, fordi hun også selv havde det svært. Me jeg kan vel ikke bebrejde hende noget....

Hvorfor skal jeg sætte facade op, tvinge mig til at være glad, og smile, så jeg får kvalme. Jeg gider ikke mere. Jeg kan ikke mere. Og det går bare hurtigt ned. Alt for hurtigt.

Jeg kommer bare hjem, sætter musik på, og prøver at overleve endnu en dag. Musikken jeg lytter til, kan jeg relatere til, hvilket hjælper. Og når jeg fortæller folk, at lige dén linje kunne jeg forstå, nikker de bare, og siger hvor meeeget de dog selv kan relatere til deres åndssvage ynglings sange... "Babe, i don't feel so good. 6 words you never understood" det er sådan jeg har det. Linjen fra en sang, der desværre passer ost for godt til mig.

Jeg vil bare lægge mig til at sove nu, og håbe jeg ikke vågner imorgen. Det gør ondt. Jeg er træt. Og når folk kritiserer én... Siger deprimerede folk er dumme. Fortæller racistiske jokes om sorte. (Er ikke selv sort, men er lidt brun pga en far der taler spansk... Altså, er fra de lidt varmere lande). Når folk siger det er en katastrofe, at brune mennesker ikke dør i bilulykker.... Når folk tror jeg er en klam indvandrer tøs. Når folk siger jeg er grim. Har man så lyst til at leve?... Nej.. overhovedet ikke...

Håber det gav bare lidt mening. Og håber jeg når at få jeres svar før det ender, det hele

Svar: 

Kære Eco

Du behøver ikke undskylde for at skrive. Det er tydeligt at du har behov for at dele dine tanker, og så er det godt at du gør det her i brevkassen. 

At have det godt handler i høj grad om at være i balance. Lige i det her tilfælde vil jeg holde mig til at tale om balancen mellem de positive og de negative tanker. Alle mennesker...alle mennesker rummer både det positive og det negative, og det er vigtigt. Hvis man kun rummede positive tanker om sig selv, kunne man måske blive lidt for ukritisk. Måske kunne man komme til at tænke at man var i stand til at klare alting, og gøre alting, og på den måde komme ud i nogle rigtig farlige situationer. For at kunne træffe gode beslutninger har vi brug for også at være lidt kritiske. Vi har brug for evnen til at spørge os selv, om det vi vil gøre, nu også er det bedste for os. Om vi nu også gjorde det godt nok. Vi har brug for at rumme begge sider. 
Men hvis man kommer ud af balance, bliver det noget rod. Lige nu er du i den grad ude af balance. Du er fyldt af negative tanker, og fyldt i sådan en grad, at de positive tanker, som du også rummer, slet ikke kan finde plads. 
Kender du de der vippegynger? Sådan en hvor man sidder i hver sin ende, og kun kan vippe, hvis man vejer nogen lunde lige meget. Lige nu vejer dine negative tanker så meget at vippen står stille. Du sidder fast oppe i luften, og dine ben kan ikke nå "jorden"

Når det negative har overtaget følelserne og tankerne, så smitter det af på alting. Man bliver mere sårbar overfor det andre siger, og når man kigger på andre mennesker ser det pludselig ud som om deres liv har alt det man selv savner. Ingen mennesker har perfekte liv. Ingen. Alle mennesker oplever smerte indeni. Nogle viser det tydeligt, mens andre kan se ud til at leve perfekte liv på overfladen. Du fortæller hvordan du selv gemmer smerten væk, og siger at du er okay, hvis nogen spørger. Jeg tænker det er noget mange gør, og hende fra din klasse, som du tænker har alt, kan i virkeligheden også være fyldt med smerte.
Når man er fyldt af negative tanker kigger på sig selv med meget kritiske øjne, og det kan føles som om alle andre har det helt fantastisk. Men det er ikke ægte. Det er de mørke tanker der gør at man ikke kan se klart.  

Jeg kan se på de svar du tidligere har fået (er ikke sikker på at jeg har fundet og læst dem alle) at der er mange forskellige ting der dukker op i din hverdag, som udfordrer dig. Jeg vælger ikke at gå ind i dem du beskriver her, for det egentlige problem, som du har brug for at fokusere på, er de negative tanker indeni. Den smerte du fortæller om, som du hele tiden mærker indeni. Det handler nemlig om at fokusere på de ting du kan gøre noget ved. Og med hjælp, kan du gøre noget ved dine tanker og følelser. Med hjælp kan du gøre noget ved den smerte du mærker indeni.  

I det brev, som jeg har svaret på tidligere, skrev du at du gerne ville tale med en psykolog. I de breve du har skrevet siden kan jeg ikke se, om du har fået talt med nogen voksne om hvordan du har det, men du skriver at du ikke kan få hjælp andre steder. Betyder det at du har fortalt det her til en voksen, der så ikke vil hjælpe? Eller betyder det at du ikke har sagt det til nogen? 

Fordi jeg ikke kan finde nogen steder, hvor du fortæller at du har snakket med din lærer, en psykolog, en rådgiver fra kommunen eller en helt anden voksen, vælger jeg at tænke at du måske ikke er lykkes med at få det sagt til nogen? Det er også møghamrende svært, så jeg kan sagtens forstå, hvis du ikke er lykkes med det. Men du bliver nødt til at blive ved med at prøve. Hvis orderne er for svære at få ud, så overvej at skrive dem ned. Du er fantastisk til at sætte ord på dine tanker og følelser. Skriv et brev til din lærer. Skriv at alting er meget langt fra at være okay, og at du har brug for hjælp. Beskriv den smerte, som du er så god til at beskrive, og giv de mennesker der er omkring dig mulighed for at hjælpe. Din lærer er en mulighed, men det kan også være en anden voksen. En du er tryg ved. Og ellers sidder der voksne klar i din kommune, som gerne vil lytte. 

Du skriver at du kradser dine arme, og at du godt ved at det er dumt. Jeg er enig, i at det måske ikke er den bedste strategi, men jeg vælger at tænke mere positivt om det du gør. Det er noget du gør fordi det gør det nemmere for dig at leve med den indre smerte. Du prøver at gøre noget godt for dig selv. Det synes jeg er godt, selv om det ikke er verdens bedste strategi, til at løse problemer. Men hvis det lige nu hjælper dig at føle fysisk smerte, så er der også andre muligheder. Prøv f. eks. at holde isterninger i hånden når du ellers føler trangen til at kradse, eller ridse. Efter nogle sekunder, gør det ondt, men det skader ikke så meget som det kan gør at ridse eller kradse. 
Det der kommer til at gøre en egentlig forskel, er at få hjælp. Du kan lykkes med at ændre dit liv til det bedre, og give plads til det lyse, og det positive. Men lige nu har du brug for hjælp til at finde ud af hvordan. Jeg kan se at du tidligere har fået forskellige råd til hvordan du kan få mere hjælp, så i stedet for at skrive det samme igen, vil jeg opfordre dig til at komme ind i vores chat, og snakke med en rådgiver. Sammen kan I finde frem til de muligheder og løsninger der kan være bedst for dig. Rådgiveren kan hjælpe med at finde telefonnumre, adresser og meget mere, hvis du ønsker kontakt til nogen i din kommune. 

Jeg vender lige tilbage til "billedet" jeg brugte tidligere med vippen. Du har brug for at nogen sætter sig i din ende af vippen, så du kan komme i balance. Det kan lykkes. Det er svært, og det vil nok også tage tid, men du kan lykkes. Jeg er sikker på du kan. Jeg ved at du kan.

De Bedste Tanker
Tanja

 

Tanjas billede
Tanja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program