Er rådgiver ærlig altid ??

brevkassespørgsmål

Er rådgiver ærlig altid ??

brevkassespørgsmål af
Andreas
10 år
Oprettet 6 år 9 måneder siden

Jeg i tivl om jeg vil dele alt eller bruge jers chat hvordan ved man om en rådgiver tager en seriøst jeg vil godt fortælle noget men hvordan kan jeg stole på en rådgiver

Svar: 

Kære Andreas. 

Jeg kan godt forstå, at du er lidt nervøs for at skulle fortælle nogen om det, du går og gemmer indeni. Mange synes, at det er rigtig svært at spørge om hjælp og at snakke om svære ting. Det er meget normalt, men det er også vigtigt at huske, at vi alle fortjener støtte, omsorg og hjælp, når vi har det svært. Ingen problemer er for store eller for små, og derfor lover jeg dig, at du ikke behøver at være nervøs for om vi vil tage dig seriøst, for det vil vi. Vi er her allesammen, fordi det gør os glade at hjælpe børn og unge som dig. Vi sidder her fordi vi gerne vil hjælpe jer og snakke med jer og vise jer, at vi bekymrer os om jer.

Nogle kommer forbi fordi de har haft en dårlig dag i skolen og har brug for at snakke lidt, mens andre kommer med nogle lidt sværere ting, som de har brug for hjælp til, og begge dele er helt okay. Vi vil altid tage jer som kommer forbi seriøst, og I kan stole på os. Vi er her for jer og fordi det er vigtigt for os, at I har det godt. 

Du skriver at du er i tvivl om du har lyst til at fortælle alt, og det kan jeg godt forstå. Du skal vide, at du kan være helt anonym i både brevkassen og chatten, hvis det er det, du ønsker. Vi ved kun det om dig, som du fortæller os, og du behøver ikke at fortælle alt, hvis du ikke har lyst til det. Det er helt op til dig. 

Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig lidt, og ellers må du rigtig gerne skrive til os igen eller komme forbi chatten. Du vil altid være velkommen i Cyberhus.

De bedste hilsener fra Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program