Kære Victoria

Det er nogle svære psykiske problematikker du har kæmpet med, noget der fylder rigtig meget indeni, men som ofte gange kan være rigtig svære at dele med andre, eller at få andre til at forstå, hvilket også nemt kan gøre at man hurtigt kommer til at føle sig ensom. Jeg forestiller mig, at følelsen af ensomhed, gør hele din situation, endnu sværere, og det er selvfølgelig helt vildt hårdt. 

Når jeg læser dig spørgsmål, er min første tanke, at du er helt vildt sejt. Hold op hvor du prøver. Hold op hvor du kæmper. Når man i forvejen føler sig ensom, er det en kæmpe udfordring at skulle række ud efter andre. Men du prøver, og har prøvet på alle mulige måder. Jeg synes det fortæller noget om, at du bærer en enorm styrke indeni. Du fortæller også at du havde et rigtig godt år på efterskole, så der er slet ingen tvivl om at du sagtens kan danne relationer, og at andre også gerne vil dig. 

Når man starter i gymnasiet er det for de fleste en helt ny begyndelse, og for rigtig mange kan det være enormt svært at finde sig selv, og ikke mindst at finde "en plads". Der er så meget nyt, og de fleste skal ligesom til at bygge relationer og venskaber op fra bunden. Selv med et liv, uden psykiske udfordringer kan det være svært, og vi får mange spørgsmål, og samtaler fra unge, på gymnsaiet, der føler sig ensomme. Det jeg vil frem til er at du bestemt ikke er alene om at have det sådan her. Jeg tænker at din depression, selvfølgelig gør det endnu sværere. Men det her med at føle sig ensom, og føle at alle de andre ikke er ensomme. Det tænker jeg er en meget almindelige følelse. 

Jeg kommer til at tænke på om du mon har talt med dine klassekammerater om hvad det betyder at du har en depression? Jeg forestiller mig at de godt er klar over at du har det svært? Nogle gange reagerer vi mennesker desværre ikke særligt hensigtsmæssigt, når andre er i krise. Mange  mennesker der oplever en depression, sorg eller lignende kan ofte fortælle at de egentlig ønsker sig at deres omgangskreds ville spørge mere ind. Men mange oplever at de fleste gør det modsatte. De lader måske som ingenting. Ikke fordi de ikke vil, men fordi de er bange for at komme til at sige noget forkert. Måske tænker de, at de kan komme til at sige noget der gør dig ked af det, og det føles ubehageligt. Så er det måske mere "sikkert" at holde afstand til dig? Det er selvfølgelig ikke en adfærd der hjælper dig, men jeg tror desværre det er en meget naturlig adfærd. Nu ved jeg ikke om du allerede taler åbent om det, eller om der er nogen i din klasse, som du føler dig tryg nok ved, til at gøre det. Men det er i hvert fald noget du kan overveje. At tale åbent om hvordan du har det, og tale åbent om hvad det er du godt kunne tænke dig? Måske var der nogen der ville komme lidt tættere på dig, hvis de ved at de ikke skal være bange for at sige noget forkert?

En anden mulighed kunne også være at starte ud med at lede efter relationer og venskaber et helt andet sted. Et sted, hvor mange andre unge kommer med lidt de samme forudsætninger? Her tænker jeg på et sted som Ventilen
Jeg ved ikke om du kender Ventilen, men det er et sted hvor unge der oplever ensomhed mødes omkring forskellige aktiviteter, og nogle gange også bare samtaler. Der kan være alle mulige årsager til at de unge er ensomme, men bare det at vide at man er blandt andre unge der oplever og forstår følelsen af ensomhed, kan måske være en lettelse for dig, og på den måde gøre det nemmere for dig at skabe kontakt? Ventilen findes i en del byer efterhånden, så med lidt held, kunne der måske også være en afdeling i din by?

Jeg ved godt at jeg ikke giver dig nogle enkle løsninger, men det tror jeg heller ikke der findes. Men jeg er sikker på at du kan lykkes med at finde venskaber igen. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Selv om du lige nu oplever at intet nytter, så kan det ændre sig. Det vil ændre sig. Bliv ved med at prøve, og bliv ved med at prøv nye muligheder. Før eller siden skal det nok lykkes. 

Gode hilsner Karsten