En fremmede i mit hjem

brevkassespørgsmål

En fremmede i mit hjem

brevkassespørgsmål af
C.E
17 år
Oprettet 1 år 9 måneder siden

Hej. Mit spørgsmå omhandler vores pige fra Colombia, som er studerende i Danmark i et år. Hun er 17 år lige som mig, og skal bo hjemme ved os fra d. 1/2-8/2-23, så vi kommer hinanden ved. Problemet er at vi begge to ikke har snakket sammen, og jeg føler det er lidt akavet, nu vi bor i samme hus, spiser aftensmad med mine forældre osv. Hun virker rigtig sød og en smule genert, og så snakker hun engelsk. Vi går på samme gymnasium, men jeg cykler om morgenen, så vi følges ikke ad. Jeg kunne godt tænke mig det, men skal jeg bare spørge? Jeg er ikke forelsket i hende, udelukkende et venskab. Mvh. C.E

Svar: 

Kære C.E 

Tak fordi du skriver ind. Det kan være noget af en forandring at have en fremmed i sit hjem. Pludselig er der en ny person i huset, man ikke kender endnu. En person som man skal dele badeværelset og resten af hjemmet med. En person som spiser med til aftensmaden, og en du nu skal lære at leve og bo med det næste års tid. Dette kan være en rigtig stor omvæltning især her i begyndelsen, så at du føler, det er lidt akavet og mærkeligt, er det helt naturligt og forståeligt. Det er formentlig blot en fase. Med tiden skal det hele nok komme til at føles mere normalt at have hende boende, og jeg er sikker på, at I nok skal komme til at lære hinanden godt at kende. 

Nu siger du, hun kommer fra Colombia, og det kan måske være meget overvælende for hende at flytte til et andet land helt alene. Jeg går ud fra, at hun ikke har familie eller nogen bekendte her i Danmark. Det kan måske føles lidt ensomt til tider og muligvis skræmmende at være så langt væk hjemme fra, så det giver god mening, hvis hun er lidt genert. Det hele er nyt for hende, og hun skal formentlig også lige have lidt tid til lige at falde til. Men jeg er sikker på, at hun vil blive rigtig glad for at få en god ven i dig. Og jeg synes, det er super fedt, at du ønsker at lære hende bedre at kende og få et nyt venskab. På samme måde tror jeg også, hun er interesseret i at skabe nye bånd og venskaber, mens hun bor i Danmark. Nu kan jeg ikke svare på hendes vegne, men jeg vil gætte på, hun formentlig også synes, det vil være hyggeligt at have en at følges med til gymnasium. Så ja, jeg synes, det er en god idé at snakke med hende og spørge om I skal følges. Og hvis du ønsker at lære hende endnu bedre at kende, kunne du evt. vise hende rundt i byen, spørge ind til hendes hjemland og høre hvad hendes interesser og hvilke hobbyer, hun kan lide at lave og på den måde muligvis lave en aktivitet sammen. 

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke

De bedste hilsner Kasper

cyberhuskaspers billede
Kasper fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program