Kære Night, 

Tusind tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at det er svært at være dig lige nu. Hvor er det sejt, at du er sprunget ud overfor dine to bedste veninder og overfor dine internetvenner, det er det første skridt til at være den du er 100%. Jeg forstår godt, at du er bange for, hvad andre mon vil tænke, og om der er nogen, som ikke vil kunne lide det. Selvom det kan være svært, kan du prøve at tænke på, at det ikke er dem, der skal bestemme hvem du er eller hvad du gør. Det vigtigste er at lytte til sig selv, og at kunne stå ved sig selv uanset, hvad andre tænker om en. Det lyder som om du har nogle rigtig gode venner, som kan støtte og hjælpe dig, hvis du skulle opleve, at der er nogen som ikke accepterer eller forstår det.

Det at springe ud er en proces i mange små skridt. Du har sikkert brugt lang tid på at tænke over rigtig mange ting for at være helt sikker på, at du egentlig er en dreng. Dine omgivelser har ikke været en del af den proces, og derfor kan det godt komme som et chok, fordi de ikke har vidst, hvad du har gået og tumlet med selv. Derfor kan det tage tid for dem omkring dig at vænne sig til tanken og forandringen med dig, men det betyder ikke, at du ikke har lov til at være den du er eller udtrykke det - for det har du. Jeg er sikker på, at det vil være en stor lettelse for dig at give dig selv lov til at udtrykke, hvem du er. Det er ikke sundt eller rart at gå og lægge låg på sig selv og sine følelser.

Som du skriver vil det være svært at være helt dig selv, selvom dine venner begynder at kalde dig det nye navn og du springer ud på efterskolen, da det stadig vil være en hemmelighed overfor din familie. Jeg tænker, at det kan være en god idé at tage det lidt i etaper. Hvis du føler dig klar, kan du færdes på efterskolen, som den du er/gerne vil være. Bagefter kan du bruge lidt tid på at mærke efter, om du også er klar til at fortælle dine forældre og din bror, at du er en dreng. På et eller andet tidspunkt vil det nok blive nødvendigt at fortælle dem det, så du kan være den du er, også sammen med din familie. Hvis du kan mærke, at du ikke er klar til det, og din familie hører andre kalde dig dit nye navn, kan du måske sige til dem, at du bare godt kan lide at blive kaldt sådan. Din familie behøver ikke vide, hvorfor du bliver kaldt et drengenavn, hvis du ikke har lyst til at fortælle det.

LGBT+ har en rådgivning som måske kunne være noget for dig, hvis du stadig er i tvivl eller har andre spørgsmål omkring det at være trans. Du er også altid velkommen i Cyberhus 1:1 chat. Jeg håber, at du kunne bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt held og lykke herfra. Tro på dig selv og hold hovedet højt.

De bedste hilsner

Jeanette