Min besked har ikke noget med plejeforældre at gøre. Men jeg håber, at I vil svare alligevel. Jeg blev tvangsfjernet for to år siden og anbragt på sygehus. Derefter en lorteinstitution, hvor de brugte tiden på at sige, hvor dum jeg var og aldrig blev til noget. Jeg var der i et år. Så kom jeg på en anden institution, som jeg er på nu. Det har været for meget for mig at flytte, så jeg gik ned med stress, og det er så gået over i angst nu. Jeg er 15 år. Jeg kan slet ikke noget, kun ligge i sengen. Og der er ingen, der forstår mig her. De siger bare, at jeg skal tage mig sammen. Så nemt er det ikke. Jeg har altid hadet at bo på institution og altid følt, at at de ikke kunne hjælpe mig. De siger, at jeg har en sygdom, så man ikke ved, hvad der er bedst for mig. Men det gør jeg. Jeg blev tvangsfjernet, fordi min far og jeg skændtes og sloges hver dag, da jeg var vant til, at min mor var der. De blev skilt, og jeg ville ikke flytte fra huset. Jeg var 13 dengang. Hvordan skal jeg få dem til at forstå, at jeg er 15 år og godt ved, hvad der er bedst for mig. Jeg tror af hele mit hjerte, at jeg vil få det bedre, hvis jeg fik lov til at bo hos min mor og få et normalt liv igen, da der aldrig har været problemer med mig og min mor - hun er verdens bedste mor. Det var kun min far, jeg ikke kunne bo sammen med. Problemet er, at der er ingen, der vil lytte til mig. Min mor og far tror, at det er det her, der er bedst for mig. Jeg har boet på institution i 2 år, og det har aldrig hjulpet. Jeg har kun fået det værre. Jeg kan ikke holde det ud mere. Hvad skal jeg gøre? Jeg har ingen, der lytter til mig og tror på mig. Jeg ved, at det eneste, der vil hjælpe mig er at komme hjem til min mor for altid og slappe af. Så kunne man måske få en støttepædagog derhjemme. Jeg har virkelig brug for hjælp. Tak. Tulle