Cuttet
Cuttet
Hej cyberhus jeg har haft det svært og har kommet til at skære i mig selv og det er ved at være en måned siden og vil være vide om de forsvinder de er blevet meget mindre synlige men ved ikke om de forsvinder
Hej med dig,
Du må have haft det rigtig svært, siden du har følt et behov for at skære i dig selv. Jeg håber du er et bedre sted nu, og at du har nogen omkring dig, som du kan snakke med om det. Når det gør ondt indeni kan det blive så svært at rumme, at man kan få et behov for at flytte smerten ud og gøre den fysisk - akkurat som du har oplevet. Problemet er bare, at smerten kun bliver flyttet midlertidigt, og så snart det holder op med at gøre ondt i armen (eller låret eller maven eller hvor man nu har skåret), så vender den indre smerte tilbage - og ofte endnu kraftigere end den var før. Jeg håber derfor, at du har nogen gode mennesker tæt på dig, som du kan snakke med. Nogle gode venner eller veninder, dine søskende (hvis du har sådann nogle) eller en voksen (din mor eller far, en lærer, en faster/onkel eller anden person), som du er tryg ved.
Når du har det svært, er det vigtigt at du har nogen du kan snakke med om det. For du skal ikke gå med det alene. Nogen gange kan man godt tænke, at andre ikke gider at høre om ens problemer, eller at ens problemer ikke er store nok til at tale med andre om. Men det er de altid! Uanset hvor stort, småt, plat, fjollet, dumt, seriøst, alvorligt eller kikset man selv synes det er, så er det vigtigt at få talt om, med nogen man stoler på. For det er noget, der fylder for dig. Og det skal du ikke gå med alene.
I forhold til dit spørgsål om, hvorvidt dine ar vil forsvinde helt, er det svært at svare på. Det kommer dels an på, hvor dybt du skar. Jo dybere du har skåret, des længere tid vil det være om at hele. Men det kommer også an på hvor du skar. Nogle steder på kroppen heler nemmere og hurtigere end andre steder. Der er dog også forskel på, hvor nemt og hurtigt vi hver især heler i det hele taget, så selvom andre måske er helet hurtigere er det ikke sikkert at du heler i samme tempo.
Du skriver, at arene er blevet mindre synlige siden du skar for en måned siden, hvilket tyder på, at det går den rigtige vej. Om de forsvinder helt kan kun tiden vise, men hvis du er god til at pleje huden, og ikke piller i sårene/arene, så tænker jeg, at der er god mulighed for, at de bliver meget lidt synlige, eller måske ligefrem forsvinder helt.
Jeg håber du kan bruge svaret, og ønsker dig alt det bedste!
Mange hilsner,
Siv