Kære desperate og ramte storesøster,

Hvor er din lillesøster heldig at have dig. Det er ikke alle, der har så god, omsorgsfuld og opmærksom en storesøster. Hvor er det dejligt at se, at du så gerne vil hjælpe hende.

Men som du (og dine forældre) også har mærket, så er det utroligt svært at hjælpe en, der ikke vil hjælpes. Og det bliver næppe nemmere af, at din søster i sine nedture gerne vil hjælpes, men i sine opture ikke vil.

I har muligvis allerede gjort det, men uanset om I har eller ej, vil jeg vove at påstå, at det er et forsøg værd - nemlig at tale sammen. Både du og dine forældre må snakke med din søster om, hvad det er I ser, hvorfor I bliver bekymrede for hende, hvordan det påvirker jer, og hvordan det er for jer at være sammen med hende, når hun opfører sig som hun gør. Og det vil nok også være en god idé at I (igen) sætter nogle ord på, at det ikke handler om, at I forsøger at fjerne hende fra hendes "venner", men at I gerne vil, at hun skal have det så godt som overhovedet muligt.

For i det du skriver får jeg fornemmelsen af, at det ved hun faktisk godt. I hvert fald i hendes nedture. Så måske handler modstanden i hendes opture dels om, at hun på det tidspunkt har det bedre (set fra hendes perspektiv), og derfor synes I er nogle klaphatte for at ville ændre på det. Men måske handler det ligeså meget om, at hun frygter forandringen og skiftet. Måske er hun bange for, hvad der vil ske, hvis hun skal flytte skole. Måske er hun bekymret for, at hun ikke vil passe ind og ikke får nogen venner. Der kan være rigtig mange forskellige bekymringer og betænkeligheder forbundet med at skulle foretage et større skift. Derfor kan det også føles mere trygt og sikkert at blive hvor man er. For selvom man måske ikke har det godt, hvor man er, så ved man hvad man har at gøre med. Og mange mennesker vil foretrække det sikre og velkendte fremfor det nye og ukendte. For selvom de måske godt ved, at det de er i ikke er godt, så kan det alligevel føles mere tiltalende end alternativet - netop fordi de ikke kender alternativet.

Det kunne måske også være noget af det, der er på spil for din søster, når hun kalder jer ondskabsfulde, når I snakker om et skoleskift. Det er i hvert fald værd at gå på opdagelse i, og det kan måske gøre, at I som familie kan få en bedre forståelse for, hvor I hver især står. Og alt andet lige burde det gøre det nemmere at nå frem til en løsning, der er den bedst mulige for flest mulige af jer.

I fredags fik alle landets skoleelever sommerferie, og jeg bliver derfor nysgerrig på, hvilken betydning det har for din søster. Hvad sker der nu, hvor hun ikke er i klassen hver dag, og ikke går op og ned af de samme klassekammerater hver dag. Ser hun dem stadig? Er der andre hun hænger ud med? Hvordan har hun det? For måske kan afbrækket fra dagligdagen i klassen være det frirum I som familie har behov for, for at kunne tage en god snak om, hvad der skal ske, og hvordan I kommer bedst muligt videre fra der hvor I står nu. For der er ingen tvivl om, at den måde tingene er på lige nu ikke er optimal. Hverken for dig, din søster eller jeres forældre. Men hvis der skal ske en forandring er I også nødt til alle sammen at være med på den.

Jeg håber I finder frem til en rigtig god løsning, og at din søster (og I alle) får det bedre.

Mange hilsner,

Siv