Bange for sex
Bange for sex
Hej. Jeg er en dreng på 17 år. Jeg har haft sex en gang før og så har jeg forsøgt at have det en anden gang. Begge gange har jeg haft problemer med at stikke min penis ind. Jeg har ikke kunne finde hullet og det var også resultatet i at vi stoppede den anden gang. Det har gjort at jeg er blevet meget bange for at have sex og jeg er bange for ikke at kunne stikke min penis ind i pigen.
Hey du
Først kunne jeg godt tænke mig at fortælle dig at de ting du oplever er helt almindelige. Både det her med at det kan være svært at finde "hullet", og at man faktisk kan blive ret så nervøs for om man nu kan gøre det godt nok.
Mange drenge der snakker om sex, snakker ofte om hvor meget de bare "kan det der shit". For de fleste er det nok mest bare snak. I virkeligheden er ret mange ret så nervøse, og i virkeligheden løber de fleste ind i udfordringer. For sex kan altså godt være lidt svært, og ligesom med alt andet her i livet, så kræver det masser af øvelse og masser af erfaring, at blive god til det. Når først man har oplevet nogle udfordringer, bliver man endnu lettere nervøs for om det nu vil lykkes næste gang. Det er altså også helt almindeligt.
Du skriver at du har prøvet to gange, hvor det ikke er lykkes. Du skriver ikke om det var med den samme pige, om I var kærester, eller om du måske stadig er sammen med den her pige? Jeg tænker at tryghed er noget af det vigtigste, når man skal have sex. Endnu vigtigere når man er meget nervøs for hvordan det skal gå.
Jeg tænker det er vigtigt at den pige du skal være sammen med næste gang, er en du føler dig meget tryg ved. Tryg nok til at kunne tale åbent om din nervøsitet. Husk også at hun jo også kan have været nervøs. Og hvis hun har været nervøs, spænder hun måske op i musklerne, hvilket gør det meget svært at få penis ind. Sex er ikke kun den ens ansvar, og hvis noget ikke rigtig fungerer, bliver man nødt til at være sammen om at løse det. Så igen...snak sammen om de her udfordringer, så I sammen kan finde ud af at få det til at fungere. En meget stor del af et godt sexliv, er at kunne tale åbent om det. Også når det er svært og ikke helt fungerer.
Som jeg startede ud med at sige, er det altså meget almindeligt at have svært ved at finde "hullet". Tag jer GOD tid. Kæl, kys, kram, og kys noget mere. Sørg for at hun er rigtig godt våd, for det er afgørende for, hvor let det er at komme op i hende. Bed hende om at hjælpe. Det kan gøre det nemmere, hvis hun ligesom fører dig det "rigtige" sted hen. Igen...det kan altså godt være lidt af en motorisk udfordring, at få det til at fungere, så der er intet galt med at hjælpes ad.
Men det vigtigste er altså at snakke sammen om det her. Det er ikke et nederlag, når sex ikke lige fungerer. Tro mig...det sker for alle før eller siden. Og det sker for RIGTIG mange i starten, for det er altså svært, når man ikke har prøvet det så mange gange. Snak om det der ikke lige fungerede, og prøv igen. Hjælp hinanden, og husk at man altid kan prøve igen, hvis det ikke fungerer første gang, eller anden gang, eller tredje, eller....
Det skal nok lykkes, det kræver bare øvelse.
Mange hilsner
Lasse