Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Bøjle (overbid)

brevkassespørgsmål

Bøjle (overbid)

brevkassespørgsmål af
Nicoline
12 år
Oprettet 6 år 5 måneder siden

Hej jeg er en pige på 12 år og har overbid, jeg har fået af vide at jeg har 5-6 milimeter overbid, og jeg vil bare lige høre om det er nok til at få bøjle. Kh Nicoline 12 år.

Svar: 

Hej pige 12 år

Tak for dit spørgsmål om overbid. Du bruger ordene: "nok til at få bøjle". Det kan godt forstås sådan, at du rigtig gerne vil have bøjle. Men du skriver det ikke. Så det er svært for mig at vide, hvad du egentlig gerne vil vide noget om. Det korte og hurtige svar på dit spørgsmål er, at et overbid på 5-6 mm normalt ikke i sig selv er "nok til at få bøjle".

Sundhedsstyrelsen har sammen med en række tandlægespecialister lavet regler for, hvad der skal til for at få tilbudt gratis bøjlebehandling. Det vigtige er, om der er risiko for, at du som voksen kan tage skade af din tandstilling. Nogen gange betyder det, at børn med et mindre overbid end dit får tilbudt bøjler. Eller at børn med et større overbid end dit får nej til at få bøjle. Så jeg kan ikke svaret dig på om lige dit overbid betyder det ene eller det andet.

Det er altid den enkelte kommunes specialtandlæge, der kan beslutte om du skal have tilbud om at få rettet tænder. Eller om du ikke kan. Og dette gælder selvfølgelig kun din kommunes gratis tandretningstilbud. Du kan altid få rettet tænder, hvis du og dine forældre selv vil betale for det hos en privatpraktiserende specialtandlæge. Men det koster mange penge.

Det rigtige sted at spørge om lige præcis dine tænder er hos din kommunes specialtandlæge, populært kaldet "bøjletandlægen". Det er normalt at drenge og piger bliver set af en specialtandlæge omkring 4. eller 5. klasse - på det tidspunkt hvor de fleste mælketænder er faldet ud og de nye tænder er kommet frem. Først der kan man se, hvordan din tandstilling og dit bid er.

Måske har du allerede været til "bøjleeftersyn". Ellers kommer du det formentlig snart.

Jeg tænker, at det vil være klogt af dig og dine forældre, at I sammen finder ud af, om du er OK med din nuværende tandstilling eller om du/I ønsker en bøjlebehandling. Og forbereder de spørgsmål du/I har. Og sammen booker en aftale med en bøjlespecialist. Så kan I stille alle de spørgsmål I har og få svar på dem.

Din almindelige tandlæge kan fortælle dig hvordan duk booker en tid hos bøjletandlægen.

Hvis du går baglæns i brevkassen her, kan du finde en masse spørgsmål og svar om tænder og bøjler og måske også få noget at tænke over.

Held og lykke med at finde ud af det.

Niels Hansen, tandlæge

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program