Jeg kæmper meget med at jeg fotryder ting jeg gjorde da jeg var yngre. jeg har lavet ting med nogle fyre, fordi jeg følte, at jeg skulle "leve op til" og vise andre mennesker, at jeg kunne "finde ud af" at blive valgt af en fyr. Jeg var meget på nettet med dating. Fordi jeg villle finde en kæreste. Det var reelt nok og ikke bare et one night stand. Men jeg lyttede ikke nok til mig selv. Jeg har ikke lært at lytte til mig selv, fra barndommen. Jeg har lært, at det var mig den var gal med og at jeg var skyld i, når noget ikke lykkedes for mig. At jeg ikke fik gode nok karakterer at jeg var for tyk, mente især min mor at jeg blev mobbet. SÅ fik jeg det sådan, at jeg følte mig "heldig" hvis andre gad mig. Og blev jeg behandlet dårligt så vendte jeg det indad.

Jeg har også een gang gået med en fyr hjem som jeg havde skrevet med for en tid. Vi mødtes og gik så hjem til ham. Vi havde ikke samleje men vi lavede ting som jeg fortryder, Det gør jeg fordi jeg ikke kunne indse, at for mig, så er det med sex meget privat og noget jeg kun kan og vil dele år der er følelser, stærke følelser. Men jeg var bare sådan, at hvis han nu syntes at jeg er sød, så skal jeg bare være glad! 

Det jeg kæmper med er, at jeg føler jeg har lavet ting, som ikke stemmer overens med de værdier som jeg og særligt idag værner om. Mht sex. Jeg føler mig ulækker at jeg gjorde de ting De var rare og så alligevel ikke. For det er for mig ikke rart at have delt så private oplevelser med et menneske som endte med at droppe mig.  han synes ikke at jeg var "god nok". 

Jeg kunne aldrig finde på idag at date via nettet. At være påTinder. Jeg vil møde en kæreste face to face. Men, jeg har den her skyld over for mig selv. At jeg har "solgt" mig for billoing fordi jeg nok ville have sagt "ja" til hvem som helst, fordi min  mor især har lært mig, at jeg intet er værd og at jeg skal føle mig 2heldig" hvis andre er venlige overfor mig. At jeg ikke må sige "nej" til andre og ikke må sige, at det her det føles ikke godt. 

Jeg ser ikke min mor og familie idag. Jeg er ved at bygge mig selv op og vælger kun at se og være sammen med andre, som er gode for mig og hvor jeg har det godt med det. 

Men, hvor ville jeg ønske, at jeg ikke havde sagt "ja" til de her ting. De 3-5 "kærester" som jeg lavede noget sexualet med som ikke engang var rart fordi det psykisk ikke var ok for mig. Fordi jeg følte og egentlig stadig oplever, at man er en "fisako" hvis man ikke har en kæreste. 

Jeg har sagt undskyld at jeg ikke dengang kunne tage afstad fra det min mor og øvrige familie har lært mig, at jeg intet er værd og at jeg ikke må vælge, overveje og sige fra. Det er jo sådan, at man så drages mod alt der føles bare lidt bedre end det tiotale svigt mv som jeg er vokset op i. 

Idag skal jeg lære at "nyde". Fordi jeg er vokset op i noget, der bedst minder om en "kronisk undtagelses tilstand". Jeg har svært ved at prioritere mig selv men øver mig, Jeg taler med en psykolog ca hver måned, det kan jeg betale. Og det hjælper mig. 

Men, det er skidt ikke at møde omsorg, at lære man har værdi, og at blive kørt ned psykisk af sin egen mor. 

Jeg føler jeg har svigett mig selv fordi jeg har været utritisk mht min egen trivsel. Men jeg øver mig i at passe på migb selv.

Er jeg på rette vej?