Alene

brevkassespørgsmål

Alene

brevkassespørgsmål af
Andrea
16 år
Oprettet 2 uger 6 dage siden

Jeg er en pige på 16 år, og jeg føler mig tit ensom og alene. Pigerne i klassen vil ikke rigtig snakke med mig og drenge kigger bare super skævt til mig. Jeg føler at der er noget galt med mig, er der det??

Svar: 

Kære dig. 

Først og fremmest: NEJ. Der er absolut INTET galt med dig, du er god præcis, som du er. Det må du ikke tvivle på. 

Når det så er sagt, så tror jeg, at det er meget normalt at tvivle på de ting alligevel. Man kan hurtigt komme til at vende alting indad og med det samme tro, at der er noget galt med en, når det ikke lige kører som det skal. Det lyder enormt svært, det du skriver. Jeg kan godt forstå, hvis det gør dig ked af det. Det er virkelig hårdt at føle sig ensom, det kan være rigtig svært at slippe af med den følelse igen. De fleste mennesker oplever ensomhed en gang imellem, nogle i længere tid end andre. Det er helt normalt at tumle lidt med den slags, måske også særligt i din alder, hvor man er ved at finde sig selv. Man skal både finde sig selv alene og sig selv med andre, og pludselig kan man føle sig rigtig alene, fordi man ikke er sikker på, hvem man er med andre. Det sociale betyder rigtig meget, det er her, vi får masser af den anerkendelse, vi har brug for, for at være glade. Derfor kan det også fylde meget, når man ikke føler det sociale fungerer. Jeg tror, rigtig mange oplever den usikkerhed og de følelser, du beskriver, og det er vildt svært at vide, hvordan man får det til at blive bedre. 

Jeg forstår virkelig godt, at det går dig på at føle, at pigerne ikke snakker til dig og at drengene kigger skævt, det lyder svært. Jeg tænker, det er vigtigt for dig at tænke over, om du kan lide dem? Altså er det overhovedet nogen, du ønsker venskaber med? Hvis det er, er der ikke så meget andet for end at forsøge at blive venner. Måske der er et par piger, du snakker ok med og måske kan prøve at komme lidt tættere på? Det kan man sagtens gøre gennem det faglige, måske du kan spørge om I skal arbejde sammen en dag? Venskaber tager tid, så det er helt naturligt, hvis I ikke er bedste venner fra starten. Det kan også være, du faktisk finder ud af, at du måske slet ikke kan lide dem i din klasse. Måske passer I bare ikke så godt sammen, det er også helt okay. Der er heldigvis masser af andre steder, man kan finde venner. For eksempel kan man starte til en fritidsaktivitet, sport eller noget. Det kan også være, der går nogle søde folk i dine parallelklasser. Der er mange muligheder, og jeg er sikker på, at det hele nok skal blive bedre. Det er helt normalt at føle sig alene og usikker i din alder, lige om lidt finder du nogle, du passer rigtig godt med. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Du er altid velkommen til at skrive igen, eller besøge vores chats. Vi har både 1-1 chat, hvor du kan snakke med en rådgiver, men vi har også en gruppechat hver torsdag (kl 18-21), hvor der er op til 9 unge og en rådgiver. Her er der helt sikkert andre, der kender til det, du skriver, så hvis du har brug for at snakke om det, så kom endelig!

Sophie

Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program