Facebook Places - hvor du er fortæller hvem du er
Facebook Places - hvor du er fortæller hvem du er
Som ventet har Facebook netop lanceret det nyeste skud på stammen, Facebook Places. Facebook Places giver alle smartphone-ejere med indbygget gps-antenne en mulighed for at vise sin aktuelle fysiske placering til hvem man måtte ønske. Ligesom tjenesterne Foursquare og Gowalla i et stykke tid har gjort det, kan Facebook Places se dine gps-koordinater og omsætte dem til en fysisk lokation, som du kan checke dig ind på: "Camilla er i biografen" eller "Camilla er på Café Hip"
Tanken er: Camilla går på café, checker ind via Facebook, alle hendes venner ser at hun er der, vennerne kommer ned til Camilla og er cafésmarte sammen med hende.
Teknologisk set er det blæret det her. Et geosocialt værktøj - et fysisk link i en meget digital verden. Det er smart. Ingen tvivl om det. Facebook Places er dog ikke groundbreaking. De to ovennævnte tjenester, Foursquare og Gowalla, samt flere andre har tilbudt det længe. Heriblandt Google Latitude. Det spændende ved Facebooks lancering er, at vi hermed står overfor et folkeligt gennembrud. Med hundrede af millioner brugere i folden og et smartphonesalg, der eksploderer i øjeblikket, kan det blive helt spændende at følge Facebook Places.
Flere medier har allerede berettet om farerne ved ukritisk brug af geolokationstjenester. Det mest anvendte eksempel er vel den med indbrudstyven, der altid kan se, hvornår du ikke er hjemme. Eller den med voldtægtsmanden, der kan se hvornår det udsete offer cykler hjem fredag nat. Jeg kan forstå bekymringerne - omend jeg synes de er overdrevne.
Det skal blive interessant at se om Facebook vil skilte med indstillingerne og konsekvenserne ved ukritisk fremvisning af fysisk lokalitet til alle.
I forhold til det daglige arbejde i Cyberskolen (undervisning i web og mobiletik til skolernes mellemtrin) forudser jeg ikke den helt store omvæltning. Selvom mange unge ukritisk adapterer nye tekniske tiltag uden at tage forholdsregler, så tror jeg at der vil gå lang tid før jeg hører om den første alvorlige sag, der skyldes geolokation. Jeg er mere nysgerrig på, hvad det kommer til at betyde for identitetsfølelsen hos den enkelte. Hvor spændende et liv skal man have, førend man vil bruge Facebook Places? Vi ved fra skolebesøgene, at flere unge føler sig "kedelige" ift andre, fordi statusopdateringerne altid beretter om vennernes udadvendte og spændende liv: "tager på skiferie om 1 time" eller "min nye Iphone kommer på tirsdag" eller "kanon fest hos Casper i lørdags". Jeg er spændt på om disse geolokationstjenester kommer til at give os alle en falsk vished om, at alle andre i vores omgangskreds fører en mere interessant tilværelse.
Endeligt er jeg også interesseret i om forældre til børn i på mellemtrinnet kan afholde sig fra den fristelse det er at købe en smartphone til barnet og i hemmelighed slå geolokationstjenesten til, så man kan overvåge barnet. Det er jeg nemlig ikke den store tilhænger af.
Facebook Places lanceres i første omgang i USA men det forventes lanceret i Europa kort tid efter.
Tilføj kommentar