I 1988 udkom filmen, ”BIG” med Tom Hanks.

Efter et mislykket forsøg på at imponere en ældre teenage pige i et omrejsende tivoli, kaster drengen Josh en mønt i den magiske ønskemaskine, Zoltar, og ønsker at han var voksen. Wupti! Josh vågner næste morgen i sin nye voksne krop, der til forveksling ligner Tom Hanks. Josh oplever i et stykke tid at være barn med en voksenkrop. Han avancerer hurtigt til en succesfuld stilling i et legetøjsfirma. Og hvorfor så det? Fordi han forstår alt det om legetøj og leg som ingen voksne ellers kan begribe.

Som formidler i Cyberskolen lever jeg af at tage ud på skoler og tale med børn om den måde de bruger net og mobil på. Så længe jeg kan huske har det frustreret mig, hvor svært det reelt er at vide noget om børnenes netadfærd. Ganske vist kan man læse en masse undersøgelser og drage nogle brede konklusioner ud fra egne erfaringer. Alligevel føles det aldrig som om man kommer helt ind under huden på de unges holdninger og bevæggrunde til at gøre som de gør. Der er en online-verden, som vi voksne ikke har adgang til. Det er som om børnene har besluttet at de kun vil fortælle voksne ”det meste” om den måde, de bruger nettet på. Fair nok.

Og her kommer min anmodning så: Hvis nogle af jer derude ligger inde med en Zoltar-maskine, så vil jeg gerne låne den. Jeg vil gerne lave den omvendte rejse. Altså den som Josh laver til sidst i filmen, hvor Zoltar'en hjælper ham med at blive barn igen.
Jeg drømmer om at få lov til at være børnespion og luske mig ind i en 5. klasse og bare være som dem. Men kun i en kort periode altså! Så ville jeg prøve at begribe, hvor meget internet og mobil fylder i hverdagen. Og så ville jeg måske komme til at forstå det her med, at internettet ikke bare er redskab, man kan vælge til og fra men et livsvilkår, som altid har været der. Det gad jeg godt.

BIG er i øvrigt en udmærket film. Også selvom den blev lavet før udbredelsen af mobiltelefoner og hjemme-internet - og ca 10 år før nutidens 5. klasseselever overhovedet blev født...