Cyberskolen 2010 og frem
Cyberskolen 2010 og frem
2010 er så småt ved at nå sin afslutning. Et nyt år er på vej med alt hvad det betyder af nye visioner.
I Cyberskolen er en epoke ved at være forbi. De sidste tre år, har vi været så priviligerede delvist at kunne finansiere vores skoletjeneste med Satspuljemidler. Det har betydet skolebesøg uden reel brugerbetaling, og det har givet os ro til at teste indhold og målgruppe uden at skulle tænke alt for meget på "cost benefit".
Ved udgangen af i år står Cyberskolen på egne ben. Det tvinger os til at finde noget af finansieringen ude hos skolerne. Og det betyder, at debatoplæg om net- og mobiletik frem over vil koste penge. Ikke en formue - men dog noget. De forskellige oplægstilbud vil være tilgængelige via Center for Digital Pædagogik (www.cfdp.dk), som du helt sikkert vil høre meget mere om i de kommende uger.
Det er vores håb at skolerne stadig vil være interesseret i oplæggene. Vi kan mærke på den stigende efterspørgsel blandt skoler, at der stadig eksisterer et aktuelt behov for at trække debatten om web- og mobiletik ind i klasseværelset.
I tilbageblik ser Cyberskoleåret 2010 således ud:
1. halvår 980 elever - 42 klasser
2. halvår 1278 elever - 59 klasser
2258 elever fordelt på 101 klasser i 2010
Hertil kommer et par håndfulde forældreforedrag samt oplæg for fagpersoner i ssp- og skolenetværk.
2010 var også året hvor vi igangsatte Mobiler Mod Mobning, som er et workshop-projekt, der deles af Cyberhus og Lommefilm. Vi nåede at lave 15 workshops i det sene efterår, og vi er klar til en fyldt forårssæson fra februar. Projektet er støttet af Trygfonden som har været så gavmilde at yde finansiering til 45 supplerende workshops i 2011 og 2012. Tak for det!
2011 bliver et spændende år i forhold til den danske folkeskole og web- og mobiletik. 2011 er valgår, hvilket man allerede kan se. Folkeskole-debatten kører på den store klinge. I den nuværende regerings folkeskoleudspil afsættes der 500 millioner til en opgradering af IT i folkeskolen. Det vurderes løbende i 2011, hvad der skal fokuseres på samt hvilke eksterne spillere, der skal have andel i de mange penge. I år så Faghæfte48 dagens lys. Faghæftet indeholder en række anbefalinger til fokusområder i folkeskolen. Blandt andet en markant opgradering af elevernes kommunikative kompetencer ift sociale netværk og net- og mobiletik. Det skal blive spændende, hvor stor vægt faghæfte48 får, når de 500 millioner skal fordeles.
På et indholdsplan bliver det interessant at følge GeoLokation som fænomen. Salget af smartphones med GPS er eksploderet i det forgangne år, og Facebook er i gang med at udrulle deres "Facebook Places", der spåes at medføre et gigantisk boost i måden vi bruger sociale medier på.
Det man allerede nu kan sige med sikkerhed er, at der også i 2011 vil være behov for at debattere den basale webetik. Hvad er god stil omkring billeder, hvad er god sproglig skik ift. chat og sms, og hvad er klog omgang med private oplysninger? De grundlæggende diskussioner har ikke rykket sig markant de sidste 4 år. Hvis vi udelader noget af ovenstående på skolebesøgene, er der altid en lærer, der påpeger nødvendigheden af det. Og det er helt fint. De basale kundskaber skal alligevel anvendes, hvis man vil have et sundt forhold til nye fænomener.
Tak for i år. Vi ses i 2011!
Tilføj kommentar