At snakke om det

blogindlæg

At snakke om det

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 5 år 11 måneder siden

Kære alle

Tak, for en spændende gruppechat, hvor vi snakkede en hel masse om det at selvskade. Vi havde gæsterådgiver Maja med og fik både snakket om, hvad selvskade egentlig er, hvorfor man sulter sig selv, hvor svært det er at snakke om det indeni, og hvorfor livet mon er så smertefuldt nogle gange. Gæsterådgiver Maja skrev om selvskade: Ofte er selvskade en måde, hvorpå man selv håndtere de ting, man har det svært ved. Hvis man i stedet taler med andre om de svære ting, så kan det nogle gang føre til mindre selvskade. Derfor er åben snak om selvskade et skridt i den rigtig retning.

En form for tryghed 

For at distrahere sig selv fra den smerte, man føler indeni, ved at påføre en fysisk smerte. 

Sådan skrev en ung om det at selvskade.

Det kan være svært at forstå, hvad der får en til at gøre skade på sig selv, det kan være enormt svært at se meningen med den handling, hvis man ikke kender så meget til det. For nogle bliver selvskaden en form for tryghed, fordi alt andet er kaos. En ung skrev: Jeg føler en slags tryghed efter jeg har skadet mig selv. Selvom selvskade kan virke som en løsning, er det vigtigt at huske, at det er en midlertidig løsning, som i sidste ende måske gør endnu mere skade. De fleste af os kender til at have det skidt indeni, at være kede af det og have ondt indeni. Nogle er bedre end andre til at tale om de ting, der gør ondt, men for nogle er dette en næsten umulig opgave. Måske ved man slet ikke, hvordan man skal sætte ord på det hele. En ung skrev om, hvorfor man mon selvskader: fordi noget gør ondt og det er nemmer og gør det end og forklar og tale om det. 

Når man har det forfærdeligt indeni 

Vi går alle igennem svære perioder i livet, og vi håndterer alle disse perioder forskelligt. For nogle kan der opstå så meget kaos indeni, at det hele føles uoverskuligt og håbløst. Man prøver at håndtere det hele ved måske at distrahere sig selv, eller måske prøver man at finde en mere konkret årsag til, at man har ondt. En ung skrev: 

Det er nemmere at fokusere på noget konkret fx. sult, end en smerte som man egentligt ikke kan beskrive eller begrunde. Jeg kan godt sige "Det gør ondt, fordi jeg ikke har spist", mens jeg ikke kan forklare hvorfor jeg har det så forfærdeligt indeni. 

Selvskade og spiseforstyrrelser kan både handle om dreje den psykiske smerte til noget fysisk, men også om at opleve en eller andedn form for kontrol. En ung sagde: Jeg tror selvskade og spiseforstyrrelse er en måde at få noget kontrol tilbage. Men de kan jo så udvikle sig til noget, hvor man netop ikke længere kan styre det selv.

Når livet gør ondt 

Nogle mennesker møder så meget modstand i livet, at de måske ikke længere kan se noget som helst positivt ved det. Man kan bruge hele sit liv på at fortvivle sig over, hvorfor dette skulle ske for netop mig, hvorfor livet skal være så hårdt for netop mig. Her skrev en ung: I virkeligheden er det vel det hårde, der minder os om, hvorfor livet er så smukt og fantastisk og værd at leve? Hvis det aldrig er negativt, ved man ikke, hvornår det er positivt. Jeg synes, det var enormt godt skrevet, for selvom det er hårdt at indse, at livet indebærer smerte, så er det nok en vigtig erkendelse. Ingen lever uden udfordringer, selvom det er meget forskelligt, hvilke udfordringer, man møder. Det er vigtigt at huske, at det kan blive bedre, det bliver bedre. Selvom det er en kæmpe udfordring, så er det okay at række ud og bede om hjælp. Det er ikke alting, man behøver klare alene. 

Der er mange muligheder for at få hjælp til sin selvskade og spiseforstyrrelse, for eksempel kan man både chatte, ringe og sms'e med rådgivere her. Online hjælp er en god idé ligegyldig, hvor man er i processen. 

Gruppechatten holder lukket næste uge, men vender stærkt tilbage den 17. til en snak om psykisk sygdom!

Jeg glæder mig til at chatte med jer igen. 

Kærlige hilsner 

Rådgiver Sophie

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program