Selvværd og selvskade

blogindlæg

Selvværd og selvskade

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 6 år 10 måneder siden

Hvordan har din stamme det?

På torsdag handler chatten om selvværd og selvskade. Det var et emne som blev foreslået i sidste gruppechat, og det er også et emne som fylder rigtig meget for mange af jer. 

Men hvad er selvværd egentlig og hvordan hænger det sammen med selvskade? Jeg fandt et citat fra en tidligere gruppechat om samme emne, hvor en ung beskrev det på en rigtig fin måde: “Min definition af selvværd er ligesom stammen på et træ. Mennesket er træet, stammen er selvværdet, og bladene selvtilliden. Fordi den blomstrer ud og visner i en form for cyklus, afhængig af vores præsentationer, hvor meget præsentationen bliver anerkendt og omgivelserne, ligesom bladene på et træ kan falde af i f.eks. blæsevejr :)”

Man kan derfor sige at selvværd handler om ens forståelse af sit eget værd (min værdi) i forhold til andre, og at selvtillid handler mere om hvordan andre reagerer og ser på de ting man gør. Hvis man f.eks. får en god karakter til en eksamen kan det give højere selvtillid, men hvis man har en indre forståelse af at man er dårligere end andre, så vil man stadig se sig selv som "elendig eller en fiasko". Men man kan altså derfor godt have høj selvtillid, men lavt selvværd. Er det måske noget som I har oplevet?

Straf eller middel?

Og så er der selvskade. Selvskade kan handle om rigtig mange forskellige ting, og kan komme til udtryk på mange måder. De fleste af os tænker på cutting når vi tænker selvskade, men spiseforstyrrelser, ekstrem brug af alkohol, stoffer eller sex, er også måder man kan skade sig selv på. Der er også noget som hedder digital selvskade, hvor man bevidst gør ting online for at skade sig selv. Det fælles for alle er at man skader sig selv, uden at man har planer om at slå sig selv ihjel (så hedder det nemlig selvmordsforsøg). 

Der er nogen som selvskader, fordi de på en måde ønsker at straffe sig selv. Når man har rigtig dårligt selvværd, så vil man, som sagt, opleve at man er dårligere end alle andre, og i stedet for at blive vred på de andre, så bliver man vred på sig selv. Selvskade kan dog også være en måde at håndtere svære følelser på eller måske endda forsøge at få sig selv til at føle noget. Det skal forståes sådan at hvis man nu f.eks. har rigtig ondt indeni eller hvis man har følelser man ikke ønsker at have, f.eks. er vred på en sød person, så kan selvskaden være med til at dæmpe følelserne eller være et forsøg på at kontrollere dem - dog kun kortvarigt! Det kan også være at man føler sig tom for følelser, så kan selvskaden i det mindste skabe en smerte. 

Uanset hvordan selvskaden bliver brugt, så skal I huske at det ikke virker i længden. Følelserne eller tomheden vil altid vende tilbage, og ofte vil de være endnu værre, fordi man så også er flov over selvskaden. 

Derfor... 

Hvis du skader dig selv, så er det vigtigt at du får hjælp. Den smerte som du går rundt med, skal du ikke bære alene. Uanset om du skader dig selv for at føle mindre eller føle mere (eller noget helt tredje), så skal du vide at der er andre måder at hjælpe dig selv på. Måder som ikke betyder at du er nødt til at skade hverken din krop eller din sjæl. Det vil vi både snakke mere om til gruppechatten på torsdag, men indtil da kan du også læse mere på Lmsos.dk, hvor der også er rådgivning. 

Husk at du ikke er alene, og at der er mange mennesker derude som ønsker at hjælpe!

Jeg glæder mig til at chatte med jer!

Kærlig hilsen

Rådgiver Signe

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program