Åben chat torsdag d.2 nov.

blogindlæg

Åben chat torsdag d.2 nov.

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 7 år 1 måned siden

Fra selvmordstanker og vold til hamstermord og venskaber

Tak for en fantastisk aften i gruppechatten. Det var, som altid, en fornøjelse at chatte med jer. Chatten var åben, så det var jer unge der bestemte emnet, og I bød ind med mange forskellige ting. 

Vi startede med at snakke om hvad det kan betyde at man oplever vold eller misbrug i familien. At man kan føle sig lille, svag og magtesløs (at man ikke kan gøre noget), hvilket kan betyde at man begynder at føle at man ikke har ret til at leve. For nogen bliver det måske endda også et ønske, fordi det virker som den eneste måde at undslippe det der er svært. Men I skal vide at det ikke er en løsning! 

Sig det til en voksen

Selvom det kan være utrolig svært at skulle indrømme overfor andre, eller sige højt, så er det vigtigt at man får hjælp til at klare de svære ting i familien. Det er ikke noget du kan gøre selv, og som barn/ung er det heller ikke dit ansvar. Det er meningen at dine forældre skal passe på dig, og tage ansvar for dig, og når de ikke kan det, så skal de have hjælp - og du skal have hjælp. Der var nogen af jer som havde prøvet at komme på opholdssted, og væk fra forældre der drikker og slår. Der var også en af jer som havde hjulpet en ven væk fra det voldelige i familien, ved at fortælle en voksen om det. I virkeligheden har vi allesammen et ansvar for at hjælpe hinanden, og særligt de voksne har et større ansvar for at hjælpe de børn og unge, som har brug for det. Så derfor vil jeg gerne opfordre jer til at være ærlige overfor jeres psykologer, sagsbehandlere, kontaktpersoner, skolelærere eller andre voksne I er trygge ved. Fortæl dem om hvad der sker, så de kan hjælpe dig! For det er IKKE dig der har gjort noget galt. Du er IKKE forkert!

En masse andet

Vi snakkede også om at være ny i klassen, og at det kan være svært at blive en del af fællesskabet. Særligt hvis de andre har nogle meget faste vennegrupper, og hvis de virker til at de ikke ønsker at have andre med. Så hvordan kan man støtte sig selv og andre? Vi snakkede om at det er vigtigt at man siger fra hvis man oplever mobning. Både hvis det er en selv der bliver mobbet, eller hvis det er andre. Men man skal ikke give igen på samme måde som mobberen, men i højere grad forsøge at forklare hvad man føler ("Det gør ondt når du siger at jeg er dårlig og dum") og måske endda give forslag til hvad de ellers kan gøre ("Måske du i stedet for kunne sige noget pænt til mig eller bare gå et andet sted hen. Den negative kommentar er ikke nødvendig").

Vi kom også kort ind på et hamstermord, som desværre ikke blev opklaret - men måske vi skal have en chat om søskende på et tidspunkt :) Så kan det være at vi opdager at det faktisk er ret normalt at man både er glad for og sur på sine søskende. 

Til sidst snakkede vi om interesser og musik, og så havde vi en positiv runde. Jeg er så glad for at I gider at have positiv runde med mig, og jeg synes I skal vide at jeg synes at I er positive. Allesammen. Bare det at I lever er positivt. At I kommer ind i chatten er positivt. I er positive for mig, og I betyder allesammen rigtig meget. Uanset om du besøgte chatten for første gang eller om du har været der flere gange. 

Rådgivning

Jeg vil lige slutte af med at skrive et par gode ideer til andre rådgivningssider. Der var nemlig en af jer som spurgte, fordi de fleste sider ofte er ret optagede. Så her kommer en liste med en kort beskrivelse:

Børnetelefonen - de fleste af jer kender nok den her. Børnetelefonen er en anonym telefonlinje (tlf.nr. 116 111), men de har også en anonym chat (som er åben helt til kl.02). De har også et tilbud som hedder bisidder, hvor du kan få en voksen med til møder med fx kommunen. En bisidder sørger for at forklare dig hvad tingene betyder, og er der for at støtte dig. De lytter til dig, og ikke til de andre voksne. Det er gratis. Børnetelefonen har også en brevkasse.

Girltalk - den her henvender sig til piger, som har lyst til at snakke med andre piger. På Girltalk skal du oprette en bruger, men der er både en personlig chat, sms rådgivning og en gruppechat. De har også et forum, hvor du kan skrive til andre unge. 

Headspace - de har både fysiske afdelinger og en anonym chat (åben 12-18). 

Netstof - her handler det om unges brug af rusmidler (stoffer og alkohol). Der er både et forum og en brevkasse. Du er anonym.

UngØkonomi - her kan du få hjælp til din økonomi. Der sikker bankfolk, jurister og forsikringsfolk klar til at rådgive dig. Du opretter en bruger og kommer så i kontakt med rådgiveren. Det er muligt at være anonym.

MitAssist - denne side henvender sig mest til drenge. Du skal oprette en bruger, og kan så give assists til andre unge. Du kan også få et assist af en coach. Du kan være anonym.

UngI - det her er en side som er her på Cyberhus, men som der måske ikke er mange af jer som kender. Det er vores kommunesider, hvor de forskellige danske kommuner viser deres tilbud til børn og unge. Nogle af kommunerne har også en chat, hvor du kan chatte anonymt med en lokal rådgiver fra din kommune.

BRUS - ProjektBrus er gratis hjælp til dig som er barn eller ung i en familie med problemer med rusmidler (fx misbrug af stoffer eller alkohol). De tilbyder både individuelle samtaler, gruppesamtaler og familiesamtaler. Du kan også møde dem på chatten hver torsdag kl.18-21. De får også snart en brevkasse her på Cyberhus. Du kan være anonym.

Næste uge

I næste uge er der åben chat med Sophie. Hun har gruppechatten her i hele november. Jeg kommer lige et smut forbi og afholder en børnechat d.20 november, men ellers så ses vi først d.7 december.

Jeg glæder mig til at chatte med jer igen!

Kærlig hilsen

Rådgiver Signe

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program