At føle sig anderledes

blogindlæg

At føle sig anderledes

Skrevet af
Stafetblogger
Oprettet 2 måneder 2 uger siden

Af Carina, 28 år

Som barn af en alkoholiker er det utrolig svært at lære at stå ved sig selv, fordi du ikke har haft mulighed for at have dig selv i fokus.

Det er i stedet misbrugeren og den rolle, som du har påtaget dig for at kunne overleve i det dysfunktionelle, der fylder.

Men det er også svært at lade sig selv turde tro på kærligheden, fordi man er så bange for at blive svigtet og miste den igen.

For mange børn af alkoholikere er kærlighed derfor ensbetydende med kamp - det er en kamp at blive elsket og accepteret. Jeg har altid turdet tro på kærligheden, fordi jeg kunne se den. Både hos de mennesker, jeg havde i mit liv, men også rundt omkring i omgivelserne. Jeg turde blot ikke tro på, at den ville elske mig tilbage, hvis ikke jeg kæmpede for dens accept – så det gjorde jeg. Hver aften, inden jeg lagde mig til at sove, sagde jeg til mig selv: ”I morgen, i morgen vil jeg gøre det bedre.” Jeg var overbevist om, at det kaos, jeg følte indeni, og følelsen af at være anderledes, var noget, der lå i mig – det var mig, der var fejlen.

I dag forsøger jeg at lære, at kærligheden også er for mig, selvom jeg ikke kæmper. Jeg øver mig i ”bare at være” og siger til mig selv dagligt, at alt er, som det skal være – i hvert fald for nu. Hvad der sker i morgen, kan jeg ikke kontrollere, men jeg kan øve mig i at gøre i dag til en god dag.

At lære, at kærligheden også er for dig kræver en enorm tillid til de mennesker, som du har i dit liv. Det betyder, at jeg har måttet vælge noget fra og andet til. Jeg har valgt mennesker til, som viser mig deres kærlighed, og lader mig blive en del af den, bare fordi jeg er mig – med alt, hvad det indebærer. Og for det er jeg taknemmelig. Jeg forsøger at tilbringe min tid sammen med de mennesker, hvor jeg føler mig som mig selv og ikke anderledes og forkert – og dem har jeg heldigvis mange af i mit liv.

Det at føle sig anderledes og forkert og ikke at føle sig god nok til andres kærlighed og accept uden kamp er en destruktiv og manipulerende følelse at fylde sig selv med. Men når vi gør det, er det som regel fordi, at vi har oplevet kampen som en nødvendighed, hvis vi blot ville ses. Det er en følelse, som har været udgangspunktet for, hvordan jeg kunne leve mit liv, og det er en følelse, der har fået mig til at vælge det til, som i sidste ende ikke var godt for mig. Derfor er det et emne, som jeg gerne vil skrive om og dele med jer. Måske I kan nikke genkendende til noget af det, og måske I blot kan blive mindet om, hvor vigtigt det er, at vi tør tro på, at kærligheden også er for os.

Det beskidte barn

Jeg har altid følt mig anderledes, og jeg har altid bevidst forsøgt at skjule visse sider af mig selv, fordi jeg enten ikke selv forstod dem, eller fordi jeg følte skam over at reagere og føle, som jeg gjorde. Det beskidte barn - sådan har jeg altid omtalt min følelse af at føle mig anderledes. Det beskidte barn passede ikke ind, fordi det var forkert. Det beskidte barn tømte flasker, gjorde rent og forsøgte at rydde op, både i fysisk og mental forstand. Det beskidte barn skjulte og holdt på hemmeligheder. Det beskidte barn skammede sig. Det beskidte barn blev hurtigt vred, men kun indeni. Det beskidte barn brændte hurtig ud, fordi det var på overarbejde.

Det beskidte barn var vel egentlig min identitet. Det blev mit hylster, når jeg var i de omgivelser, der hørte til min fars misbrug. Og det var mine tanker og følelser, når jeg var i mit andet og normale liv hos min mor.

Da jeg for mange år siden startede i terapi, var jeg et kæmpe kaos indeni med følelser og tanker, der ikke og så alligevel forbandt hinanden – jeg havde mistet kontakten til mig selv. Det eneste, jeg kunne slå fast, var, at der var noget i vejen med mig. Jeg var anderledes, og jeg følte mig som ”det beskidte barn.” Heldigvis har jeg senere hen lært, at det langt fra var sandheden.

Når jeg før har skullet sætte ord på ”det beskidte barn,” så har jeg fået et billede af mig selv som valgt fra – det gælder især i forhold til min far, men også af de voksne, som kendte til min fars misbrug. Som barn oplevede jeg, at min fars misbrug var som den store lyserøde elefant i rummet, men den blev ignoreret, selvom alle kunne se den og vidste, at den var der. I dag ved jeg, at ingen af de voksne så på mig som ”det beskidte barn.” Måske er det bare svært at vide, hvordan man skal handle og især at snakke med børn om den kæmpe problematik, som alkoholmisbrug er.

Men faktum er, at jeg voksede op med en følelse af, at jeg var anderledes og forkert. Jeg tror, at mit tætte bånd og min loyalitet til min far har fået mig til at føle mig som hans repræsentant. Det at min far drak og ikke kunne leve sit liv, det at han havde skuffet og såret de mennesker, som han havde omkring sig, blev pludselig også mit anliggende. I bund og grund skammede jeg mig, men fordi jeg også holdte så meget af ham og ønskede at passe på ham, så blev hans handlinger også mit ansvar. Jeg husker, at de voksne snakkede om min far – måske når de troede, at jeg ikke hørte det – men jeg husker ikke, at de snakkede med os. Jeg forstod dengang ikke, at de ikke også så, hvor dejligt et menneske han var. I dag ved jeg, at det var lige præcis, hvad de gjorde og derfor blev nødt til at lukke alkoholikeren ude af deres liv.

Jeg kunne (og kan altid) snakke med min mor om min far. Hun har altid været enorm lyttende, kærlig og omsorgsfuld og ikke mindst overbærende, når der var noget, jeg var ked af, bekymret for eller ligefrem havde angst for. Hun er endda ydmyg, når jeg fortæller, fordi hun ved, at det er min oplevelse af situationen, der betyder noget for, hvordan jeg har det. Men jeg har været inde på det i et tidligere indlæg; børns loyalitet over for deres forældre er nu engang den, der vægter mest. Så mange af mine tanker fortalte jeg aldrig højt.

Det beskidte barn i en voksen krop Som voksen har jeg fortsat haft disse tanker og følelser med mig. Jeg følte mig simpelthen så forkert, at jeg i perioder slet ikke kunne overskue familiesammenkomster eller sociale fællesskaber som skole og uddannelse generelt, fordi jeg følte, at jeg skulle kæmpe for at være noget andet end ”det beskidte barn,” som jo, i mine øjne, for alt i verden ikke kunne hverken elskes eller accepteres.

Da min far blev alvorlig syg og fik hjælp i hjemmet, kom ”det beskidte barn” igen frem. På den ene side skammede jeg mig over, at de skulle se, hvordan han boede og efterhånden så ud, og på den anden side var jeg så opmærksom på min fars værdighed, at jeg endte med at fryse fast i den følelse. Jeg kunne kun være i det ved at distancere mig fra mig selv og bare handle.

Specielt sidder én episode fast i mig. Jeg finder en dag min far på stuegulvet. Ude fra gangen kan jeg først kun se hans arm, og jeg er sikker på, at han er død. Da jeg når hen til ham, kigger han op på mig fra en meget akavet og, hvad jeg vil mene, ubehagelig stilling. Han er faldet og kan ikke rejse sig, fordi hans ben ikke kan bære ham. Han er træt, ked af det og skamfuld over, at jeg har fundet ham i den tilstand. Jeg vil ringe efter hjælp, men han beder mig om at lade være. Hans blik får mig til at stoppe. I stedet lægger jeg ham i seng og tager hans opvask. Det er så grotesk, men det var en normal handling fra ”det beskidte barn.” Senere ringede jeg til min fars læge og fortalte ham om min bekymring – ét opkald ud af mange.

Farvel til ”det beskidte barn” I min proces mod et liv uden medafhængighed har ”det beskidte barn” været gennem en del psykologer og terapeuter. Jeg kan stadig mærke det indimellem, men min tilgang til det er i dag helt anderledes end før. I dag føler jeg ikke længere, at det er en forkert følelse, men jeg føler mig dog stadig anderledes. Den forkerte følelse har jeg erstattet med selvomsorg – jeg forsøger at møde ”det beskidte barn” der, hvor det var, da det i sin tid blev til og give det den omsorg, som jeg ikke fik den gang. Det betyder, at jeg ikke skammer mig mere, og at jeg den dag i dag har taget det så meget til mig, at jeg kan skrive sådan et langt indlæg om det

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program