Tanker der skræmmer

blogindlæg

Tanker der skræmmer

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 8 timer 30 minutter siden

Cyberhus afholder 4 gruppechats om selvmordstanker i samarbejde med Livslinien her i efteråret. Livslinien er en organisation, som tilbyder gratis anonym rådgivning til mennesker, som har selvmordstanker eller er i livskrise. 

Man kan også kontakte Livslinien, hvis man kender nogen, som har selvmordstanker eller har begået selvmord. Livslinien kan kontaktes på telefon 70 201 201 hver dag mellem kl. 11 og 05. Livslinien har også en chat. Se åbningstider for chatten, og hvordan du kan logge på, via www.livslinien.dk

Når de svære tanker kommer på besøg

Alle mennesker oplever i løbet af deres liv at være kede af det, ensomme eller på anden måde gå igennem en hård periode. Langt de fleste vil opleve, at der kommer svære tanker på besøg, når man har det svært.

Det kan f.eks. være tanker om, at andre ville være bedre tjent med, at man ikke var her, tanker om at man ikke fortjener at være her eller at ens liv ikke har værdi. 

Måske begynder man endda at have tanker om at dø eller forestillinger om at man dør. Den slags tanker kaldes også for selvmordstanker. 

Selvmordstanker er ofte ikke et udtryk for, at man ønsker at dø, men det kan føles som den eneste udvej i meget svære og smertefulde perioder.  

Tanker er ikke farlige i sig selv

Måske har du prøvet at have den slags tanker? Måske blev du bange for dem? Som udgangspunkt er tanker om at dø ikke farlige i sig selv, men de kan føles 

enormt overvældende og skræmmende. 

Samtidig kan det være rigtig svært at dele tankerne med andre. Man kan være bange for, at andre synes, man er en byrde. Eller man kan føle, at man ikke har nogen at  dele tankerne med. 

Men det er vigtigt at tale om selvmordstanker

I gruppechatten skal vi sammen undersøge de svære tanker, og hjælpe hinanden med at sætte ord på, hvornår de kommer, hvornår de bliver overvældende, og hvordan man række ud til andre, når tankerne fylder for meget. 

Livslinien og ungementor deltager i gruppechats

Vi får besøg af Julie og Agnieszka fra Livslinien i de to første chats. I de to sidste deltager Klara som ungementor fra Cyberhus. Vi har to gæsterådgivere og en ungementor med i forløbet, fordi det er vores erfaring, at det kan være rigtig rart at tale med professionelle og med nogen, som ved præcis hvordan det er, når man har tanker der skræmmer. 

Julie og Agnieszka fra Livslinien er begge psykologer og har arbejdet på Livslinien i flere år. De er begge meget erfarne i at tale med mennesker, der er ramt af en selvmordsproblematik. I chatten kan Julie og Agnieszka fortælle mere om Livsliniens tilbud og hvordan man tager kontakt - på enten chat eller telefon. 

Ungementor Klara er en ung studerende, som selv har stået i svære situationer igennem livet. Hun vil gerne være med til at gøre verden til et rarere sted at være, og ønsker derfor med små skridt at være unge mentor for jer unge, som har brug for støtte og vejledning⁠♡

Om at være ungementor

Ungementoren er en ung, som selv har erfaringer med at stå et svært sted i sit liv, men som også allerede er kommet et stykke ad vejen og har gjort sig nogle erfaringer med, hvad der kan være hjælpsomt, når man står i en sårbar position. Ungementoren bruger sine egne erfaringer til at hjælpe andre unge i samme eller lignende situationer ved at dele sine erfaringer i chatten og ved, sammen med rådgiveren, at stille nysgerrige spørgsmål til de andre i chatten.

Hvornår er chatten åben? 

Chatten er åben 4 torsdage kl.19.30-21. Emnerne er vejledende, og der er plads til dig uanset om du selv har haft svære tanker eller om du kender nogen som har. 

Torsdag d. 23. oktober kl. 19.30-21 - De skræmmende tanker

Torsdag d. 30. oktober kl. 19.30-21 - Hvem kan jeg dele det med? 

Torsdag d. 6. november kl. 19.30-21 - Strategier til håndtering af tankerne 

Torsdag d. 13. november kl. 19.30-21 - Er der håb?

Du kan deltage i chatten eller tilmelde dig en anonym SMS-notifikation her: LINK

Vi glæder os til at se jer i chatten! Og husk at vi passer på hinanden ♡

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program