Hvornår stopper selvmordstankerne?
Hvornår stopper selvmordstankerne?

Cyberhus og Livslinien holder 4 gruppechats om selvmordstanker, og den sidste er i aften. Chatten i aften handler om, håb og det at selvmordstanker kan gå over.
Chatten er for dig, som selv har oplevet selvmordstanker, eller dig som er pårørende til nogen, som er i livskrise. Her har du mulighed for at stille spørgsmål til en gæsterådgiver og dele dine oplevelser med andre unge.
Der ER håb
Selvom alt kan føles håbløst, skal du vide at det er muligt at slippe af med selvmordstankerne igen.
Hvis du har svært ved at mærke en gnist af håb, kan du evt. prøve at lave en liste over ting, du ser frem til.
Det behøver ikke at være store ting, men kan være en TV-serie, du glæder dig til at se, noget mad du glæder dig til at smage. Du kan også planlægge noget rart, du skal en af de kommende dage fx at gå en tur et smukt sted, købe noget til dig selv fx blomster eller ses med en ven.
Første skridt er at snakke om selvmordstankerne og have tillid til at opsøge hjælp
Det kan være alvorligt at have selvmordstanker, men hvis man deler det med nogen, er der gode muligheder for at få hjælp.
Nogle gange kan man føle, at man meget tydeligt giver udtryk for, at man har det dårligt, men samtidig opleve at andre ikke helt forstår det. Det kan føles meget frustrerende.
Derfor kan det være, at det fungerer bedre at sige meget direkte hvordan man har det fx “jeg har selvmordstanker” frem for fx “det hele kan være ligemeget”, som kan være sværere at forstå.
Hjælp til at forstå selvmordstankerne
Hvis du fortæller en ven eller din familie om dine tanker, så vil de højst sandsynligt sige, at du skal opsøge professionel støtte.
Det giver rigtig god mening, fordi en professionel, f.eks. en terapeut eller en psykolog, kan hjælpe dig med at finde ud af hvad selvmordstankerne vil dig.
Gruppechatten d. 13. november kl.19.30-21
I gruppechatten vil vi starte samtalen om hvad selvmordstankerne egentlig prøver at sige, og hvordan de også handler om at motivere dig til at skabe forandring i dit liv.
Vi vil undersøge hvordan tanker i det hele taget kan farve din hverdag og dit liv i bestemte retninger, og hvordan du kan tage noget af kontrollen tilbage.
Har du akutte, svære selvmordstanker, kan du henvende sig ved psykiatrisk skadestue. Du kan også kontakte Livslinien enten via telefon eller chat. Livsliniens telefon er åben hver dag mellem kl. 11 og 05 på tlf. nr. 70 201 201.
Ungementor deltager i chatten
I chatten d. 13. november deltager Klara som ungementor.
Klara er en ung studerende, som selv har stået i svære situationer igennem livet. Hun vil gerne være med til at gøre verden til et rarere sted at være, og ønsker derfor med små skridt at være unge mentor for jer unge, som har brug for støtte og vejledning♡
Du kan deltage i chatten eller tilmelde dig en anonym SMS-notifikation her.
Vi glæder os til at se jer i chatten! Og husk at vi passer på hinanden ♡
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene



Tilføj kommentar