Hvordan taler vi om selvmordstanker?
Hvordan taler vi om selvmordstanker?

Cyberhus og Livslinien holder 4 gruppechats om selvmordstanker.
Chatten er for dig, som selv har oplevet selvmordstanker, eller dig som er pårørende til nogen, som er i livskrise. Her har du mulighed for at stille spørgsmål til en gæsterådgiver og dele dine oplevelser med andre unge.
At dele tankerne med andre
For at få det bedre, er det vigtigt at dele sine tanker med andre. Det kan være en rådgiver ved fx Livslinien, en forældre, søskende, ven, læge eller lærer.
Det kan være svært at skulle fortælle andre om sine tanker. Det er f.eks. fordi man er bange for at gøre dem kede af det eller bekymrede. Det kan også være fordi man er bange for at de ikke vil forstå, hvad man går igennem.
Gruppechatten d.7 maj kl.19.30-21
I gruppechatten skal vi tale om hvordan man kan sætte ord på sine tanker og åbne op overfor andre omkring sig. Vi skal også tale om hvordan du kan tage initiativ til snakken, hvis du kender nogen som har selvmordstanker. Jo tidligere man taler med andre om tankerne, desto tidligere er der mulighed for at få hjælp.
Har du akutte, svære selvmordstanker, kan du henvende sig ved psykiatrisk skadestue. Du kan også kontakte Livslinien enten via telefon eller chat. Livsliniens telefon er åben hver dag mellem kl. 11 og 05 på tlf. nr. 70 201 201.
Det er vigtigt at huske, at der findes hjælp, og at alle fortjener støtte, når man er i krise. Selvmordstanker er et signal om, at der er noget, som er svært, og som man har brug for hjælp til. Det er muligt at få det godt igen, selvom man har haft selvmordstanker.
Hvordan åbner jeg for snakken?
Hvis du kender nogen, som isolerer sig selv, begynder at forsømme sig selv (fx ved at stoppe med at gå i bad) eller som giver udtryk for håbløshed, kan det være, du skal spørge dem ind til, hvordan de har det, og om de har selvmordstanker.
Det er normalt at være nervøs for at snakke om selvmordstanker, eller at være bange for, at man “planter” ideen om selvmordstanker ved den, man spørger. Sådan hænger det dog heldigvis ikke sammen.
Man giver ikke andre mennesker selvmordstanker, fordi man spørger ind til det. Tværtimod kan det hjælpe dem at du tager initiativ til at snakke om selvmordstankerne.
Livslinien som gæsterådgiver
Vi får besøg af Julie fra Livslinien.
Julie er psykolog og har arbejdet på Livslinien i mere end 9 år, hvor hun har det daglige ansvar for Livsliniens telefonrådgivning. Hun har megen erfaring i at tale med mennesker, der er ramt af en selvmordsproblematik.
Julie er et varmt og nysgerrigt menneske, som har stor forståelse for at man kan blive ramt af selvmordstanker og opleve, at der ikke er andre udveje, men hun ser det også som sin opgave at bære håb ind i sine samtaler og hjælpe med at vise andre udveje.
Julie kan naturligvis også fortælle mere om Livsliniens tilbud og hvordan man tager kontakt - på enten chat eller telefon.
Du kan deltage i chatten eller tilmelde dig en anonym SMS-notifikation her
Vi glæder os til at se jer i chatten! Og husk at vi passer på hinanden <3
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Tilføj kommentar