Gruppechat - at turde få det bedre

blogindlæg

Gruppechat - at turde få det bedre

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 3 timer 29 minutter siden

Kan du genkende følelsen af, at du på én og samme tid gerne vil have det bedre, og men ikke ønsker, at noget skal forandre sig? Så er du langt fra alene!

Det er helt normalt at synes, at forandringer er angstprovokerende og svære - også selvom det handler om at få det bedre. Men i nogle tilfælde kan angsten for forandring blive så stor, at den står i vejen for, at man slipper ud af det, som er svært.

Og netop når man står i sådan en situation, kan det være vigtigt at undersøge, hvor angsten kommer fra, og hvad der skal til for at overvinde den og turde få det bedre.

Man ved, hvad man har - man ved ikke, hvad man får

Når man har haft det dårligt gennem en længere periode, kan det være svært at forestille sig, hvordan det ville være hvis tingene var anderledes. Samtidigt kan man have en masse bekymringer for, hvad der sker, når man får det bedre - fx om man skal til at klare flere ting selv eller klare sig uden den hjælp, man er vant til. Og hvor forandringen bliver uforudsigelig, kan det svære, som man allerede kender, pludselig føles trygt, fordi man kender det og ved, hvad man kan forvente.

På samme tid kan de svære ting nogle gange komme til at fylde så meget i ens liv, at man næsten kan stå med oplevelsen af, at de bliver en del af en selv. Derfor kan det være skræmmende at skulle få det bedre, fordi man måske bliver i tvivl om, hvem man er, hvis man ikke har det svært, eller hvordan ens liv ville se ud uden de svære ting.

Frygten for at miste omsorg og relationer

De fleste, som har det svært i en periode, oplever heldigvis, at der er mennesker omkring dem, som støtter dem og yder dem en masse omsorg. Det kan føles trygt og rart, når andre bekymre sig om os, og i nogle tilfælde kan vi endda opleve at blive endnu tættere med andre, når vi deler noget svært med dem. 

Derfor er det også helt normalt, at man bliver nervøs for, hvad der sker med de gode relationer, hvis man får det bedre. Det kan fx være, at man skal sige farvel til en behandler, man er glad for. Eller man kan måske være bekymret for, at dem omkring en ikke længere vil yde den samme omsorg, hvis man får det bedre.

Hvordan overvinder man frygten?

Uanset om angsten for at få det bedre kommer fra bekymringer om identitet, relationer, livsomstændigheder eller andet, er det muligt at arbejde med den. Det første skridt er som regel at finde ud af, præcis hvad det er, man bekymrer sig om, så man kan arbejde på at håndtere de udfordringer, som opstår i takt med, at man får det bedre. Og det er netop noget af det, vi tager fat i, når vi mødes i gruppechatten.

Gruppechat om at turde få det bedre

I chatten skal vi tale om, hvad der skal til, før man tør begynde at få det bedre. Vi skal bl.a. chatte om, hvad man kan frygte ved at få det bedre, hvordan man arbejder med bekymringerne, og hvordan man overvinder frygten og begynder at tage de første små skridt mod at få det bedre.

Chatten er åben onsdag d. 10/12 kl. 19.30 og du kan allerede nu tilmelde dig SMS-notifikationer her.

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program