Ked af det

brevkassespørgsmål

Ked af det

brevkassespørgsmål af
Sad
18 år
Oprettet 2 år 2 måneder siden

Hej Jeg er en pige som går i gym. Jeg har ramt muren her efter juleferien. Har ellers klaret det godt på gym, er god til mine ting. Men efter juleferien har jeg hele tiden været ked af det. Jeg kan ikke mærke mig selv og føler mig helt tom. Ikke engang min familie kan nå ind til mig. Jeg græder og er tom. Helt tom. Har talt med mine forældre om det og de hjælper også ex. har vi fundet tid til en psykolog. Men det hjælper lige som ikke på min tilstand lige nu. Vil så gerne være glad igen. Siden jul har jeg stort set mistet kontakten til mine venner på gym, meldt mig ud af fællesskabet. Kan ikke rigtigt række ud til dem og fortælle om min situation og jeg er så ked af det indeni. Nu spørger jeg så jer, har I nogle gode råd til hvad jeg kan gøre for at være mindre ked af det og få nogle bedre dage på gym og derhjemme? PS: jeg er lykkes med at komme op og i skole næsten alle dage.

Svar: 

Kære Sad,

1000 tak for dit brev. Hvor er jeg glad for at du skriver, der er rigtig mange piger i gymnasiet som har det ligesom dig, så håber at både du og de andre kan bruge mit svar.

Det lyder til at det er rigtig svært at være dig for tiden. Jeg vil dog rose dig for at du har gjort alt det rigtige ved at fortælle dine forældre om hvordan du har det og starte ved psykolog. Og også mega stærkt af dig at du trods alt kommer i skole for det kan jeg forestille mig ikke er særligt nemt at motivere sig selv til når man er så trist. SÅ lige til en start, kæmpe ros- hvor gør du det godt!

Du fortæller at du har trukket dig fra fællesskabet i klassen, ofte kan det være helt uoverskueligt at være social når man har det som du. Alligevel vil jeg råde dig at holde kontakten til en eller to fra klassen som du føler dig tryg ved og fortæller om at du har det lidt svært for tiden. Det kan hjælpe dig at tale med nogle af dine venner om det og forhåbentlig møde forståelse... og hvem ved? Måske kan de genkende den tristhed du beskriver.

Jeg har to super dygtige kollegaer i projektet Okay Ung. Sidste år havde vi også et brev fra en pige som følte sig ked af det uden en bestemt årsag. Malene fra Okay Ung gav her nogle super gode råd til pigen som jeg tror du også vil kunne have gavn af:

-Afled dig selv fra de triste tanker og følelser. Når du kan mærke at de triste følelser overtager, så prøv ikke at fokusere på dem, men giv dig til noget, som kan fjerne dit fokus. Det kan fx være at se din ynglings-serie, ringe til en god veninde eller lignende.

-Når man er trist, kommer man ofte til at fokusere på alt det der ikke går godt, men det er heldigvis sjældent, at der aldrig sker noget godt eller rart i ens hverdag. Derfor kan det være en rigtig god idé, at man hver dag ”tvinger” sig selv til at komme på tre gode ting, der er sket den dag og skrive det ned. Det behøver ikke være store ting, men blot ting, der har været rart eller okay. På den måde hjælper man sig selv til, ikke at give de negative tanker og følelser alt for meget plads.

-Motion, sollys og bevægelse booster vores humør. Mange der oplever sig triste, beskriver at det mangler overskud og ikke orker ret meget. Men ved at planlægge at komme udenfor eller få motion hver dag, vil man efter kort tid kunne mærke, at man får mere energi – selvom det er svært i starten.

-Det super vigtigt, at du sørger for at få nok søvn, passer dine normale sengetider og får noget ordentligt at spise, da vores fysiske velbefindende smitter af på, hvordan vi har det psykisk.

-Derudover, når man er ung, og oplever sig trist gennem en længere periode, er det godt at tale med nogen om det! Det kan være dine forældre, venner eller en klasselærer du er tryg ved.

Det lyder i din beskrivelse som om at du har ramt en mur af tristhed og at du gerne vil tilbage til at have flere gode dage end dårlige. Det kan jeg godt forstå. Du gør det rigtige ved at søge hjælp ved en psykolog, men måske du også skal tale med din læge om hvordan du har det, for måske er det dybere end almindelig tristhed og så kan din læge hjælpe med at undersøge om du skal udredes for en depression.

I forhold til dit forløb ved psykologen, skal du måske være indstillet på, at det godt kan tage lidt tid at vende sine tanker til det positive. Jeg vil i denne proces opfordre dig til at bemærke om tingene bare går en lille smule fremad... f. eks. ” Har jeg smilet i dag, da en fra klassen sagde noget sjovt?”  eller ”Blev jeg faktisk lidt rørt da jeg så den triste scene i min ynglings serie?”. Ved at give de ting du gerne vil mærke og føle opmærksomhed, bliver du mere bevidst om dine egne følelser og lærer dig selv at genkende dem.   

Hvis du på et tidspunkt føler at du har brug for noget andet, så er du også meget velkommen til at kontakte Malene eller hendes kollega ved Okay Ung. Jeg smider lige et link på så du kan du læse mere og finde deres kontakt oplysninger her:

http://www.odder.dk/borger/born-unge/okay-ung-radgivning-til-unge/

Jeg vil slutte af med at ønske dig alt held og lykke og jeg håber virkelig at du snart får det bedre. Hvem ved, måske kommer det med foråret og solen de næste par måneder.

Du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive igen.

Kærlig Hilsen Line

OdderLines billede
Line, ungerådgiver i Odder har svaret på dette spørgsmål

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program