Aner ikke hvad jeg vil
Aner ikke hvad jeg vil
Hej Jeg går i 2. g og jeg kan mærke at der er noget der begynder at gå mig på. Jeg aner ikke hvad jeg vil bagefter gymnasiet og det virker som om alle andre har en plan. Jeg ved godt det måske bare er mig der tror at det er sådan, men det presser mig alligevel, for hvordan kan jeg være sikker på at jeg finder ud af det. Vil ikke spilde hele min ungdom på ikke at vide hvad jeg vil. Jeg vil nok egentlig gerne have råd til to ting. Hvad skal jeg gøre for at finde ud af hvad jeg vil? Skal jeg bare tage det mere roligt, og hvordan gør jeg så det?
Hej J.
Jeg tror bestemt ikke du er den eneste i din alder som er i tvivl på hvor fremtiden skal være. Udbuddet og mulighederne er enorme i Danmark, og unge bombarderes med tilbud. Derfor kan man godt komme i tvivl. Lidt lige som at stå ved et kæmpe buffet og skulle vælge hvad man vil spise :-)
Heldigvis er vi også så godt stillet i vores land, at vi jo senere i livet kan vælge om, tage ny uddannelse, bruge den vi har taget i en anden branche osv. Mulighederne er næsten ubegrænsede. Også senere hen.
Når du så alligevel gerne vil blive bedre afklaret og kigge ind i en plan for dig selv, ja så skal du også bare tage fat. Snak med dine kammerater, hvad har de i tankerne, hvor er de på vej hen. Kan du se dig selv i noget lignende. Vil du flytte for at tage en uddannelse eller hellere blive i nærheden og endda bor derhjemme den første tid (det sparer mange penge). Hvad bruger du din fritid på, ligger der heri nogle perspektiver.
Har du på nuværende tidspunkt lyst til mere "skoletid" eller skal du ud og arbejde med noget konkret. Håndvæk VS kontor - Studere videre VS merkantil uddannelse mm.
Og hvis du nu slet ikke kommer i mål med en uddannelse lige nu, vil et sabbatår måske være en god løsning, indtil du nærmer dig en afklaring. Måske du i det år kan afprøve forskellige veje og blive afklaret i forhold til, hvor du er på vej hen.
Du kender sikkert også en masse voksne som er uddannet og i arbejde. Tænk over om de arbejder med noget du finder spændende. Spørg dem endelig - alle vil sååå gerne tale om deres arbejde :)
Under alle omstændigheder synes jeg du skal prøve at gå ind på https://www.ug.dk/videregaaendeuddannelse, hvor du kan komme ret langt i en afklaring.
Se også herfra, om du kan finde noget hjælp https://www.ug.dk/videregaaendeuddannelse/omvalgafuddannelse/vejledning hvor du kan få direkte hjælp.
Jeg håber ovenstående giver dig et skub videre i netop den retning du synes om, og husk, du skal ikke nødvendigvis være færdig med 21 år. Livet er langt længere og mere end en uddannelse.
Venlig hilsen
Brevkasseredaktøren