Spiseforstyrrelse
”Børn bliver ikke rigtige af at få af vide, at de er forkerte.” Sådan sagde familieterapeuten Jesper Juul for nogle år siden. Hvor ville jeg ønske, at nogen havde hjulpet mig til at forstå, hvad det betød noget før. Jeg voksede op i en god og velfungerende familie – sådan ville den sikkert blive beskrevet af mange mennesker udefra. Men at være en del af denne familie var slet ikke så let. Det var rigtig svært for os at tale sammen, når vi ikke bare skulle holde samtalen gående omkring løst og fast. Det var meget sjældent, at nogen i familien talte om, hvordan de egentlig havde det. Og hvis de endelig gjorde det, blev disse følelser mødt med kommentarer som: ”det skal du ikke være ked af”, ”det går over”, ”Hold op med at skabe dig” eller ”Er du ude på at give mig dårlig samvittighed?”
Jeg fandt hurtigt ud af, at det var bedst slet ikke at tale om følelser, jeg troede, det var forkert, at jeg så tit var rigtig ked af det og ensom. Jeg fik sat et stort lighedstegn imellem mine følelser og mig. Mine følelser var forkerte, altså var JEG forkert, for jeg havde jo en hel bunke, der skreg på at blive udtrykt. Jeg ville jo bare gerne være rigtig, og hvis det betød, at jeg ikke fortalte noget om, hvordan jeg havde det, og kun græd under dynen, når ingen hørte mig, så måtte jeg jo gøre det.
Men det var som om, det ikke virkede, jeg følte mig ikke mere rigtig, tværtimod. For jeg var stadig fyldt af alle disse følelser og et håb om, at nogen ville se og høre mig, uanset hvor meget jeg forsøgte at få det til at forsvinde. Og så skete det bare – jeg holdt op med at spise.
Det var ikke noget, jeg planlagde, alle mine følelser blev bare til en kæmpe klump, der voksede og voksede i maven på mig. Alle tankerne om at være rigtig eller værd at elske fyldte så meget, at der til sidst bare ikke var plads til maden længere. Lidt efter lidt fandt jeg ud af, hvor rart det var ikke at spise. Det føltes så godt at kunne styre noget selv. Dette var MIT projekt, og jeg havde kontrollen! Med tiden glemte jeg helt, hvorfor det var, jeg var holdt op med at spise, jeg var fuldstændig optaget af mit projekt om at tabe mig, tælle kalorier, dyrke motion, lave skemaer og finde på nye undskyldninger for ikke at spise.
Pludselig var det blevet sådan, at hvis jeg ikke spiste, hvis jeg bare ikke var så fed, så ville jeg være værd at elske, så ville jeg blive rigtig! Det var også som om, jeg kunne stille meget mere skarpt på hele verden, pludselig kunne jeg bedre holde en afstand til andre mennesker, jeg havde jo mit projekt at gå op i. Men i takt med at jeg tabte mig og helt sikkert troede, at dette var vejen til at blive mere rigtig, fik jeg flere og flere tegn på det modsatte. Pludselig syntes alle mine venner og min familie, at jeg var mærkelig, indelukket, at der var noget galt med mig, og at jeg var syg.
Men jeg var jo ikke syg, jeg var på en mission – jeg skulle være rigtig.
”Ja, vi må jo slå fast, at du har anoreksi og en forvrænget kropsopfattelse." Dommen blev afsagt koldt og nøgternt og levnede ikke plads til noget spørgsmålstegn. Siden fulgte en uendelig strøm af domme, tolkninger og analyser af, hvorfor jeg ikke ville spise. ”Hun er en klemt midterpige”, ”Deprimeret”, ”skrøbelig og overfølsom”. Der var ingen, der spurgte mig, om jeg troede, de havde ret, og heller ingen der spurgte, hvordan det var for mig at høre disse tolkninger. Jeg var endnu engang helt alene og ensom og den eneste måde, jeg kunne håndtere dette på, var ved at fortsætte med at sulte mig.
Og det gjorde jeg så, alt imens mine forældre, min læge og diætisten kom med den ene løsning efter den anden: medicin, kostplaner, analyser, trusler, bønner…og kiloene; de raslede af.
”Hvorfor spørger de mig ikke bare, hvordan jeg har det?” Sådan skrev jeg i min dagbog midt i alt dette virvar af mennesker, der ville have mig til at spise igen. Jeg ved ikke, om jeg dengang havde kunnet sætte ord på det, som jeg kan i dag, men jeg tror det faktisk.
Jeg tror, at jeg, hvis jeg havde haft mod og tillid, ville have råbt: ”Forstår I ikke, at det jo slet ikke handler om mad? Kan I ikke se, at jeg sidder her og længes efter, at I ser MIG og min smerte.
Ser at jeg hader min krop og ikke kan finde ud af at leve i den. Jeg ønsker virkelig at leve, men jeg kan slet ikke finde ud af hvordan, når jeg altid er så ked af det og føler mig så ensom.
Og når I kun taler om at få mig til at spise igen, så er det så svært at have kontakt med jer og se jeres bekymring, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved al denne bekymring.
Jeg vil så gerne gøre det rigtige, så I kunne være glade, og ville så gerne selv være glad og ubekymret, men jeg kan ikke finde fred.
Mit hoved kører non stop med tanker om mad, om fedtet overalt på min krop, om angst for at blive dømt, for at blive set, vurderet og ikke være rigtig.
Jeg vil jo bare være rigtig og god nok!
Dengang havde jeg slet ikke tillid ti,l at nogen ville høre eller forstå mig, hvis jeg fortalte dem alle disse ting, så jeg lukkede munden, så følelserne blev inde og maden ude.
Jeg vil jo bare gerne leve
Mit projekt fortsatte, og i takt med at kiloene raslede af, voksede min desperation og afmagt, indtil jeg en dag fandt mig selv i færd med at sluge så mange piller, at jeg var helt sikker på ikke at vågne igen.
Da jeg havde slugt dem, var det som om noget i mig bristede. Pludselig kunne jeg se, at jeg jo faktisk ikke ønskede at dø, at jeg havde nægtet at spise så længe, fordi jeg forsøgte at overleve i et kaos af følelser, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af.
Da det gik op for mig, gik jeg i panik, jeg havde jo allerede slugt pillerne.
Jeg løb ud til håndvasken, kastede de fleste op igen og faldt sammen på gulvet og græd. Noget jeg ikke havde gjort i lang tid.
Da jeg mærkede, hvor meget jeg ønskede at leve, blev det tydeligt for mig, at jeg virkelig havde brug for hjælp til det. Samtidig var det rigtig svært for mig at spørge om hjælp efter alt for mange gange at have fået tilbudt en hjælp, der ikke gjorde nogen forskel, og som efterlod mig akkurat lige så ensom og ked af det, som da jeg kom.
Jeg var så træt af at tænke på mad, snakke om mad og måder, der kunne få mig til at spise.
Langt om længe valgte jeg at kontakte en terapeut og besluttede i mit stille sind, at dette var sidste forsøg, hvis han så meget som forsøgte at analysere eller komme med nye diagnoser, så var det slut.
”Fortæl mig lidt om, hvordan du har det..” Jeg var ved at falde ned af stolen, da terapeuten indledte vores samtale med bare at ville vide, hvordan jeg havde det.
Hvad var nu det for noget? Var det bare et trick, så han, som alle de andre kunne få lidt mere stof til at fodre sin diagnose?
Jeg tog chancen og valgte at fortælle en lille smule om, hvor svært, jeg synes, det var at være mig.
”Det lyder, som om du er virkelig desperat og slet ikke aner, hvordan du skal leve dit liv? Som om du faktisk rigtig gerne vil leve, men næsten er skræmt til døde over livet? At det er helt umuligt at tro på, at du kunne være rigtig eller værd at elske, hvis ikke du sulter dig selv?”
Jeg husker stadig den enorme befrielse, det var at blive mødt på den måde. Lige så langsomt var der noget i mig, der smeltede, og jeg begyndte at få tillid ti,l at her var der en som så MIG, den lille pige, der var så overbevist om, at hun var helt forkert.
Vi talte om min store ensomhed og om min skyldfølelse ved at være til. Og i denne samtale, blev diagnosen ”spiseforstyrrelse” langsomt oversat til at være min måde at håndtere al dette kaos indeni mig på, en måde at håndtere al min angst for at være til besvær, fylde for meget og være forkert.
Det var en enorm lettelse at høre, at det som lægen kaldte for ”forvrænget kropsopfattelse” og ”spiseforstyrrelse”, faktisk bare var en lille bange pige, der valgte den bedste måde, hun overhovedet kunne finde på for at håndtere alle sine følelser.
Det var første gang, nogen bare lyttede, uden at ville noget som helst andet end at forsøge at forstå, hvordan det var at være mig.
Da jeg kom hjem den dag, gik det op for mig, at vi faktisk slet ikke havde talt om mad, og det virkede pludselig så irrelevant. Den aften mærkede jeg for første gang i lang tid, at jeg var sulten.
Appetit på livet
I dag, tre år efter jeg havde denne samtale, ser mit liv meget anderledes ud. Jeg kan i dag se, hvordan jeg længtes efter at blive set for den afmagt og ensomhed, jeg følte, i stedet for at blive set som en besværlig anoreksi pige. Jeg kan se, at jeg gjorde det bedste, jeg kunne finde på, da jeg valgte at stoppe med at spise. At jeg ikke havde nogen måde at beskytte mig selv imod alle de ting, der gjorde så ondt indeni mig, og at spiseforstyrrelsen var et forsøg på at skabe en afstand til andre mennesker for at passe på mig selv og alle de følelser, jeg ikke kunne håndtere.
I dag har jeg fået slettet nogle af de fatale lighedstegn, jeg dengang bar på. Jeg kan se, at det er inden i mig, jeg skal søge efter ”at være rigtig”, og at mit liv faktisk bliver meget nemmere, når jeg opgiver at rigtig være og vover at være mig, sådan som JEG helst vil være, i stedet for at lade andre mennesker fortælle mig, hvad og hvem jeg er.
Jeg kan stadig nogle gange miste appetitten, eller bestemme mig for, at nu vil jeg ikke spise mere, men i dag ved jeg, at når det sker, så er det fordi der er nogle følelser indeni mig, der er rigtig vigtige at lytte til.
Ofte er det fordi, jeg er ked af det, usikker og bange og har brug for accept, tryghed og kærlighed og ikke ved, hvor jeg skal finde det henne.
I dag ved jeg, at min allervigtigste opgave er at byde disse følelser velkommen. De er ikke forkerte, tværtimod - det er dem, der gør livet dyrebart for mig, og giver mig lyst til fortsat at mærke og leve livet!
