Når det gør ondt inderst inde

Artikler om mobning, voldtægt, selvskade, ensomhed og andre svære emner.

Tilbage til alle artikler

Seksuelle overgreb

Der er unge, der lever med den hemmelighed, at de er blevet seksuelt misbrugt. Desværre. Mange tør ikke fortælle nogen om det. Og at det er så svært at fortælle andre om seksuelle overgreb er helt forståeligt. Nogle er bange for hvad andre vil tænke. Andre har måske bekymringer om hvad der vil ske hvis de fortæller det til nogen. Nogle holder måske på hemmeligheden fordi de skammer sig og tror de selv er skyld i overgrebene...det er de selvfølgelig ikke. 

Selv om det er svært giver det god mening at søge hjælp og fortælle om det man har oplevet. Både for at få hjælp til at stoppe overgrebene, hvis de stadig foregår. Men også hjælp til at få styr på de tænker og følelser som kan fylde og gøre ondt indeni efter at man har været udsat for et seksuelt overgreb. 

 

Nederst i artiklen kan du se, hvor du ellers kan henvende dig og fortælle nogen om overgrebet. Du kan også altid skrive til en af vores rådgivere i vores 1-1 chat.

Hvad er seksuelle overgreb?

Mange tror at seksuelle overgreb skal være fuldbyrdede for at "tælle", men det kan dog være mange ting. I strafferetslig forstand taler man om seksuelle overgreb og seksuelle krænkelser.

  • Seksuelle overgreb: Der er tale om seksuelle overgreb, hvis den ene part ikke ønsker den seksuelle kontakt eller bliver lokket, presset eller truet til at gøre noget, som vedkommende ikke har sagt ja til eller forstår konsekvenserne af. I Danmark er den seksuelle lavalder 15 år, hvilket betyder at seksuelle aktiviteter, hvor den ene er under 15 er ulovligt og strafbart. Et fysisk seksuelt overgreb er f.eks. hvis krænkeren berører ofrets krop eller kønsdele, har samleje med eller tvinger vedkommende til at berøre krænkerens kønsdele. Et ikke-fysisk seksuelt overgreb kan finde sted, hvis krænkeren ikke rører ved ofret, men istedet blotter sig overfor vedkommende, tvinger vedkommende til at se pornografiske billeder eller film, eller tvinger ofret til at tage tøjet af. 
  • Seksuelle krænkelser: Seksuelle krænkelser er som regel handlinger af grænseoverskridende karakter. F.eks. kan det være at tage en anden på brysterne, at onanere (eller forsøge på det) i fælleslokaler eller at bruge krænkende ord. 

Straffeloven skelner mellem de forskellige former for overgreb. F.eks. om der er tale om samleje, anden kønslig omgang end samleje, blotteri, beføling eller beluring, fotografering af barn/ung under 18 eller køb af seksuelle ydelser af barn/ung under 18. 

Har du været udsat for seksuelle overgreb?
Hvis du har været udsat for seksuelle overgreb af en voksen eller en, der er ældre end dig, så har du mulighed for at få hjælp fra Kvisten til at forstå, hvad der er sket, og hvorfor du reagerer, som du gør. Kvisten er en frivillig organisation, der arbejder med mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Organisationen har afdelinger i Aarhus, Aalborg og Viborg. Kvisten Aarhus tilbyder både individuel terapi, men også gruppeforløb samt telefonisk rådgivning og støtte og vejledning pr mail. Viborg tilbyder yderligere samtaler i Bjerringbro, Grindsted, Holstebro, Nykøbing Mors, Randers, Silkeborg, Skive og Thisted.

Personalegruppen på Kvisten Aarhus består af erfarne og uddannede psykoterapeuter.  
Telefonisk rådgivning og vejledning over mail henvender sig til alle, og er f.eks. brugbart hvis man vil høre mere om, hvor man ellers kan henvende sig med sin egen personlige problemstilling. Du kan finde telefonnummer og mail her. Alle rådgivere er underlagt tavshedspligt. 

Kvisten Aarhus’ brugere er både kvinder og mænd over 18 år, der har været udsat for seksuelle overgreb før de var 15 år. De arbejder derfor med de sene konsekvenser af seksuelle overgreb i barndommen, hvilket ofte kommer til udtryk som svære psykiske lidelser eller tunge, psykologiske problemstillinger. Problemstillinger kunne f.eks. være følelser af skyld eller skam, vanskeligheder ved grænsesætning, selvskade, spiseforstyrrelser eller misbrug af alkohol eller andre rusmidler. Kvisten tilbyder også pårørendeforløb, der har til formål at hjælpe pårørende til at forstå overgrebet og overgrebets betydning for ofrene. 

Klik her for at læse mere om Kvisten

 

 

 

Fra Mobbeoffer til Virksomhedsejer Del 3

Livet efter mobning
Efter gymnasiet var jeg ekstremt målrettet efter at opnå mit mål: jeg ville være iværksætter, og de 3 lange og til tider sørgelige år på HHX skulle ikke være spildte.

Jeg havde i løbet af min gymnasie tid fundet 2 jobs der var meget relevante i forhold til mine drømme, og et af disse jobs gav mig mulighed for at gå fuldtid i mit sabbat år.
Jeg fik ansat i en stilling der indebar 3 dage på et lager og 2 dage som kørende sælger. Efter at have givet den gas på landevejene i en periode blev jeg flyttet fra lageret og ind i vores online afdeling hvor jeg skulle hjælpe med markedsføringen. Sådan var det i ca. et halvt år, indtil jeg fik lov til at gå fuldtid på online markedsføring. Det var et super fedt område, hvor jeg virkelig følte mig hjemme og jeg havde mulighed for at gøre en forskel. Her arbejdede jeg i ca. 1 år på fuldtid indtil jeg startede på Århus universitet i 2012, hvorefter jeg gik ned på deltid.

I 2014 skete det så – jeg tog springet og startede min egen virksomhed. I første omgang var det primært tænkt som et side projekt, men efter 3 måneder måtte jeg sige mit job op fordi jeg ikke havde tid til min egen virksomhed, et job og skolen. I vinters valgte jeg så at quitte på universitetet, og det leder så frem til min situation i dag, hvor jeg ejer Evermart.dk. Evermart beskæftiger i øjeblikket 7 medarbejdere udover mig selv, og hvor jeg lægger over 10 timer om dageni virksomheden for at det skal blive en success.

Men hvordan hænger det så sammen med mobning? I mit tilfælde hænger de to ting rigtig meget sammen.

I løbet af de 3 år jeg gik på HHX fokuserede jeg rigtig meget på den tid der kom bagefter, og på min drøm om at starte virksomhed. Det hjalp mig med at bearbejde de problemer der var i hverdagen, og gav mig ”håb” om en bedre fremtid. Derudover er det at starte virksomhed noget der kræver rigtig meget tålmodighed, og på nogle af de øv dage der også er i forbindelse med at drive en virksomhed kan jeg godt lide at tænke tilbage og glæde mig over at jeg har skabt noget fra bunden.

De trælse oplevelser i gymnasiet har givet mig viljen der skal til for at nå målet. Alle de følelser jeg nåede at opbygge inde i maven i løbet af de 3 år jeg gik på HHX giver mig et internt batteri, der kan klare rigtig rigtig meget før det løber tør.

Derudover har jeg mødt en masse super spændende personer igennem min nuværende beskæftigelse. Jeg tror dybest set at mobning handler om kedsomhed og manglende evne til at underholde sig selv. Det er derfor endnu ikke lykkedes mig at møde nogen andre indenfor iværksætteriet der har den mindste flig af ondt i sig. De der beskæftiger sig med iværksætteri har for travlt med at fokusere på egne projekter, til at kunne være efter andre.

Hvis jeg kunne gå tilbage og ændre noget, så havde jeg gjort 2 ting anderledes:

1: Jeg ville ønske jeg havde søgt hjælp tidligere

2: Jeg ville være startet op tidligere.

Når tingene ikke kører på skinner tror jeg på at det hjælper at bruge noget tid på noget som man er vild med, og er man i en situation hvor der er andre der gør hverdagen sur, bør man se om man kan finde nye relationer andre steder. De problemer der er kan muligvis fikses, men jeg tror aldrig at mobbere og de der er blevet mobbet kan blive rigtige venner – der er en tillid der er blevet brudt.

I mit eget tilfælde burde jeg have søgt inspiration og sparring hos andre iværksættere, det tror jeg kunne hjælpe på problemerne i skolen.

Jeg håber inderligt at min historie har givet bare én enkelt person en smule inspiration. Lige meget hvor håbløst og alene du kan føle dig så er der håb forude. Der er andre som dig, du skal bare finde dem.

Hvis du vil læse mere om mit liv, og min tilværelse som iværksætter så kan du hoppe ind på christiansodemann.dk hvor jeg løbende vil opdatere oplevelser fra mit eventyr.

Fra Mobbeoffer til Virksomhedsejer Del 2

Del 2 - Iværksætter fag gav oprejsning

Innovation som fag
I 2.g fik vi et fag kaldet innovation. Innovation var en af de mest betydningsfulde årsager til at jeg valgte at gå på HHX. Faget gik ud på at eleverne i grupper skulle starte ”fiktive” virksomheder, forstået på den måde at vi skulle komme på en idé, skrive forretningsplan, etableringsbudgetter, lave prototyper osv. Jeg har altid drømt om at blive iværksætter så spændingen var stor da faget startede i 2.g. Selvom antallet af venner i klassen kunne tælles på ganske få fingre, havde jeg alligevel nogle få jeg kunne godt med. En af dem var en gut der hedder Søren, som jeg selvfølgelig valgte at gå i gruppe med. Han ville gerne have en anden med i gruppen ved navn Mathias, en fyr som jeg aldrig rigtig havde snakket med, men som jeg heller ikke umiddelbart havde et problem med.

Innovation var et fag hvor jeg kunne give den gas, og jeg fik et rigtig godt forhold til de 2 andre drenge i min gruppe, hvilket hjalp på humøret i dagligdagen. Vi kom langt med vores projekt, og endte med både at være med på en rigtig erhvervsmesse, og vi fik et legat der gjorde at vi havde nogle penge til at udvikle en prototype af vores produkt. Det gav anerkendelse blandt lærerne og i klassen fik jeg et bedre forhold til nogle af de drenge som jeg ikke havde snakket så meget med før.

Hjælp mod mobning
Mine nye relationer lagde mærke til at de andre drenge i klassen var efter mig, og hjalp mig i flere tilfælde ved at kommentere på mobningen. Sådan var det i et stykke tid, indtil en af mine mobbere en dag gik over stregen. Jeg kan ikke huske præcis hvad der skete, men en af drengene fra klassen tog fat i en af mobberne og fortalte ham at han skulle opføre sig ordentligt. Vi rykkede diskussionen ud på gangen, og det endte med at hele klassen sad på en trappe, og så på at en af mobberne, ham der havde hjulpet mig og jeg selv stod og skændtes. Det fik flere på banen der kommenterede at de havde lagt mærke til det, og til sidst var mobberne i mindre tal. Det var en mærkelig oplevelse, da jeg aldrig selv har følt mig svag, og igennem hele mit første halvandet år havde jeg holdt mine problemer inde overfor alle inkl. min familie. Det var mit problem, og jeg ville selv løse det. Men hjælpen var kærkommen, og efter oplevelsen blev tonen væsentligt bedre. Jeg kunne stadig høre på dem der havde været efter mig at de ikke oprigtigt kunne lide mig, men de var ikke lede mod mig mere, da de vidste at resten af klassen holdt øje.

Min pointe med ovenstående, er at jeg fandt et fag hvor jeg var dygtig, og som virkelig interesserede mig, og skabte den vej igennem nogle relationer som hjalp mig. Det var en smule naivt af mig at tro at jeg kunne løse hele problemet selv, og jeg er lykkelig for at de andre i klassen valgte at gribe ind.

Hvis du står i samme situation som jeg gjorde kan du derfor overveje om der er nogle ting du er rigtig dygtige til, og om du evt. kan skabe nye relationer den vej igennem. Er du god til computerspil, så kunne det være en god idé at opsøge nogle af de mange lan parties der er rundt omkring i landet. Er du god til fodbold vil et valgfag som idræt være en oplagt mulighed.

Jeg gik og holdte ensomheden og problemerne inde i alt for lang tid, og hvis jeg skulle gå tilbage ville jeg have søgt hjælp før.

I næste og sidste afsnit af min historie vil jeg fortælle hvordan jeg kom videre fra gymnasiet og brugte mine oplevelser der til at gøre mig stærkere og hjælpe mig på vej imod det sted jeg står i dag.

Læs sidste del af min fortælling her

Fra Mobbeoffer til Virksomhedsejer Del 1

Del 1 - Mit liv på HHX...tre lange år

Mit navn er Christian Sodemann, jeg er 23 år og bor i Århus. Til hverdag ejer og driver jeg en webshop kaldet Evermart.dk hvor jeg i øjeblikket beskæftiger mig selv og 7 medarbejdere. Derudover har jeg en sød kæreste og nogle rigtig dejlige venner som jeg ses med ofte.

Desværre har det ikke altid været så heldig, og jeg har her fået lov til at fortælle min historie, om hvordan jeg er gået fra at være mobbe offer, til at få styr på mit liv, og opnå mine mål og drømme. Jeg håber at min historie kan være hjælp og inspiration for dig, hvis du selv går gennem en svær periode i livet og hverdagen måske kan være en smule uoverskuelig – jeg har selv været der, og der er håb forude!

Fra folkeskole til gymnasiet
Jeg har altid haft let ved at snakke med andre mennesker, og det har derfor faldt mig naturligt at møde nye mennesker og skabe nye relationer. Min folkeskole tid var rigtig god, og jeg havde en masse gode drenge og pige venner. Da folkeskolen var ovre, var det derfor klart at jeg glædede mig til at starte på et helt nyt kapitel i mit liv: gymnasiet.

Jeg kendte ingen i min nye klasse inden start, og allerede på den første dag kunne jeg mærke at jeg åbenbart var en af de eneste der ikke kendte nogen på forhånd. Det var i sig selv ikke noget problem, og i løbet af den første måned i gymnasiet fik jeg en del venner i klassen som jeg snakkede rigtig godt med.

Desværre varede det ikke længe før nogle af drengene så sig sure på mig, og jeg har den dag i dag stadig svært ved at forstå hvorfor det lige var mig de udså som offer. Jeg har sidenhen fået fortalt at en af grundende var at de synes jeg snakkede for meget med pigerne. Som nævnt tidligere har jeg altid haft rigtig gode veninder, og i min folkeskole snakkede drengene og pigerne rigtig meget sammen, så det faldt mig naturligt at lære alle at kende - uanset køn.

Tonen i drenge gruppen var en også en anelse hårdere, og joksene en del grovere end i folkeskolen. Det første stykke tid troede jeg at mine klassekammerater kun var efter mig for sjov, men efterhånden som det gik udover mig oftere og oftere, begyndte jeg at indse at de ikke kunne lide mig og at det reelt var mobning.

Mobningen inkluderede alt hvad de kunne finde på, bl.a. hacking af min computer så der hver eneste dag kom porno frem mit i timen, klistre mit studiekort fast i loftet med hårvoks, sprede rygter, og da det var værst var der endda nogle af rygterne der gjorde at jeg blev fysisk truet. Jeg fik sågar i 3.g af vide at en af drengene fra min klasse et år tidligere havde pisset i min motorcykel hjelm (som jeg brugte hver dag) en dag hvor jeg var væk fra skolen. Om det er sandt ved jeg stadig ikke, de vekslede meget imellem hvorvidt det var en joke eller seriøst, og et entydigt svar fik jeg aldrig. Den lugtede ikke, så jeg tvivler på at det passer, men det var stadig grovt.

Det var en svær periode, hvor jeg flere gange opsøgte lærerne for at få hjælp. Jeg vil ikke kalde dem passive, men deres engagement i at få løst problemet var meget lavt. De ville ikke flytte mig til en anden HHX afdeling, og deres løsning var derfor at jeg enten kunne blive, eller skifte klasse til parallel klassen, hvor jeg desværre ikke så mig selv passe godt ind.

Jeg ønskede ikke at skifte uddannelse, da jeg gik på HHX og vidste at jeg ville være iværksætter senere i livet. Oldtids kundskab, biologi osv. var derfor ikke ligefrem fag som jeg mente ville give mig særligt meget i forhold til mine fremtidige planer. Jeg blev derfor på HHX, og besluttede mig for at jeg bare måtte acceptere at det ville blive 3 lange år, og glædede mig til at jeg var færdig så jeg kunne komme videre.

Det endte med at jeg brugte rigtig meget af min fritid foran min computer, da computerspil var en verden uden had og fordomme, og hvor jeg følte mig godt tilpas. Derudover fandt jeg venner på andre gymnasier, som jeg så meget i weekenden, men det hjalp desværre ikke på mine problemer i dagligdagen.

Det var så første del af min historie, hvis du læser med i næste uge kan du se hvordan jeg brugte min drøm om at blive iværksætter til at komme bedre ind i klassen igen!

Læs anden del af min fortælling her

 

På grænsen til intet - Sang af Rasmus Nøhr

Sang om ensomhed

Alene?

Kortfilm om at føle sig alene.

Endnu en dag…

Det er en af de første forårs morgener. Den begynder at få magt, solen.

Strålerne når mig gennem vinduet, varmer min ryg. Jeg har siddet her længe. På skrå for ikke at mærke halebenet i gulvet.

Det er rart at sidde her, nyder tomheden, stilheden. Den er sjælden, forsvinder om et øjeblik, det ved jeg. Og i det øjeblik jeg tænker tanken, er stilheden for længst forsvundet.

Ensomhed. Og så den velkendte desperation. Kendt måske, men styrken af den skræmmer mig hver gang. Musklerne omkring mund og kæbe spændes.

Desperation. Vil skrige smerten ud, men forbliver tavs. Hænderne knytter sig automatisk, parat til at udkæmpe slaget med mit indre.
Lægger desperat en plan. Det er den eneste måde jeg kan komme væk på.

Ro. Synes helt malplaceret. Den ene mundvig bevæger sig og bliver til et halvt smil, mens planen tager form i tankerne.

Jeg rejser mig, er stiv i hele kroppen efter at have siddet sådan, krummet sammen i flere timer. Tager en bunke papirer frem. Det er lister over maden jeg har spist, motion jeg har dyrket og et kompliceret kalorieregnskab.

Jeg er på hjemmebane nu. Noterer løb, cykling, svømning. Det føles godt.

Energi. Udregner ugens bedrifter ud. Derefter maden. Alt bliver noteret, selv et stykke tyggegummi bliver regnet ud i kalorier og bogført.

Til sidst kommer skemaet over vægten, stirrer længe på tallene og nærmest i trance rejser jeg mig og hiver en badevægt frem fra skabet. Tager tøjet af i ryk. Holder en pause for hvert stykke, trækker vejret dybt og fortsætter så.

Da jeg tager blusen af mærker jeg hvor tydeligt ribbenene står frem, kan tælle dem alle. Maven strutter.

Tager bukserne af og afslører store blå mærker omkring hofterne. Jeg kan ikke sove på siden mere uden at der hver dag er disse mærker.

Lige før jeg træder op på vægten stopper jeg. Trækker vejret dybt, trækker maven ind. Ro. Angst. Ro igen, ser at tallet er mindre end i går. Præcist 5 gange stiger jeg op og ned fra vægten. Må være helt sikker.

Så går jeg hen mod spejlet, men ombestemmer mig og tager tøjet på med lukkede øjne. Mærker ikke så meget når jeg lukker øjnene.
Lægger mig igen på sengen. Øjne og sind er tomt.

Der går lang tid inden jeg rejser mig. Energiløst går jeg ned i køkkenet. Trækker vejret dybt, tænker på min forpligtigelse overfor diætisten og tager listen frem. 45 gram All Bran Flakes og 3 dl yoghurt. Jeg kender mængderne, men tjekker alligevel skemaet flere gange. Tager vægten frem og vejer maden af. Vægten vakler mellem 44 og 45 gram. Tjekker en gang mere – 45 gram, tjekker igen – 44 gram.

Bliver stående sådan indtil jeg har tjekket vægten 5 gange. Ser på de brune flager der ligger der i skålen. De giver mig kvalme, der er så mange.

Afmagt. Hvordan skal jeg nogensinde komme igennem det? Jeg kigger væk, vil ikke vide hvad min hånd foretager sig. Hælder halvdelen tilbage i pakken. Da jeg åbner køleskabet mærker jeg panikken brede sig. Det er ikke den rigtige slags yoghurt der står på hylden, tjekker desperat alle kartoner – spiser ikke andre slags. Den må da være der, de ved godt at det er min. Giver til sidst op, henter min jakke og går hen imod byen. Det tager lang tid, går med vilje en omvej.

Mærker hvor godt det føles at fortrænge sulten og presse kroppen.

Jeg sætter i løb, et højt tempo og mærker efter kort tid de velkendte stik i siden. Smiler da jeg registrer det. Sætter tempoet yderligere op. Benene syrer til og det sortner for mine øjne. Fortsætter upåvirket.

Morgenmad og yoghurt er glemt og jeg nyder at mærke hvordan sindet tømmes mens jeg løber. Endelig er der fred. Endelig mærker jeg intet andet end den fysiske smerte. Jeg har det godt!

Nærmer mig huset og modet falder.

Ensomhed. Jeg kan umuligt spise noget nu. Drikker et glas vand og falder udmattet om på sofaen.

Vågner flere timer efter af en drømmeløs søvn. Det tager mig kun kort tid at registrere at ensomheden stadig er overvældende og jeg forsøger at fremkalde søvnen igen.
Det lykkes ikke. Hurtigt, læg en plan. Måske jeg skulle bage til hele familien.

Energi og lettelse, jeg har en plan igen. Da Mor og far kommer hjem dufter der. Nybagte boller og tærte i ovnen. ”Hvor er det dejligt at komme hjem til, jeg er så træt, tror jeg tager en bolle med op i seng” . Jeg hører mors stemme som i en tåge.

Ensomheden rammer mig, jeg er fuldstændig uforberedt og kan næsten ikke skjule min skuffelse og desperation. Hun har allerede forladt køkkenet og ser ikke mine blanke øjne. Men far er jo også hjemme, måske han har lyst til bare at sidde lidt.

Smører en bolle, de er med rosiner, det ved jeg han elsker. Han sidder inde på kontoret bag computeren. ”som altid” tænker jeg og mærker vreden, en tornado der breder sig som varme ud i hele kroppen.

Bliver forskrækket over vreden, har lyst til at skrige til ham: ”Så se mig dog, se at jeg længes så desperat efter dig, efter dit nærvær, bare et øjeblik. Er det så meget at forlange?

” Jeg kan ikke sige det højt, klumpen i halsen vokser sig større og større.

Stiller tallerkenen på hans skrivebord, han ænser det ikke, og jeg løber ud af døren med hunden i hælene. Fødderne går af sig selv, de kender vejen til stedet hvor jeg kan være helt alene med min smerte.

Når bænken, slipper hunden fri og sætter mig tungt ned. Så kommer tårerne, de løber stille ned af mine kinder og bliver til en hulken. kroppen skælver. Endelig giver jeg efter, kryber sammen på bænken og lader gråden komme. Hunden kryber pibende ind til mig, forsøger at slikke tårerne væk, men opgiver og lægger sig ved mine fødder. Jeg falder sammen, knuger hende ind til mig og hulker ned i pelsen. Så varm og levende. Det er som om gråden ingen ende vil tage. Tænder en smøg og venter på lettelsen, sukket eller bare en eller anden form for forløsning. Men det eneste jeg mærker er ensomhed. Bliver siddende indtil mørket falder på. Ryger den ene smøg efter den anden og stirrer ud i luften.

Endelig går jeg hjem, når at dagdrømme om hvad der venter mig: et hus fyldt af liv, åbne arme, bekymring og omsorg.

Døren er låst – de sover alle sammen. Tanken om at skulle gå gennem det tomme hus og op på værelset virker så uoverskueligt og jeg mærker angsten komme igen.

Jeg lægger mig i stedet på sofaen, tænder al lys, skruer op for fjernsynet og forsøger at koncentrere mig om det. Må op at sidde. Angsten overmander mig og jeg kan ikke få luft. Sidder sådan længe, fuldstændig stiv på gulvet, hiver efter vejret mens panikken breder sig. Gisper efter luft. Hele kroppen ryster. ”jeg skal dø”, ordene giver genlyd i mit hoved. Om og om igen.

Vækker grædende mor og far. Fortæller dem at jeg ikke forstår hvad der sker, at jeg er afsindig bange og ikke kan trække vejret. At jeg tror jeg skal dø. ”Bare slap af. Prøv at lægge dig ind på sofaen”.

Jeg lukker døren efter mig og hører lidt efter far snorke.

Jeg er helt alene.

Lægger mig ind på sengen med al tøjet på. Ønsker desperat at søvnen vil indfinde sig, men mærker mørket slutte sig tættere omkring mig. Det kommer nærmere og nærmere og jeg lammes - ved ikke hvad jeg skal gøre for at slippe væk. Min vejrtrækning blive febrilsk og sveden løber i store dråber fra panden og ned i øjnene.

Tænder lyset, blot for at opdage at mørket er indeni mig og ikke lader sig fortrænge af pærens skarpe lys.

Føler en afmagt så fuldt og helt, et mørke så tæt at det synes ubrydeligt. Jeg kan ikke se nogen vej ud af dette helvede. Ingen tårer, ingen forløsning, kun en forkrampet pige der ikke aner sine levende råd. En pige der ikke ved hvordan hun skal håndtere al denne smerte. Som ikke kender til at være en lille pige, som kun kender den side af sig selv, der har styr på tingene.

En pige der bare gerne vil elskes, vil holdes om og føle sig tryg, bare et øjeblik!

Jeg ligger udmattet på gulvet, gennemblødt af sved og musklerne sitrer stadig, det tog lang tid denne gang og der er kun en måde at få fred på.

Søvnen trækker i mig, en søvn der ikke ender. Jeg finder glasset frem og tæller. Ved godt at der er 30 piller i og ved også godt at det er nok til at få mig til at sove for evigt.

Hælder dem ud i hånden og mærker hvordan pulsen stiger. Er det i nat det skal ske? Er det i nat jeg har nået grænsen og giver op, eller giver efter måske nærmere?

Ro. Tanken om at muligheden er der gør mig rolig, nærmest fredfyldt.

Måske jeg alligevel skulle vente.

Hælder pillerne tilbage i glasset og nøjes med at sluge en enkelt. Så lægger jeg mig på sengen og venter på den velkendte snurren i kroppen, der fortæller mig at stoffet er ved at spredes. Den lader ikke længe vente på sig og for første gang den dag slappes mine muskler.

Søvnen får endelig overtaget og sender mig ind i en verden af kaos. Et kaos som må ud, som ikke kan rummes i den virkelige verden.

Drømme hvor jeg ser mig selv forvrænget, stor, kæmpe stor og med et ansigt helt forvredet af smerte.

Vågner badet i sved. Musklerne spændes igen. Så ligger jeg sådan. Helt stille for ikke at mærke angsten, ser dagen vågne, hører fuglene hilse den velkommen. Endnu en dag.

Måske jeg skulle springe morgenmaden over..

Jeg ville bare gerne være rigtig!

Spiseforstyrrelse
”Børn bliver ikke rigtige af at få af vide, at de er forkerte.” Sådan sagde familieterapeuten Jesper Juul for nogle år siden. Hvor ville jeg ønske, at nogen havde hjulpet mig til at forstå, hvad det betød noget før. Jeg voksede op i en god og velfungerende familie – sådan ville den sikkert blive beskrevet af mange mennesker udefra. Men at være en del af denne familie var slet ikke så let. Det var rigtig svært for os at tale sammen, når vi ikke bare skulle holde samtalen gående omkring løst og fast. Det var meget sjældent, at nogen i familien talte om, hvordan de egentlig havde det. Og hvis de endelig gjorde det, blev disse følelser mødt med kommentarer som: ”det skal du ikke være ked af”, ”det går over”, ”Hold op med at skabe dig” eller ”Er du ude på at give mig dårlig samvittighed?”

Jeg fandt hurtigt ud af, at det var bedst slet ikke at tale om følelser, jeg troede, det var forkert, at jeg så tit var rigtig ked af det og ensom. Jeg fik sat et stort lighedstegn imellem mine følelser og mig. Mine følelser var forkerte, altså var JEG forkert, for jeg havde jo en hel bunke, der skreg på at blive udtrykt. Jeg ville jo bare gerne være rigtig, og hvis det betød, at jeg ikke fortalte noget om, hvordan jeg havde det, og kun græd under dynen, når ingen hørte mig, så måtte jeg jo gøre det.

Men det var som om, det ikke virkede, jeg følte mig ikke mere rigtig, tværtimod. For jeg var stadig fyldt af alle disse følelser og et håb om, at nogen ville se og høre mig, uanset hvor meget jeg forsøgte at få det til at forsvinde. Og så skete det bare – jeg holdt op med at spise.

Det var ikke noget, jeg planlagde, alle mine følelser blev bare til en kæmpe klump, der voksede og voksede i maven på mig. Alle tankerne om at være rigtig eller værd at elske fyldte så meget, at der til sidst bare ikke var plads til maden længere. Lidt efter lidt fandt jeg ud af, hvor rart det var ikke at spise. Det føltes så godt at kunne styre noget selv. Dette var MIT projekt, og jeg havde kontrollen! Med tiden glemte jeg helt, hvorfor det var, jeg var holdt op med at spise, jeg var fuldstændig optaget af mit projekt om at tabe mig, tælle kalorier, dyrke motion, lave skemaer og finde på nye undskyldninger for ikke at spise.

Pludselig var det blevet sådan, at hvis jeg ikke spiste, hvis jeg bare ikke var så fed, så ville jeg være værd at elske, så ville jeg blive rigtig! Det var også som om, jeg kunne stille meget mere skarpt på hele verden, pludselig kunne jeg bedre holde en afstand til andre mennesker, jeg havde jo mit projekt at gå op i. Men i takt med at jeg tabte mig og helt sikkert troede, at dette var vejen til at blive mere rigtig, fik jeg flere og flere tegn på det modsatte. Pludselig syntes alle mine venner og min familie, at jeg var mærkelig, indelukket, at der var noget galt med mig, og at jeg var syg.

Men jeg var jo ikke syg, jeg var på en mission – jeg skulle være rigtig.

”Ja, vi må jo slå fast, at du har anoreksi og en forvrænget kropsopfattelse." Dommen blev afsagt koldt og nøgternt og levnede ikke plads til noget spørgsmålstegn. Siden fulgte en uendelig strøm af domme, tolkninger og analyser af, hvorfor jeg ikke ville spise. ”Hun er en klemt midterpige”, ”Deprimeret”, ”skrøbelig og overfølsom”. Der var ingen, der spurgte mig, om jeg troede, de havde ret, og heller ingen der spurgte, hvordan det var for mig at høre disse tolkninger. Jeg var endnu engang helt alene og ensom og den eneste måde, jeg kunne håndtere dette på, var ved at fortsætte med at sulte mig.

Og det gjorde jeg så, alt imens mine forældre, min læge og diætisten kom med den ene løsning efter den anden: medicin, kostplaner, analyser, trusler, bønner…og kiloene; de raslede af.

”Hvorfor spørger de mig ikke bare, hvordan jeg har det?” Sådan skrev jeg i min dagbog midt i alt dette virvar af mennesker, der ville have mig til at spise igen. Jeg ved ikke, om jeg dengang havde kunnet sætte ord på det, som jeg kan i dag, men jeg tror det faktisk.

Jeg tror, at jeg, hvis jeg havde haft mod og tillid, ville have råbt: ”Forstår I ikke, at det jo slet ikke handler om mad? Kan I ikke se, at jeg sidder her og længes efter, at I ser MIG og min smerte.

Ser at jeg hader min krop og ikke kan finde ud af at leve i den. Jeg ønsker virkelig at leve, men jeg kan slet ikke finde ud af hvordan, når jeg altid er så ked af det og føler mig så ensom.

Og når I kun taler om at få mig til at spise igen, så er det så svært at have kontakt med jer og se jeres bekymring, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved al denne bekymring.

Jeg vil så gerne gøre det rigtige, så I kunne være glade, og ville så gerne selv være glad og ubekymret, men jeg kan ikke finde fred.

Mit hoved kører non stop med tanker om mad, om fedtet overalt på min krop, om angst for at blive dømt, for at blive set, vurderet og ikke være rigtig.

Jeg vil jo bare være rigtig og god nok!

Dengang havde jeg slet ikke tillid ti,l at nogen ville høre eller forstå mig, hvis jeg fortalte dem alle disse ting, så jeg lukkede munden, så følelserne blev inde og maden ude.

Jeg vil jo bare gerne leve

Mit projekt fortsatte, og i takt med at kiloene raslede af, voksede min desperation og afmagt, indtil jeg en dag fandt mig selv i færd med at sluge så mange piller, at jeg var helt sikker på ikke at vågne igen.

Da jeg havde slugt dem, var det som om noget i mig bristede. Pludselig kunne jeg se, at jeg jo faktisk ikke ønskede at dø, at jeg havde nægtet at spise så længe, fordi jeg forsøgte at overleve i et kaos af følelser, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af.

Da det gik op for mig, gik jeg i panik, jeg havde jo allerede slugt pillerne.
Jeg løb ud til håndvasken, kastede de fleste op igen og faldt sammen på gulvet og græd. Noget jeg ikke havde gjort i lang tid.

Da jeg mærkede, hvor meget jeg ønskede at leve, blev det tydeligt for mig, at jeg virkelig havde brug for hjælp til det. Samtidig var det rigtig svært for mig at spørge om hjælp efter alt for mange gange at have fået tilbudt en hjælp, der ikke gjorde nogen forskel, og som efterlod mig akkurat lige så ensom og ked af det, som da jeg kom.

Jeg var så træt af at tænke på mad, snakke om mad og måder, der kunne få mig til at spise.

Langt om længe valgte jeg at kontakte en terapeut og besluttede i mit stille sind, at dette var sidste forsøg, hvis han så meget som forsøgte at analysere eller komme med nye diagnoser, så var det slut.

”Fortæl mig lidt om, hvordan du har det..” Jeg var ved at falde ned af stolen, da terapeuten indledte vores samtale med bare at ville vide, hvordan jeg havde det.

Hvad var nu det for noget? Var det bare et trick, så han, som alle de andre kunne få lidt mere stof til at fodre sin diagnose?

Jeg tog chancen og valgte at fortælle en lille smule om, hvor svært, jeg synes, det var at være mig.
”Det lyder, som om du er virkelig desperat og slet ikke aner, hvordan du skal leve dit liv? Som om du faktisk rigtig gerne vil leve, men næsten er skræmt til døde over livet? At det er helt umuligt at tro på, at du kunne være rigtig eller værd at elske, hvis ikke du sulter dig selv?”

Jeg husker stadig den enorme befrielse, det var at blive mødt på den måde. Lige så langsomt var der noget i mig, der smeltede, og jeg begyndte at få tillid ti,l at her var der en som så MIG, den lille pige, der var så overbevist om, at hun var helt forkert.

Vi talte om min store ensomhed og om min skyldfølelse ved at være til. Og i denne samtale, blev diagnosen ”spiseforstyrrelse” langsomt oversat til at være min måde at håndtere al dette kaos indeni mig på, en måde at håndtere al min angst for at være til besvær, fylde for meget og være forkert.

Det var en enorm lettelse at høre, at det som lægen kaldte for ”forvrænget kropsopfattelse” og ”spiseforstyrrelse”, faktisk bare var en lille bange pige, der valgte den bedste måde, hun overhovedet kunne finde på for at håndtere alle sine følelser.

Det var første gang, nogen bare lyttede, uden at ville noget som helst andet end at forsøge at forstå, hvordan det var at være mig.

Da jeg kom hjem den dag, gik det op for mig, at vi faktisk slet ikke havde talt om mad, og det virkede pludselig så irrelevant. Den aften mærkede jeg for første gang i lang tid, at jeg var sulten.

Appetit på livet
I dag, tre år efter jeg havde denne samtale, ser mit liv meget anderledes ud. Jeg kan i dag se, hvordan jeg længtes efter at blive set for den afmagt og ensomhed, jeg følte, i stedet for at blive set som en besværlig anoreksi pige. Jeg kan se, at jeg gjorde det bedste, jeg kunne finde på, da jeg valgte at stoppe med at spise. At jeg ikke havde nogen måde at beskytte mig selv imod alle de ting, der gjorde så ondt indeni mig, og at spiseforstyrrelsen var et forsøg på at skabe en afstand til andre mennesker for at passe på mig selv og alle de følelser, jeg ikke kunne håndtere.

I dag har jeg fået slettet nogle af de fatale lighedstegn, jeg dengang bar på. Jeg kan se, at det er inden i mig, jeg skal søge efter ”at være rigtig”, og at mit liv faktisk bliver meget nemmere, når jeg opgiver at rigtig være og vover at være mig, sådan som JEG helst vil være, i stedet for at lade andre mennesker fortælle mig, hvad og hvem jeg er.

Jeg kan stadig nogle gange miste appetitten, eller bestemme mig for, at nu vil jeg ikke spise mere, men i dag ved jeg, at når det sker, så er det fordi der er nogle følelser indeni mig, der er rigtig vigtige at lytte til.
Ofte er det fordi, jeg er ked af det, usikker og bange og har brug for accept, tryghed og kærlighed og ikke ved, hvor jeg skal finde det henne.

I dag ved jeg, at min allervigtigste opgave er at byde disse følelser velkommen. De er ikke forkerte, tværtimod - det er dem, der gør livet dyrebart for mig, og giver mig lyst til fortsat at mærke og leve livet!

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program