Tvangstanker

brevkassespørgsmål

Tvangstanker

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 1 år 11 måneder siden

Jeg har fornyligt fundet ud af at tanker jeg har haft siden jeg var 12 år er tvangstanker. Det sætter et helt andet perspektiv til hele mit liv, og jeg er ikke helt sikker på at jeg kan lide det. Jeg vil egentlig gerne af med tvangstankerne, men jeg vil ikke tage piller pga. Dårlig oplevelse tidligere, og kognitiv terapi har aldrig hjulpet mig. Det eneste der bliver ved med at hjælpe, er ting der afleder mig fuldstændigt fra verdenen, som at spille spil; Hvilket ikke er noget man kan alle steder. Man kommer heller ikke langt ved sidde foran computerskærmen dagen lang hvis man vil tage en uddannelse. Det er konstant, og ved at drive mig til vanvid. Hvis jeg laver ingenting i bare 2 sekunder kommer alle mulige tanker frem. Hvad kan jeg gøre for at leve bare lidt normalt igen?

Svar: 

Kære 17 årige unge mand. 

Hvor er det fedt du skriver ind og beder om hjælp! Det lyder virkelig ikke til at være en særlig fed situation for dig at være i. Det kræver mod at turde ændre på det der er svært. 

Først bliver jeg nysgerrig på, om du mon har været ved lægen, og fået konstateret tvangstanker, eller hvordan du er blevet opmærksom på det? 
Det kan nemlig være vigtigt, at det er gennem læge/psykiater at du får det konstateret, så du kan få den rette hjælp.

Jeg forstår virkelig godt, at du gerne vil af med tvangstankerne, og det bliver desværre bare rigtig svært at gøre helt uden nogen former for hjælp. Jeg respekterer dog også dine dårlige erfaringer, men det kan være rigtig svært på egen hånd at klare det. 
Så lige nu og her, har du en strategi der virker, hvilket er mega godt fundet frem til! Men som du også selv siger, så er den ikke hensigtsmæssig. Det giver dig en lang række begrænsninger som kan være enormt svære at være i på længere sigt. Men lige nu og her, tænker jeg egentlig det er meget godt du har en måde at abstrahere fra det!

På denne hjemmeside, jeg ved ikke om du kender den og har læst det før, men der står en del omkring det at have tvangstanker, og måske kan det give dig nogle muligheder med på vejen: https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/ocd

Måske kan det være værd at prøve at undersøge lidt nærmere, hvad det er der gør, at du kan komme væk fra tankerne, når du sidder foran computeren. Hvad er det mon der sker, som kan afsprede dig så meget, at du faktisk ikke har tankerne?
Kan du finde noget af det samme andre steder? Fx at have headsæt på, musik i ørerne, eller noget lydbog eller andet der kan give din hjerne indput. 
Det kan være super godt at prøve at lægge mærke til, hvad det er computeren giver dig, så du ikke har tankerne på samme måde, og se om du kan udvide det til ting der ikke indebærer computerskærmen. 

Og så tilbage til det med behandling, medicin og terapi. Som sagt vil jeg virkelig gerne respektere dit ønske, men jeg kan også være bange for, at der bare ikke er anden udvej. Så hvilken erfaring har du mon med dig her, som skræmmer dig så meget i dag? 
Hvor længe siden er det at du har afprøvet disse? 

Når jeg spørger, er det fordi, hvis du er blevet nogle år ældre, så kan der være sket rigtig meget med dig, så selvom du har en dårlig erfaring med dig, så kan du stadig have udviklet dig så meget, at du kan tage imod på en anden måde. 
Nogle gange skal man fx afprøve flere typer medicin, før man finder den der virker for en. 
Dertil så kan det være en glidebane at lade medicin stå alene. For nogle kan det at få terapeutisk behandling være en kæmpe hjælp, og tilstrækkeligt så de ikke behøver medicin. Det kunne jo virkelig være rart, hvis det samme kunne gøre sig gældende for dig. 
Igen ved terapi, er det vigtigt at man har en terapeut man er tryg ved og kan sammen med. De to ting er alfa og omega for terapien kan lykkes. Det er ok at skifte behandler, hvis man ikke føler det er den rette. 

Så gad vide hvad der skal til, for at du kan komme derhen, hvor du tør få en mere håndgribelig hjælp igen? 

Her til sidst, vil jeg gerne give dig et par muligheder, som måske er værd at overveje at afprøve. 

www.headspace.dk er vant til at tale med unge, også om angst og tvangstanker. Det er gratis at gå hos dem, og de har centre rundt omkring i hele landet. På hjemmesiden kan du kigge om der er et center i nærheden af dig. Jeg vil anbefale dig, at det er et center du opsøger, og får IRL hjælp, frem for chatten.

www.gruppechat.dk kan du møde andre unge. Her kan i sammen i et trygt rum tale om det der fylder i hverdagen, og sammen med de unge finde frem til nogle muligheder, men også bare det at vide at man ikke er alene om at have det på den måde, kan være hjælpsomt. 

Jeg håber du kan tale med dine forældre, eller andre voksne omkring dig, om det, og finde frem til nogle muligheder, du kan være tryg ved, så du kan få den rigtige hjælp, og værktøjer til at håndtere det, så det kan blive lettere i din hverdag. 

 

 

 

Nannas billede
Rose fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program