Til start info vil jeg lige fortælle, at jeg vil lave en del blogs, hvor jeg vil komme ind på en masse barndoms- og ungdomserindringer, hvordan alt startede til hvor jeg er nu. Så jeg håber, at I som læser mine blogs vil følge med og læse mine mange nedture og opture, og hvordan jeg er kommet til, hvor jeg er i dag. :)

Det er egentlig altid et både stort og svært spørgsmål. Måske ved jeg egentlig ikke engang selv, hvordan det hele 100% startede.

Men en ting ved jeg, at jeg har fået at vide af min far – jeg var en sød og glad pige, da jeg var helt lille. Den der uskyldige lille pige som ikke engang kan gøre en flue fortræd og havde det så godt. Hvordan kunne hun ende med at have det så skidt?

Jeg kan selv godt huske lidt af min tid i børnehaven, og den var da egentlig ganske fin. Der var ikke så mange problemer, og jeg legede med de andre børn eller tulrede rundt for mig selv. Det der sociale var allerede en smule svært dengang, men blev ikke lettere med tiden.

Da jeg var 5 år, kom jeg i fritidshjem ligesom alle andre børn i den alder skal, hvis de selvfølgelig er tilmeldt det af forældrene. Det var jeg jo så! Men der begyndte det allerede at gå ned ad bakke. Den glade pige blev lige så stille til lidt mindre glad dog ikke helt ude i, at det var et hårdt liv følelse, men selvtilliden blev allerede lige touchéet lidt der.

Det var ikke engang fordi, at det var noget særligt, at jeg blev kaldt, men når man samtidig går rundt det meste af tiden for sig selv og egentlig bare er sit eget selskab bedst, så er det endnu mindre sjovt, når man så pludselig i så ung en alder bliver kaldt øgenavne. Jeg blev altid kaldt Camilla Charlotte sidder på en potte. Altså det siger man bare ikke! Uanset ens navn er det bare ikke okay!

Jeg blev også ret hurtigt taget ud af fritidshjemsordningen, fordi jeg havde det så skidt der. Så jeg var altid hjemme fra en tidlig alder og blev kun passet af min mor, som så også gik hjemme. Så min far var den eneste, der havde en indkomst sådan rigtig.

Hele min barndom voksede jeg op inde i København NV, og jeg gik på en skole ikke langt fra mit hjem – men selv her følte jeg ikke ligefrem det bedste. Jeg begyndte i skole allerede som 5-årig i børnehaveklasse, i dag kalder man den SFO. For mig er det børnehaveklasse eller 0. klasse, og derfor kalder jeg det det. Men jeg var nødt til at gå børnehaveklassen om, fordi at jeg ikke var ”moden” nok til at fortsætte. Der var stadig for meget barn i mig til, at jeg var klar til 1. klasse.

Den klasse jeg så kom i dengang skulle jo så vise sig at være den værste, jeg nogensinde kunne komme i! Men det kommer jeg til i næste part af min historie.