Min stemme

brevkassespørgsmål

Min stemme

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 3 år 4 måneder siden

Hej

Jeg er 16 år gammel, og min stemme er stadig ikke gået i overgang. Jeg har en rimeligt lys stemme i forhold til min alder. Engang da jeg var lidt yngre blev jeg også spurgt ind til min stemme og folk jeg havde snakket med over computeren havde jeg mødt i virkeligheden,, de spurgte om min stemme faktisk lød sådan som den gjorde over computeren og da jeg så snakkede til dem grinte de. Min stemme har altid været lidt lysere end andres. Jeg syntes ikkke vildt godt om at høre  videoer hvor min stemme er med i, fordi så kan  jeg høre min stemme og hvordan andre høre den hele tiden. 

Mit spørgsmål er: Hvordan får jeg mere selvtilid og kommer til at syntes lidt bedre om min stemme. Og hvornår går min stemme i overgang? Jeg har haft et adams-æble i lidt over et år nu.

Svar: 

Kære Anonym 

Jeg forstår godt din frustration. Når man er 16 år, har de fleste lyst til at være ligesom alle andre, og man kan let finde ting ved sig selv, som man synes er forkerte. For dig er det din stemme. For andre kan det være alt muligt andet. 

I forhold til, hvornår stemmen går i overgang, så er det noget som er virkelig forskelligt fra person til person. Når dit strubehoved er begyndt at vokse, så vil det også ofte betyde en dybere stemme. Nogle oplever at stemmen knækker rigtig ofte, og at den kan være svær at styre, mens andre mere oplever at stemmen bare ændrer sig lige så stille over lang tid. Du er først færdig udviklet når du rammer start 20'erne, så der kan altså nå at ske rigtig meget endnu. Jeg ved godt, det er et lidt kedeligt svar, men i forhold til hvordan din stemme udvikler dig, så er tålmodighed altså dit bedste våben. 

Som du selv er inde på, så handler det selvfølgelig også om at acceptere, din stemme, og ikke kun tænke, at du kun kan blive glad, hvis din stemme bliver dybere. For måske ender du med at have en stemme der er lysere end så mange andre? 

Når du er ked af din stemme, som den er nu, tænker jeg mest af alt det handler om, at den får dig til at føle dig anderledes. Det handler altså ikke nødvendigvis om at du ikke kan lide lyse stemmer, men du er ked af at stemmen får dig til at blive usikker på dig selv? 

Som jeg startede med at skrive, så er den her usikkerhed desværre bare en del af livet, for langt de fleste unge. Jo ældre man bliver, jo bedre bliver de fleste til at acceptere og måske endda blive glade for deres "særlige" træk. Den skæve tand, bulen på næsen, størrelsen på lårene, eller stemmens lyd. Det der i teenageårene kan føles som en forbandelse, kan faktisk pludselig blive til det der særlige kendetegn, som man bliver særligt glad for, ved sig selv.

Alle dine kammerater har ting omkring sig selv, som kan få dem til at blive usikre på sig selv. Selv dem du kigger på, som du tænker er fyldte med selvtillid...de kender til den følelse som du har omkring din stemme. 

Mit bedste råd er at forsøge at flytte fokus væk fra din stemme. Det man fokuserer på kommer til at vokse. Så hvis du hele tiden tænker over din stemme, så kommer usikkerheden omkring den også automatisk til at fylde meget mere. 

Prøv i stedet at stille skarpt på de ting ved dig selv, som du er rigtig glad for. Hvis du er glad for din højde, dit hår eller noget tredje, så kig på det i spejlet, og lad det fylde. Fortæl dig selv, hvor glad du er for de gode ting. Det ændrer jo ikke din stemme, men det kan ændre, hvor meget den her negative følelse skal have lov til at fylde. 

I bund og grund handler det om at forsøge at opleve sig selv, som andre gør. Når du kigger på dine kammerater, kan du helt sikkert også se, hvis de har mange bumser, har skæve tænder, eller højere end alle andre, eller måske er meget små. Men det er garanteret ikke noget du bruger ret meget energi på at tænke på? Det er jo bare sådan de er. Sådan tænker andre også om din stemme. De registrerer måske at den er anderledes, og de kan også kommentere det, men det betyder ikke at det får dem til at tænke dårligt om dig. 

Giv det tid, og lad din stemme udvikler sig helt færdigt. Endnu vigtigere...øv dig på at fokusere på de ting du er rigtig glad for, ved dig selv. Så vil det andet automatisk fylde mindre. 

Mange hilsner Tanja

Tanjas billede
Tanja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program