Hejsa.
Jeg ved egentligt ikke helt, hvad jeg forventer at få ud af at skrive herind, da det er begrænset hvad der kan gøres ved situationen. Men har egentligt mest bare brug for at få sat ord på de tanker og følelser, som jeg har gået med det sidste stykke tid.

Jeg var relativt tidligt klar over, at jeg gav andre piger lidt mere opmærksomhed end mine veninder gjorde. Jeg kan huske, at jeg længe havde en indre diskussion om hvorvidt jeg egentligt var tiltrukket af andre piger, eller om jeg bare overdrev over for mig selv ”for at være noget specielt”. Man kan jo sagtens finde andre piger kønne uden at det betød noget. Men jeg indså omkring 14-års-alderen, at jo, der var nok lidt mere i de følelser. Jeg var dog også tiltrukket af drenge, og omkring to år efter 'kom jeg ud' som biseksuel til min nærmeste veninde, som egentligt bare trak på skuldrene af det. Vi snakkede aldrig om det igen. (Hun fortalte det dog videre til andre i vores omgangskreds bag min ryg, hvilket endte i en halv-akavet samtale, da en fælles bekendt nonchalant sagde noget alla "Sjovt vi begge er biseksuelle". I sig selv ikke verdens største problem, men han sagde det under et travlt julemarked foran en anden veninde, som jeg ikke var kommet ud til - så jeg benægtede det. Meget akavet, meget grænseoverskridende. Jeg var meget, meget flov over det.

Jeg havde nemlig meget hurtigt fortrudt at være kommet ud til min veninde. Jeg havde lavet en aftalte med mig selv - det var okay at være tiltrukket af piger, men ingen behøvede at vide det og jeg ville aldrig indgå i et forhold med en pige. Simple enough. Der var egentligt flere grunde til at jeg var kommet til denne konklusion. For det første, så er min familie ikke det mest støttende når det gælder sammekønsforhold (Hvis det er et ord på dansk). Vi har snakket lidt om det, og mine forældre udtrykte egentligt mest at de var ligeglade, bare det ikke er op i deres ansigt (og min mor er imod kirkevielser mellem to af samme køn). Jeg har dog noget nært familie som er ekstremt homofobisk, og jeg ved, at det ville ødelægge vores forhold hvis jeg offentligt var i et forhold med en kvinde. Selvom mine forældre ikke er full-on homofober, så ved jeg de ville være flove og at det vil have en negativ påvirkning af vores forhold. Jeg havde det rigtig svært ved mine forældre i størstedelen af mine barndom pga andre problemer, og er først nået til et godt punkt i vores forhold her de seneste par år. Så tanken om at JEG ødelægger det (selvom jeg jo godt ved, at det ikke er min skyld) er hjerteknusende.
Den anden grund, noget som jeg er lidt flov over, er at det ikke passer ind i den fantasi jeg har skabt omkring mit liv i fremtiden. Far, mor og børn. Jeg kan godt forestille mig et liv, hvor jeg er er i et forhold med en kvinde og vi har børn. Men det føles bare forkert. Jeg ved ikke om det er en smule indre-homofobi eller hvad det er, men det spiller en større rolle i mit dilemma end jeg egentligt har lyst til at indrømme.

Og aftalen med mig selv fungerede da også fint, jeg kom i et langdistanceforhold med en dreng som jeg mødte over nettet. Jeg kan ikke sige om jeg reelt havde følelser for ham, men han var sjov og jeg holdt af ham. Vores forhold varede i 5 år indtil jeg slog op med ham pga. de manglende følelser. Han gav rigtig meget i forholdet, som jeg aldrig kunne gengælde. Vi endte aldrig med at mødes fysisk.

Grunden til at jeg skriver herind, er at jeg efter bruddet har indset, at jeg er meget mere tiltrukket af kvinder end mænd. Jeg er tiltrukket af mænd, men en meget specifik type. Jeg er tiltrukket af flere typer kvinder, og i min hverdag, så er det næsten kun kvinder jeg beundrer (eller hvad man skal sige). Jeg kan have svært ved at se mig selv indgå seksuelt med en mand (super underlig formulering, sorry haha) hvor jeg derimod har mange fantasier med kvinder. Jeg er stadig jomfru, da jeg jo gemte mig bare mit søde lille langdistanceforhold.

Så, ja. Jeg flytter hjemmefra (og langt hjemmefra) her i næste måned, hvor jeg herefter overvejer at melde mig til noget Tinder eller lignende. Men er splittet mellem hvorvidt jeg skal både skal skrive med mænd og kvinder eller kun mænd. Jeg ved godt, at det er et halvt åndssvagt dilemma og for at være helt ærlig, så synes jeg det er ret pinligt at stå i sådan en situation som 20-årig. Jeg har nære bekendtskaber med folk i LGBTQIA+ samfundet, og er utroligt støttende overfor dem. Men når det gælder mig selv, så har jeg svært ved at give den samme accept. Jeg er bange for at skuffe min familie, men vil heller ikke se tilbage om 30 år og fortryde, at jeg lagde låg på mine følelser. Men måske finder jeg en skøn mand at være sammen med uden at jeg behøvede at ødelægge forhold til min familie, men måske ... (osv, osv). At fravælge kvinder virker som det nemme valg - passe ind i den generelle kasse, ingen svære samtaler og ingen frygt for andres reaktion. Men jeg føler også at jeg svigter mig selv.

Det blev vist lidt halvlangt og mærkelig formuleret, så det beklager jeg. Men hvor jeg er altså træt af at skulle have denne indre diskussion med mig selv hver evig eneste gang jeg ser en smuk kvinde. Træt af skammen der rammer mig. Træt af frustrationen over, at jeg ikke bare kunne være "normal", velvidende om at en attraktion til kvinder ikke gør mig unormal. Men jeg synes det er svært at være i, alle de modstridende tanker og følelser.