Kære Cecilia

Til en start, så vil jeg bare lige sige, at jeg har fjernet navnene på dine venner for at sikre din anonymitet, og altså så der ikke er nogen, der kan genkende dig. Det håber jeg er okay. Derudover vil jeg også gerne sige tusind tak for dit brev. Det er meget ærligt, og det synes jeg virkelig er godt gået. Det er ikke nemt at skulle fortælle andre, at man har det svært, så jeg synes, at det er så sejt, at du har fortalt det her i brevkassen, men også at du har talt med både lærere, kommunefolk og nogle fra psykiatrisk afdeling. Det bedste, man kan gøre, når man ligesom dig har det svært eller har selvmordstanker, det er at fortælle nogle om det, så man kan få hjælp. Så det er SÅ vigtigt, at du har snakket med alle de her folk, så de kan lægge en plan for, hvordan de hjælper dig til at få det bedre.

Du fortæller også, at du har fundet ud af, at din bedste ven C åbenbart er virkelig sur på dig, og han ikke kan lide dig. Jeg kan virkelig godt forstå, at det har såret dig, og at du så er kommet til at skære i dig selv efterfølgende. Det er ikke sundt at skære i sig selv, det er rigtigt farligt, men det synes jeg også, at det lyder til, at du godt ved. At man så nogle gange kommer til at skære alligevel, det kan der være mange grunde til. Nogle gør det, fordi de føler, at de skal straffe dem selv for noget. Andre gør det, fordi man så oplever en fysisk smerte, som er lettere at forholde sig til, end den smerte man måske føler indeni, hvis man er virkelig ked af det eller trist. Nogle gør det måske af en helt tredje eller fjerde grund. Det er ikke sikkert, at du ved præcis, hvorfor at du har gjort det, og det er helt okay. Min pointe er mest af alt, at nogle gange så sker det, og det er ikke noget, man skal skamme sig over. Det er bedre, at man taler med nogen om det, så man kan få hjælp til at få nogle mindre farlige og sundere måder at håndtere de svære ting på. Derfor er mit bedste råd til dig at tale med nogen om det. Måske dine forældre eller din klasselærer eller, hvis du har fået tilknyttet en person fra kommunen eller psykiatrisk? 

Derudover tænker jeg måske også, om det kunne væren en idé at tale med C om det? Nu ved jeg ikke, om du ved, hvad det præcis er, han er sur over, men hvis ikke, så kunne du jo måske spørge ind til det? Også få spurgt ham, om det er rigtigt, for det er jo ikke sikkert, at din ven M har hørt helt rigtigt. Jeg tænker i hvert fald, at hvis I kan få en snak om det, så kan I forhåbentlig få talt ud, og du kan få sagt undskyld, hvis det er nødvendigt, og så kan I blive gode venner igen. Jeg kan godt forstå, hvis det kan føles svært at skulle snakke med ham, når du tænker, at han er sur på dig, men jeg tror, at han vil blive enormt glad, hvis du prøver at gøre det hele godt igen. Så kan han se, at han betyder noget for dig, og det tror jeg, at han vil sætte rigtig stor pris på. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at det kan hjælpe dig lidt på vej. Jeg ved godt, at det er en svær situation, som du står i lige nu, men jeg tror på, at du er på rette vej, og at tingene nok snart skal begynde at lysne lidt igen. Hvis du har brug for en snak eller råd om andet, så er du velkommen til at kigge forbi vores 1-1 chat eller brevkassen igen. Vi vil så gerne hjælpe dig så godt, vi kan. Jeg ønsker dig alt det bedste og sender mega mange gode tanker din vej!

Store knus,

Dagmar