Underliv
Underliv
Hej læge
Jeg skriver fordi jeg er en ung pige på 20 år, jeg har nogle vanskilige problemer med min skede, den lufter konstant ! Det lufter af råden fisk og det har det gjort i mange år, jeg kan nå helt op på 2 gange om dagen hvor jeg bliver nødt til at skifte underbukser. Jeg er overvægtig så jeg har altid hud mod hud og det gøre at jeg sveder dernede tit og har det altid varmt og fugtigt. Min hud er så skadet at det er blevet virkelig mørkt/sort mellem mine lår og har fået nogle små hudorme rundt omkring lysken. De har været der i flere år, de er sorte. Kan det være fordi talgkirtleene? Eller for meget fedt omkring min skede, jeg kan ikke have samleje og har aldrig haft pga. det.
Hej Hanna
Netop det, at et hudområde er varmt, fugtigt og lukket for at blive luftet gør at det bliver en god grobund for fx. urenheder, skadelige bakterier og svamp. Hudorme er hårsække fyldt med netop mørkfarvet talg og bakterier. De kan komme alle steder på huden. At huden mellem dine lår er mørk er muligvis en reaktion på at den har været irriteret over længere tid.
Lige som vi har sunde bakterie i fx. tarm og på huden, så har vi kvinder også sunde bakterier i skeden. Nogle gange kan de komme i mindretal, så der i stedet kommer flere af de usunde bakterier, hvilket så skaber en ubalance i skedemiljøet. Andre gange kan de sunde bakterier blive udfordret af særlig aggressive bakterier, som kan give underlivsbetændelse. Det er meget normalt, at udflåd fra skeden kan lugte, men en ligefrem dårlig lugt er ofte tegn på enten bakteriel ubalance eller betændelse. Nogle synes, at mælkesyrebakterier f.eks. i form af stikpiller, man kan købe på apoteket, hjælper på lugten, men mange gør ikke, og det kan være svært at vide, om det faktisk virker. Prøver du at bruge mælkesyrebakterier, så kontakt din egen læge hvis du ikke mærker markant bedring efter 1-2 uger. Ofte er det nødvendigt at behandle den bakterielle ubalance væk med medicin kaldet antibiotika. Skulle du mod forventning få feber, så skal du straks ringe til lægen. Feber kan nemlig være tegn på en underlivsbetændelse, og en underlivsbetændelse går kun over med antibiotisk behandling gennem din læge.
Med alt det sagt så synes jeg, at det er meget modigt, at du stiller de her spørgsmål! Det kunne lyde som om, at du har gået med det i noget tid, og at der er nogle ting ved din krop, som går dig på, og som fylder i dit liv, og som giver dig en negativ opfattelse af din egen krop. Det er ikke sikkert, at min tolkning passer, men hvis den gør, så må det være hårdt for dig at have det sådan! Jeg tror, at det under alle omstændigheder kunne være en god idé at du fik en tid hos din egen læge. Netop for at snakke både om de kropslige gener du har og hvad det gør ved dig mentalt, sådan at I i fællesskab kan lægge en langsigtet og god plan for, hvordan du kan få det bedre med dig selv. Muligvis er der flere ting, der skal ændre sig før du har det godt med dig selv, og at stå med det hele selv kan være hårdt og ensomt. Derfor tror jeg det kan være en god hjælp og støtte i at samarbejde med lægen.
Håber du kan bruge svaret!
Mvh
Rebecka