Hvad nu?
Hvad nu?
Hej mit navn er Melody, eller det er det jeg sydens jeg hedder.... det er ikke mit navn, men det ville jeg handske det var.
jeg har i de 13 år jeg har levet, været meget mere igennem end jeg burte, og jeg har lært af det. Jeg ved mere om at være menneske end nogen jeg har mødt. Det lyder måske dumt men jeg syndes at alle altid tror inderst inde at livet går ud på at ha det godt. Jeg tror bare at det hele gælder om at finde noget som man kan give alt hvad man har til, det der gør en til sig selv.
jeg har altid set my little pony, og jeg har lært mere af det en man overhoved kunne forstille sig. Når jeg bliver bange tænker jeg på hvad futtershy eller rainbow dash ville gøre (det er nogen ponyer fra my little pony) og når jeg er trist tænker jeg på den episode hvor rainbow dash bliver ked af at tank skal i vinterhi. Lige meget hvad der sker i mit liv hved jeg hvad jeg skal gøre fordi at jeg har set så mange mennesker(og ponyer) klare deres problemer.
Jeg er nærmest en omvandrende "watch and lean"
jeg har gået på 4 forskellige skoler, talt med 11 forskellige mennesker der ikke kunne se pointen i at leve længere, og fået dem tilbage i livet. Cutted, gemt mine føelser, fået diaknosen asf, og jeg kom igennem det hele uden en skramme! (bortset fra dem på min arm)
så hvorfor vil jeg ikke noget, ikke spille musik, tegne, værre sammen med mine venner, skrive en sang, gå med min hund, spille minecraft, lave end dum FlipaClip animation, eller værre sammen med min familie? Jeg vil ingengang Spise eller... leve mer... jeg ved at jeg ikke drøber mig selv, men hvis der kom nogen og spurte om de måtte myrde mig ville jeg sige ja.
jeg er ikke okay med at ha det "like crap"
jeg er ikke sådan længere jeg hjælper alle dem det skal lære at acceptere dem selv.
jeg har farvet mit hår pink, jeg har droppet at gemme mig for andre.
jeg viser dem hvem jeg er, endelig.
så hvad nu?
er jeg færdig? Skal jeg bare vente til jeg har det skidt igen så jeg har noget at kæmpe for?
tak fordi at du lyttede.... du gør virkelig noget for at hjælpe andre, tak fordi at du er et betydningsfuldt menneske hvem end der svare mig.
tak
-Melody
Kære Melody,
Tusind tak for dit brev her i brevkassen. Hvor er det godt, at du deler, hvordan du har det og de tanker, som du går med.
Jeg kan høre, at du har været igennem meget her i livet på kort tid, som du også selv skriver, og du har helt ret i, at det giver en hel masse livserfaring og kan gøre dig robust og stærk. Det er nogle rigtig fine tanker, du gør dig om, hvad livet går ud på. Jeg tænker, at livet går ud på dét som giver mening for én selv, og hvis det for dig er at give alt, hvad du har til noget helt bestemt, så skal du endelig gøre det. Det må også være det, som gør dig mest glad, når det føles rigtigt og giver mening for dig. At tænke over livets mening og formål er store tanker, og de kan også ændre sig efterhånden, som man bliver ældre. Det er noget af det smukke ved livet, at "udsigten" ændrer sig alt efter, hvor man står og kigger på det fra.
Det lyder til, at du har fundet meget støtte og hjælp i My Little Pony, og også har lært en masse af at se det. Der er mange måder at reagere på, når noget bliver svært, og det er super godt, at det virker for dig at tænke på, hvad nogle af karakterene i My Little Pony ville gøre i samme situation. Andre finder måske inspiration og hjælp i musik, bøger eller film, men det lyder til, at du har fundet noget godt, som virker for dig, og som du kan bruge som en hjælp og guide, når du står i en svær situation eller mærker nogle svære følelser. Det vigtigste er, at du føler, at du kan håndtere de problemer, du oplever, og at du kan se, at der er noget, du kan gøre for at komme videre og få det godt igen.
Det er meget flot af dig, at du har hjulpet nogen omkring dig, som havde det så svært, at de ikke ønskede at leve mere. Det kan være rigtig hårdt at være der og holde modet oppe for nogen, som har mistet det. Det kan også godt tage så meget af ens energi, at man selv begynder at få det svært, især hvis du også har haft brug for ekstra omsorg, da du f.eks. fik din ASF diagnose. Jeg ved ikke, om det er derfor, du begyndte at cutte og gemme på dine følelser, men det lyder til, at du er kommet igennem det, og det er jeg glad for at høre. Jeg håber, at de mennesker, som du har hjulpet også har været der for dig, eller at du har haft et godt netværk af venner/familie, som har kunne hjælpe dig op igen.
Jeg er lidt i tvivl om, om du stadig tænker, at du ikke har lyst til at leve mere. Sådan som jeg forstår dit brev, har du har fået det bedre igen, men jeg skriver alligevel lige lidt om det. Når det hele bliver alt for svært, kan det godt føles som om, det ikke er værd at leve mere, og man vil bare gerne have at den smerte man føler indeni stopper. Du er ikke alene om, at have haft selvmordstanker. For mange bliver livet på et tidspunkt så hårdt, at det kan være uoverskueligt at fortsætte. Der er en anden løsning, og uanset hvor håbløst det kan se ud, så kan man kan få det bedre, hvis man får den hjælp, man har brug for. Det kan lykkes, og man kan finde håbet og troen på livet igen. Det allervigtigste er at få det sagt til nogen - en ven, familiemedlem, lærer, hvem som helst, og at få fortalt, hvordan man har det, så dem man snakker med ved, at det er alvorligt. Alle de svære følelser og tanker bliver mindre, når man deler dem. Du kan også altid ringe til Livslinien, som er rigtig gode at snakke med, hvis du skulle få selvmordstanker igen. Jeg kan godt forstå, at du ikke er okay med at have det dårligt, og det skal du heller ikke være. Der er ikke nogen, der fortjener at gå rundt og have det så svært, at de har lyst til at dø. Jeg håber, at du fik den hjælp, du havde brug for, så du nu ved, hvordan du kan håndtere dine tanker og følelser på en god måde og uden at det flyder over.
Du spørger "Hvad nu?" - om du bare skal vente på, at du får det dårligt igen for at have noget at kæmpe for. Jeg vil starte med at sige, at når man har kæmpet rigtig længe, kan det være enormt svært at finde ro, når tingene går godt. Det er som om ens system er blevet så vant til at være i en stresstilstand følelsesmæssigt, så man har det bedst med kaos og modgang. Jeg tænker, at det kunne lyde som om, det er det, du oplever nu. At der egentlig er faldet ro på de fleste ting, at du hviler mere i dig selv, men at du ikke føler dig helt tilpas med det. Jeg tænker, at du må prøve at give dig selv tid til at vænne dig til den nye situation, og lov til at have det godt igen. Jeg tror ikke, at vi nogensinde bliver færdige med at lære, udvikle os og kæmpe for noget, heldigvis. Ellers ville livet være en smule kedeligt, når man først når målet. Hvis du går og venter på, at alting skal være svært igen, er det også det din hjerne vil have fokus på. Træk vejret og vær god ved dig selv. Du har fortjent at være glad og have det godt, og du HAR kæmpet for det, og selvom tingene er gode er der stadig masser at kæmpe for. Hver gang du får en tanke om, at det måske kommer til at gå dårligt igen, eller at det ikke er sådan her, det burde være, så kan du stoppe op og prøve at bytte den ud med rare og positive tanker som "jeg fortjener at være glad", "jeg må gerne udtrykke mig, som jeg er", "jeg er god nok", "jeg gør noget godt for andre, og jeg gør noget godt for mig selv". Du kan også bruge tid på at tænke over, hvad du gerne vil kæmpe for nu, hvad det næste skridt skal være. Og husk at gemme noget af din energi til at være kærlig og omsorgsfuld overfor dig selv også. Du er den vigtigste i dit liv.
Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, at du kunne bruge mit svar.
Venlige hilsner
Jeanette