Kæreste dig, 

Hvor er jeg glad for, at du har skrevet. Du beskriver en masse forskellige tanker og følelser og forvirring, som for mig, alle lyder helt normale i forbindelse med kærestesorger. 

En uundgåelig bagside til kærligheden er de tunge, ødelæggende, smertefulde følelser, der hører til et knust hjerte. De fleste af os oplever et knust hjerte flere gange i løbet af livet, og det er en smerte, der kan være så dyb, at det kan føles som om, ens hjerte er gået i stå eller frosset til, og aldrig tøer op igen. Selvom det nok ikke fjerner meget af din smerte lige nu, så kan jeg fortælle dig med fuld sikkerhed, at det går over igen. Det bliver bedre. Du bliver glad igen. Du kommer til at opleve masser af forelskelser og lykke i dit liv. Jeg kan også fortælle dig, at der er god risiko for, at du nok også kommer til at opleve kærestesorger igen i løbet af dit liv. Der er ikke rigtig nogen vej udenom, og det bedste man kan gøre, er at lære at acceptere det - acceptere smerten og sorgen. Men hvordan gør man lige det? 

Det er ikke bare sådan lige at acceptere sin smerte og sorg og nok i virkeligheden noget, man bruger hele livet på at øve sig på. Først og fremmest, så handler det meget om at tillade sig selv at mærke de følelser, der nu engang er. Undersøge dem, reflektere over dem. Du fortæller en del om din aggression, og det lyder på mig som om, det er en af de følelser, der fylder rigtig meget for tiden. Vrede og aggression er mere "hårde" følelser, som kan være mere overskuelige at føle end de "bløde" følelser, som sorg og smerte, som egentlig oftest ligger bag. Især ved kærestesorger kan der være meget vrede og aggression - måske rettet mod den anden person, en selv, eller noget mere tilfældigt. Vrede og aggression fungerer som en slags undgåelse af at skulle være sårbar og hjælpeløs - som man ofte føler sig, når man er i sorg og smerte. Selvom vreden kan være brugbar, snyder man ofte sig selv, for sorgen er der stadig. 

Når man står midt i smerten med sit knuste hjerte i hænderne, er det helt naturligt, at man selvfølgelig inderligt ønsker, at det stopper hurtigst muligt. Man forsøger at flygte fra nuet, fordi det gør for ondt. Man ville ønske, man kunne trylle sine sorger væk eller lade som om, det aldrig var sket. Sådan hænger det bare ikke sammen. At komme videre er en proces, som finder sted, selv hvis du ikke selv kan se det lige nu. Det tager tid, og det er okay. Lad dig selv være faldet lidt endnu, til du er klar til at rejse dig. 

Mine bedste råd til dig i denne proces er at tillade dig selv at være i smerten. Glem ideen om, at det her skal gå væk hurtigst muligt, for det gør intet godt at kæmpe imod sorgen. Mærk efter, hvad der er godt for dig lige nu - for eksempel at skrive om dine følelser og tanker (som du nævnte var rart i forbindelse med at skrive her). Start en ny hobby, der gør dig glad. Gå lange ture med god musik i ørerne og tænk. Tillad dig selv at være i denne her svære periode, den forsvinder ikke så længe du kæmper imod den. Tillad dig selv at være deprimeret og forsøg at håndtere det så godt som muligt med ting, du kan lide og som bliver et outlet for din smerte (igen, skrivning er så godt). 

Oftest hænger det sådan sammen, at de ting vi forsøger at tvinge ude, bliver helt umulige at holde ude. Så ligesom sorgen ikke skal lukkes ude, så tror jeg heller ikke, hun skal. Hvis det gør dig i bedre humør at snakke med hende, joke med hende, så gør det. Selvfølgelig er det vigtigt, du mærker efter, om det gør for ondt og overvejer, om lidt afstand er en god idé. Måske det bedste lige nu er at forsøge at være venskabelige sammen. Med tiden, bliver det meget lettere. Måske du endda kan snakke med hende om alt det her? Det kan være en mulighed for at få afklaring ift. om du skal prøve at finde sammen med hende igen eller ej. Selvom det ikke nødvendigvis føles som om, dine venner forstår, så snak med dem alligevel, det kan være rart bare at have nogen, der lytter. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at det snart bliver lettere for dig. Held og lykke. Skriv endelig igen eller kom forbi vores chat, hvis du får brug for at snakke. 

Kærlig hilsen

Sophie